De vil så frygteligt gerne rokke lidt ved myterne om Mærsk Mc-Kinney Møller – den efterhånden 95 år gamle gigant i dansk erhvervsliv. Både Thomas Larsen og Finn Mortensen, forfatterne bag portrætbogen om vores største nulevende erhvervsmand, ved alt for godt, at vi har læst, hørt og set rigtigt, rigtigt meget om indpiskeren, der drev en verdensomspændende virksomhed frem. I dag med omkring 117.000 ansatte i 130 lande. Med udgangspunkt i lille bitte Danmark. Ind under elefanthuden De ved også godt, at mange af os nok er imponeret af Mærsk Mc-Kinney Møller, men også betragter ham som lidt af en stivstikker, en gammel hanelefant – en ronkedor. Det bemærkelsesværdige er, at myten om Mærsk Mc-Kinney Møller som lidt af en ronkedor ikke er afgået ved døden, når man har læst de 300 sider.
Men også at man alligevel sidder tilbage med fornemmelsen af at være trængt lidt ind under elefanthuden og har mødt en gudbenådet og viljestærk fighter, der også indeholder forsonende træk som humor, selvironi og tvivl. En mand, der på mange måder tilhører en anden tid, men som vi sagtens kan lære noget af. Faktisk erkender Mærsk Mc-Kinney selv i bogen, at han tilhører en anden tid. Det sker der, hvor han fortæller om datteren Ane, der fremstår som den i familiedynastiet, som kommer til at bestemme mest i virksomheden A.P. Møller – Mærsk A/S, når hr. Møller engang ikke er her mere. »Hendes bedømmelse af mennesker er ofte anderledes end min. Jeg er gammel og gammeldags. Hun er en nulevende, nytænkende person«, siger faderen om Ane, der i sommeren 2008 fyldte 60, mens han selv rundede de 95. En god sparringspartner Det er også Mærsk Mc-Kinney Møller, som selv fortæller, at der trods alt er sket noget, siden han overtog stafetten fra faderen A.P. Møller. »Min far gav ikke råd, han bestemte. Han bestemte, indtil han døde, det gjorde han. Jeg konsulterer Ane uendeligt meget ... Hun er en mægtig god sparringspartner«. Det var dog ikke alt, faderen Arnold Peter Møller bestemte. Sønnen fortæller selv i bogen, at faderen gerne ville have, at drengen blev læge, ganske enkelt fordi han var bange for, at Mærsk var alt for fysisk skrøbelig til at kunne klare et langt arbejdsliv i søfartsbranchen. For splejset »Under den spanske syge fik jeg spansk syge, difteritis og skarlagensfeber. Jeg lå i sengen i ni eller ti uger, og da min far ville melde mig i skolen, blev han og rektor enige om, at jeg var for splejset, så jeg skulle vente et år. Det gjorde jeg så«, fortæller Mærsk Mc-Kinney Møller. Senere døjede Mærsk med ryggen, og som 13-årig kom han på klinik i fem uger. Men ind i søfartsbranchen ville han altså, og det kom han. Resten er historie, for som vi alle ved, blev splejsen senere Danmarks mægtigste erhvervsmand. I lange interview med blandt andre politikeren Uffe Ellemann-Jensen, kunstneren Per Kirkeby, erhvervsmænd som Poul Svanholm og Jess Søderberg får vi indblik i, hvad det kræver at nå dertil, og hvor meget det kan slide på omgivelserne at være tæt på Mærsk Mc-Kinney Møller. Søderbergs slutspil Jess Søderberg, Mærk Mc-Kinney Møllers højre hånd gennem 16 år og tidligere topchef i virksomheden, blev fyret i 2007 uden så meget som en takketale fra chefen. Det havde Jess Søderberg i øvrigt heller ikke forventet, fordi meget gik galt i gigantvirksomheden i Jess Søderbergs sidste år som topleder. Jess Søderberg erklærer selv, at han ikke er bitter over slutspillet i virksomheden, men afleverer dog et bittersødt citat til bogen: »En af de ting, hr. Møller har lært mig, er, at noget altid kan gøres bedre. Det er fuldstændig rigtigt. Men i modsætning til ham tillader jeg mig en gang imellem at være tilfreds, selv om noget kunne være gjort bedre. Det skulle hr. Møller også. Han er for hård ved sig selv. Han skulle glæde sig lidt mere over det, der er gået godt, i stedet for at bekymre sig så meget. Det har han masser af grund til. Selv om han også har sine svagheder, ville Danmark være ufatteligt godt kørende, hvis vi havde haft flere af hans slags«. Respekt for kunstsamlingen Mange af de mennesker, som har arbejdet for og med Mærsk Mc-Kinney Møller, har stødt sig på ham. En af undtagelserne er tilsyneladende kunstneren Per Kirkeby, som har bidraget til udsmykningen af Operahuset i København. Per Kirkeby fortæller om den følsomme, humoristiske, underspillede og beskedne Mærsk Mc-Kinney Møller, som trods milliarderne ikke har behov for at skilte med sin rigdom. Om milliardærens private kunstsamling fortæller Per Kirkeby: »Det er netop ikke en pralesamling. Det er den kunst, som har sagt ham noget, og som måske ikke passer, og som måske ikke er, hvad en vaks samler ville købe. På den måde er samlingen privat... Det handler også om ikke at have mere, end hvad der er nødvendigt, for jeg går selvfølgelig ud fra, at der ville være penge nok til at købe Picassoer, men det er lige præcis, hvad der ikke er i samlingen, og det har jeg stor respekt for...«.
