'Suverænen’, Claus Beck-Nielsens (alias det upersonlige ’Das Beckwerk’) ny selvbenævnte ’roman’, er efterfølgeren og det foreløbige slutpunkt for ’Selvmordsaktionen’ fra 2005. Hvor Nielsen og Rasmussen dengang i 2004 som en apoteose af Gøg og Gokke, Don Quijote og Sancho Panza, tog til Irak med det ’nomadiske parlament’, der konkret var en metalkasse indeholdende et telt, får vi denne gang beretningen om deres færd til USA op til og under præsidentvalget i november 2004.
Selvbevidst fiasko Bortset fra, at ’Nielsen’ denne gang er en håbløst jamrende og enfoldig afløser for den foregående Nielsen, og at Rasmussen denne gang på storslået måde skal være en ny suveræn, der med en absolut gestus (og Tocqueville i jakkelommen) indfører Demokratiet, det ideelle, utopiske demokrati, i selveste USA. Som også første gang i Irak er projektet konstitutivt en selvbevidst fiasko og en udtrukken farce, udformet som en ironisk og ironiserende parallelaktion til Bush og den kristne højrefløjs forsøg på imperialistisk at sprede demokrati og frihed globalt. Utopien om demokratiet Som teoretiske bagmænd lurer den tyske retsfilosof Carl Schmitt og den italienske filosof Giorgio Agamben – det vil sige, vi har en idé om suverænen som den, der på samme tid indstifter og står uden for og over den politiske orden, samt ideerne om ’det nøgne menneske’, det romerske ’homo sacer’, der er retsløst og et rent potentiale. Utopien om demokratiet skal indfries og udmøntes i en universel handling, en suveræn gestus – en handling, der – i modsætning til den megen velmenende, såkaldt politiske kunst (der her udsættes for et ætsende ironisk syrebad) – rent faktisk indstifter en ny orden. Forspiser sig på en kolossal enchilada Men drømmen om denne akt kollapser konstant og omhyggeligt undervejs i ’Suverænen’, sådan at det hele glider tilbage i det partikulære og, allerværst, i det provinsielle og provinsen. Hvor Rasmussen i forlængelse af Carlyles helte skulle være den ny tids store Fører og Leder, ender det med, at han forspiser sig på en kolossal enchilada og svømmer hen i lammende minder om sin trøstesløse og meget lidt grandiose opvækst ude på landet på Fyn, ’Horne Land’ som det hedder, også i virkeligheden – og som titel på Beck-Nielsens egen hårdkogte roman fra 1999. Utopien slår dermed om – ikke alene i en dystopi, det ville dog næsten have været noget, men i en massiv klynken og et dræbende sarkastisk tilbagefald til det lokale og lavloftede. Bittersød og latterlig farce Men fordi det er Beck-Nielsen, pardon ’Das Beckwerk’, vi har at gøre med, er tilbagefaldet selvsagt gestaltet som letbenet og klukkende farce.

Konkret følger vi i fem dele Nielsen og Rasmussen på rejse fra Danmark til først New York og dernæst Washington DC; her mødes de overalt af rystende ligegyldighed eller endnu mere dødelig, kuriøs accept – som når de to på Manhattan af de lokale performancekunstnere opfattes som herlige ’objets trouvés’ fra det gamle kontinent. I det fortællende nu nedskriver Nielsen i 2007-2008 historien fra ’Caprifoliehuset’ i Horne Land på Fyn; den på samme tid jordslåede og konkrete realisering af det homeriske Ithaka. Men hvor Homers odyssé endte i en episk triumf, terminerer denne i en bittersød og latterlig farce. En velskrivende avantgardegøgler Politisk kunst? Antipolitisk kunst?