Indoktrinering?

I 1970’erne talte man ikke om andet. I dag er ordet så godt som glemt. Nu taler vi i stedet om nationale test, værdier og kanoner – og det er der jo ikke så meget indoktrinering over. Eller er der? Det var daværende undervisningsdirektør, Asger Baunsbak-Jensen, der i 1974 i Berlingske Tidende satte fut under forskrækkelsen: »Beskyt skolerne mod marxistisk tyranni!«. Efter hans mening var der for mange fanatiske lærere, der udøvede tyranni og dyrkede pædagogiske principper med skjult politisk sigte. Var pædagogikken politisk? Også i den grad! Og den blev smukt beseglet med den nye folkeskolelov i 1975. Med 70’erne fulgte ideen om ikke bare at skabe gode og lykkelige mennesker, men gode og kritiske samfundsborgere. Demokrati udgjorde dannelsestanken. Eleven blev et aktivt, medbestemmende subjekt, og den problem- og projektorienterede undervisning blev tilsvarende vægtet inden for tidens progressive erfaringspædagogik. Politisk, som sagt, men ligefrem marxistisk? Det er det, som dr.pæd. Ellen Nørgaard undersøger i sin bog ’Indoktrinering i folkeskolen’, hvor hun sætter sig for at dokumentere debatten med det formål at ville undersøge angrebet: Var der noget om snakken? Var der virkelig lærere, der uddannede deres elever til revolutionære marxister? Eller så man bare spøgelser ... Den lille røde bog Debatten rullede i medierne, i Folketinget og ude i kommunerne. Og der var tilløb til noget, der godt kunne ligne indoktrinering. Allerede i 1969 havde der sneget sig en rød bog ned i skoletaskerne: ’Den lille røde bog for skoleelever’. I tidsskrifter som Unge pædagoger og Politisk Revy var man optaget af at udvikle en marxistisk pædagogik. Op til folketingsvalget i 1977 hev Erhard Jakobsen en kommunistforskrækket kanin op af hatten og omtalte en skole i Albertslund, der havde brugt et halvt år til at undervise i revolution. En borgmester i Ballerup skreg i 1980 for åben skærm: »Rendestensundervisere og venstreorienterede abekatte!«. Dagen efter erklærede han i Politiken, at han ikke havde været hård nok. Fra den sorte til den røde skole? Måske nok. »Men en ensidig politisk undervisning i folkeskolen lod sig ikke dokumentere«, konkluderer Ellen Nørgaard. Bogen har en fin krølle i sin indkredsning af, hvad ’indoktrinering’ vil og kan sige, og af skolen som historisk kampplads: Undervisning er og har altid været udtryk for en holdningspåvirkning – udtrykt gennem skiftende tiders idealer, formål og lærebøger. 70’ernes indoktrineringsdebat var ikke enestående, men dog markant: Syndebukke blev udnævnt, lærerne mistænkeliggjort. Var det her, de for alvor led deres prestigetab? Det mest interessante spørgsmål forsømmer Ellen Nørgaard imidlertid at stille – og besvare: Hvor meget af debatten fra dengang spøger i vor tids egen skoledebat: Vi husker stadig Anders Foghs udtalelse om ’rundkredspædagogik’. Og med folkeskoleloven fra 2006 i hånden kunne man vel godt tage en rask snak om, hvorvidt skolen i dag er offer for »en ensidig politisk undervisning«: statskontrolleret indoktrinering! Bogen har dog allerede vist sin berettigelse: Formanden for Danmarks Lærerforening har her i maj opfordret lærere til at bekende politisk kulør. En holdningsløs lærer kan børnene ikke bruge til noget ... Dansk Folkeparti har reageret: Det er jo opfordring til indoktrinering!