Hvad gør man egentlig, hvis man ikke føler sig tryg ved tesen om ’civilisationernes sammenstød’, som i så høj grad sætter dagsordenen i dag i både dansk og international politik?
En tese, som amerikaneren Samuel P. Huntington løst udkastede i 1993, og som siden har vundet stor udbredelse som en begrebsramme til forståelse især af konflikten mellem islam og Vesten. Tilbageviser man tesen ved at betone civilisationernes udveksling og samvirke og velvilje over for hinanden og ved for eksempel at tage initiativer, der fremmer denne frodighed? Både og. På den måde imødegår man selvfølgelig forestillingen om sammenstødets uundgåelighed, men på den anden side bekræfter man også Huntingtons verdensbillede, hvor mennesker lader sig restløst rubricere i såkaldte ’civilisationer’ – og vel at mærke civilisationer, der i høj grad er defineret religiøst. Man udskifter blot én stereotypi med en anden – lidt ligesom da forestillingen om ’primitive folk’ blev byttet ud med forestillingen om de ’ædle vilde’ – i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved hele tankegangen. Og det er netop dét, man bør gøre ifølge den indisk-amerikanske filosof og økonom Amartya Sen, Nobelpristager i Økonomi i 1998 og i øvrigt Huntingtons kollega ved Harvard University: Man bør sætte spørgsmålstegn ved tanken om, at mennesker kun har én identitet, som er bestemt af hvilken civilisation eller kultur, de ’tilhører’, eller hvilken religion, de bekender sig til. Denne fundamentalistiske tendens til at sætte mennesker i bås har været tiltagende i det sidste årti, med helt forfærdelige følgevirkninger. Sens seneste bog, ’Identitet og vold’, der netop er udkommet i dansk oversættelse, er et veloplagt og lidenskabeligt opgør med denne tankegang. Ét mål i livet Til grund for hans opgør ligger en iagttagelse, der ikke bør være kontroversiel, nemlig at mennesker er sammensatte størrelser: »Et og samme individ kan for eksempel være britisk statsborger, af malaysisk oprindelse, bærer af kinesiske racemæssige træk, børsmægler, ikke-vegetar, astmatiker, lingvist, bodybuilder, digter, abortmodstander, fuglekigger, astrolog og tilhænger af det synspunkt, at Gud skabte Darwin for at teste de godtroende«, bemærker Sen. Sådan er vi alle sammen – stykket sammen af forskellige identiteter og af forskellige loyaliteter og tilhørsforhold. Ikke desto mindre arbejder stærke kræfter i verden på at reducere os til kun at være én ting: dansker, serber, muslim eller jøde for eksempel. Disse dominerende identiteter bliver vi ofte prakket på – som noget vi ikke kan fravælge eller nægte at lade os styre af. Dermed bliver identitet til den »illusion om skæbne«, som bogens engelske undertitel omtaler. Illusionen om skæbne kan være dødsensfarlig, for den forleder folk til kun at fokusere på ét identitetsmæssigt træk, der byder dem at behandle andre grupper som fjender. Et gennemgående eksempel herpå er folkedrabet i Rwanda, hvor hutuerne pludselig forvandlede sig til kun at være hutuer med kun ét mål i livet – at tage livet af så mange tutsier som muligt:
