I marts i fjor fyldte Inger Christensen hele det store auditorium i de nordiske ambassaders fælles receptionsbygning i Berlin.
Her sad den lille kvinde ved et ensomt bord, oplyst af en enkelt lampe, og læste højt på både tysk og dansk af ’Sommerfugledalen’, så smukt og stille, at man kunne have hørt et blomsterblad falde til jorden.





