Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Underholdende spændingsroman fra Holst

Hanne-Vibeke Holst skriver frisk til om vigtige emner i dagens Danmark. 'Dronningeofret' er en sikker bestseller.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vil kvinder overhovedet have magt, og kan de – når de får den – holde ud at håndtere den?

Og kan en magtfuld position i samfundet forbindes med et liv ved siden af?

Det er de spørgsmål, Hanne-Vibeke Holst vender og drejer i sin murstensroman ’Dronningeofret’, der er tredje og afsluttende del af hendes trilogi om kvinder og magt i det nye årtusind.

I ’Kronprinsessen’ fortalte hun om den unge politiske idealist, der blev hentet ind til en ministerpost, men brækkede halsen på det, fordi hun i sin engagerede iver ikke forstod det politiske spil.

I ’Kongemordet’ demonstrerede hun, hvordan en socialdemokratisk lederskikkelse afreagerede med vold mod sin hustru, indtil hustruen endelig trådte i karakter, hvad der fældede ham.

I ’Dronningeofret’ tager hun igen fat i den unge Charlotte Damgaard, kronprinsessen, der i mellemtiden er blevet mindre naiv, men godt led ved det politiske spil.

Ingen nøgleroman
Hun var i sin tid den socialdemokratiske leder Elizabeth Meyers opfindelse.

Nu skal jernladyen Meyer have kørt sin MF’er, der i mellemtiden er blevet både næstformand og ordfører, i stilling, for denne gang skal socialdemokraterne vinde valget.

Det ved vi jo godt ikke skete ved sidste valg, og nogen gennemført nøgleroman er Hanne-Vibeke Holsts roman heller ikke, om end man genkender mange træk og personer.

I en af de indledende scener møder vi Charlotte Damgaard og Elizabeth Meyer, dronningen og kronprinsessen, til familiefrokost i Meyers sommerhus.

»De store kvinders tid«
De to kvinders bagland er der også: den barnløse Elizabeths mand, Kjell, der er stenrig norsk netop pensioneret skibsreder, med hvem hun på ellevte år praktiserer et »højst moderne« weekend-ægteskab. Og Charlottes mand, Thomas, og deres børn.

Mens Kjell og Thomas tager opvasken og børnene, koncentrerer de to kvinder sig om alvorlige emner.

»Nu går vi ind i De Store Kvinders Tid«, siger Kjell til Thomas over opvasken.

Selv har han ingen problemer med rollen som bagland – det skulle da lige være, at han kun må ringe til Elizabeth tre gange om dagen.

Han bærer hende på hænder og fødder, når han får lov, og overvejer at købe et privatfly, så han altid kan være på pletten, så såre hun måtte kalde.

Findes sådan en mand, spørger man bare. Thomas findes!

Han er træt af, at Charlotte altid kommer for sent hjem, at han står der med maden, at hun ikke gider engagere sig i købet af det byggeforeningshus, som han drømmer om som ramme for familieidyllen, at hun kommer til at omtale sit kontor på Borgen som »hjem«!.

Charlotte fortæller ikke Thomas alt, f.eks. om trusselsbreve, for hans »nervesystem er blevet så sart«. Præmiemanden Kjell er også bekymret over de islamistiske fundamentalister, der truer med at myrde hans kone. Han overtaler hende at tage imod PET’s overvågning.

Lig i lasten
At de to kvinder har hver sit lig i lasten, bliver et af romanens flere omdrejningspunkter. Charlotte er faktisk træt af politik og overvejer et godt tilbud fra Verdensnaturfonden.

Elizabeths problem er af en anden art. Hun lider af en form for arvelig Alzheimers, som ingen ud over lægen i USA kender til, og hun ved, at hendes dage er talte.

Hun skal bare lige vinde valget og have Charlotte kørt i stilling. De islamiske trusler, fremsat på grund af hendes jødiske baggrund, er peanuts i den forbindelse.

Elizabeths kapløb med tiden og hendes jernhårde forvaltning af den er indlevet skildret. Engang var hun »hård som flint«, nu er hun »porøs som kridt«.

I tv-dueller, der skildres nærmest som en kamp mellem to rovdyr i et bur, er hun uberegnelig, men hun redder sig ved at sige noget personligt og ikke-planlagt, f.eks. om sin jødiske baggrund.

Meyer fremstår dermed pludselig menneskelig. Statsminister Bording kan efterhånden ikke regne hende ud, og DF’s Lystrup går amok i hadefulde udfald for åben skærm. Hanne-Vibeke Holst giver den ikke for lidt i sin version af tv-duellerne som veritable boksekampe.

Der er således mere spin end egentlig politisk diskussion i romanen. Politikere i højere grad end politik. Det rejser et spørgsmål:

Hvad kæmper de for, politikerne, andet end at få magten – eller beholde den?

Motiverne
Engang var det socialdemokratiske projekt let, erkender Meyer med udgangspunkt i sin families historie som fattige fordrevne immigranter: mad, boliger, arbejde, uddannelse og sundhed til proletarerne.

Nutiden er derimod lammende i al sin flydende, globaliserede kompleksitet. Pludselig forekommer Christiansborg med det himmelstræbende tårn truende.

Charlottes indgang til politik er også personlig. Siden hendes far hjemme på gården hængte sig i hanebjælken, bukket under for presset, har hun »haft den dér følelse af, at vi har brug for hinanden. Vi må være der for hinanden. Turde stå op for hinanden.

Det er jo sådan set det, politik handler om, ikke?«, som hun siger. Særlig visionært lyder det jo ikke. Begge politikere har en fornemmelse af, at mennesket har et bristepunkt, men hvad deraf følger kommer vi ikke meget videre med i romanen.

Romanen har en ambition om at undersøge motiver til at gå ind i politik, læs: have magt og bruge den, og ikke mindst kvinders pris for at gøre det.

Samtidig skal Hanne-Vibeke Holst have udfoldet en spændingshistorie.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Magtdrømme på en anden led
Den undersøger magtdrømme på en helt anden led end dem, der lader sig opfylde i det parlamentariske system.

Hvad er den psykosociale baggrund for at gå ind i en voldelig gruppering som Patriot Front, der med Operation White Revolution vil fremprovokere »den store racekrig«, spørger Hanne-Vibeke Holst med udgangspunkt i tre af gruppens personer.

Kustoden Fritz og skatteindkræveren Anitta tager hævn for barndommens ydmygelser.

Jackie er smidt ud af hæren efter at have skudt en civil bonde i Afghanistan.

Han er uberegnelig og farlig. Nu kan han komme i aktion under Fritz’ plan ved at maltraktere nogle »perkere«, der er mødt op for at yde modstand ved en nazistisk march i Roskilde. Han går amok og slår nærmest den uskyldige Abdul til plukfisk, og så begynder politiefterforskningen.

Jackie blev reddet ud af sin risikoopvækst og efterfølgende kriminelle løbebane af hærens disciplin, men klarer ikke at komme ud af den igen efter alle missionerne rundt om i verdens brændpunkter.

»Missionsbums« kalder militærpsykologen hans type. Han er sådan én, der ikke har andet liv end det, de lever ude på missionen, og som ikke kan finde hjem fra det ultimative mandeunivers og fællesskab.

Flere romaner i én
Hvis de to andre hævneres baggrund lyder lovlig meget efter lommepsykologibogen, så er portrættet af Jackie et indlevet forsøg på at forstå psykologien bag en soldat, der er kommet til kort.

Da han sættes sammen med nørden Fritz og den frygtelige Anitta i en sprængfarlig hævnspiral, kører spændingsromanen med indlagt politiarbejde og det hele, og det skal jeg så derfor ikke sige mere om.

Hanne-Vibeke Holst har således skrevet flere romaner i én.

En om realpolitikeren over for idealisten og en om taberhævnerne, der ender i racisme.

Dertil kommer problematikken om, hvor vidt kvinder vil gå i at sætte deres familie- og privatliv på vågeblus i kampen om magt og indflydelse.

Kulørte effekter og effektiv spænding
I hendes optik vil de gå vidt – hvis ellers mændene er med på, at nogle kvinder – Charlotte – her i livet er sat til noget andet end at lege far, mor og børn.

Dvs. at mændene skal indgå som en eller anden form for bagland. Det lyder mest som en omvending af de kendte kønsroller, og det kan man da godt kalde et skridt fremad (der kræver sin mand!), men ellers er løsningen af et ret uløseligt problem svær at få øje på.

Romanen fungerer som spændingsroman, især efter de første par hundrede sider, hvor mange brikker til puslespillet stilles op, og læseren ganske anstrengende kastes hid og did i de små afsnit med skiftende synsvinkel, som udgør romanens kompositionsmønster.

Efterhånden placerer de mange brikker sig. Hanne-Vibeke Holst skriver som altid frisk til, hun kan godt lide at peppe op med jargon, og hun er ikke bange for kulørte effekter. Debatstof er der nok af.

En bestseller
En bestseller bliver ’Dronningeofret’, helt uanset hvad anmelderne måtte mene.

Det fører hende ikke til tops i det litterære parnas, hvor der vurderes efter stil og artistisk fremstillingsform af en anden type end den, Holst leverer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man kan godt forstå, at hun i interview har klaget over, at hun ikke er med, hvor priserne og roserne uddeles, når hun med sit store engagement, sin research og sin effektive, underholdende prosa har gjort sit som ikke mange andre for at tage temperaturen i dagens Danmark med politisk spin, magt- og kønskamp og farlige polariseringer i samfundet.

Men hun bliver læst og hørt, og hendes romaner er i spil i en grad, som ikke mange forfattere oplever.

Man skulle tro, det var nok.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden