Fyrreårig kvinde i krise – ikke noget ukendt emne i tidens litteratur. Trisse Gejl håndterer sin version af kriseromanens sjælegranskning med afstikkere til den fortid, som den 41-årige Fanny konfronteres med. Hun er krøbet i skjul – deraf titlen – i et nedlagt husmandssted i Nordjylland, hvor hun boede en del af sin barndom. Her sidder hun nu og drikker alt for meget whisky, mens hun venter på en ny retning i tilværelsen og har god tid til at granske det forgangne. Rektors elskerinde Fanny har orlov på ubestemt tid fra sit gymnasielærerjob. Hun har haft et forhold til en 17-årig elev, som hun vejledte alt for intensivt, og det førte mere med sig. Misbrug af betroet stilling, hedder anklagen. Samtidig har hun været rektors elskerinde. Dybest set længes hun efter sin eksmand, som år tilbage drog til Tyskland med deres lille søn. Hun har malet sig godt og grundigt op i et hjørne. Trisse Gejl bruger en fortælleteknik, der lader os følge Fannys gøren og laden, uden at vi helt ved, hvad det fører tilbage eller frem til. Læserens nysgerrighed vækkes, og efterhånden kan vi samle brikkerne i puslespillet. En af dem hedder kaotisk opvækst med en enlig mor, der var mere optaget af at realisere sig selv end at være forælder. Når hun lod de to piger være alene hjemme, nat og dag, på det øde sted, gav hun dem et haglgevær, så de kunne føle sig beskyttede. Et menneske uden omsorgsgen Fanny gentager den flygtige moderrolle uden egentlig at ville det. Da hun bliver skilt fra sin mand, karakteriserer han hende som »et menneske uden omsorgsgen og en eminent selvoptagethed«. Det er også hendes egen selvforståelse. Som mor, så datter. En slags gentagelsestvang overført gennem generationer. Skildringen af den 13-årige søns tre ugers ferie i husmandsstedet er det, der står tilbage efter læsningen. Trisse Gejl har fuldstændigt fat i den akavede kommunikation. Moderen vil så gerne, men dybest set aner hun ikke, hvad hun skal gribe og gøre i. Udflugter, spille spil, gå ture, snakke – om hvad? Nordjysk blæst og polarmørke Den smertefulde oplevelse af, at ens barn opfører sig som en fremmed, ja, er en gæst i ens liv, er godt ramt. Trådene til et liv, der var engang, er alt for spinkle til at skabe et holdbart bånd over årene med sporadiske ferier. Romanen opererer med en mængde historier med rod i Fannys og søsteren Hopes opvækst. En af dem fører os i Fannys erindring til Svalbard, hvor den vilde søster som voksen slog sig ned og senere omkom under ukendte omstændigheder. Der er således både nordjysk blæst og polarmørke vidder i denne roman, men det er hverken dens eksotik eller hippiemoderens forvaltning af sit liv, der gør indtryk. Og indførelsen af en slags plot med en mystisk nabo virker som et påhit, der hverken er nødvendigt eller overbevisende. De indre dramaer er alt nok.