Der er mange måder, hvorpå man kan fejllæse Ursula Andkjær Olsens nye digtbog, ’Havet er en scene’. Den mest nærliggende er nok at anskue den som en ætsende kritik af skuespilsamfundet, det samfund hvor det for alle gælder om at blive set og anerkendt som talent, eller blot som elskelig, og hvor retsstaten derfor uden opsigt kan gå under i en skvaldren og pladren af tre minutters drøm om individuel berømmelse.
Men tingene er betydelig mere spegede end som så. Ræv, klog og sang For det første er digtbogen særdeles intrikat komponeret; vi har mindst tre strata – et, der indsætter to gange tre ’auditions’ til det ’konfliktfrie’ og dernæst det ’omkostningsfrie’ liv, og hvor dommerpanelet dialogisk består af Ræv, Klog og Sang, med gæsteoptræden af Orfeus og sirenerne; her møder La Fontaine den græske myte i TV 2-studier, der til slut er ved at oversvømmes af havet. Vi har dernæst tre separate suiter, udsagt (?) af henholdsvis Slør, Sværd og Jeg; de er betitlet ’Elverskud’, ’Father of All and King. Of All’ (et engelsk Heraklitcitat), og ’Hvem skulle slå rod et stille og saftigt sted’.
