At løbe og at skrive. Haruki Murakami fotograferet i Grækenland i forbindelse med sit første maratonløb i 1983. Den bog om at løbe, han har skrevet, er udkommet på tysk og foreligger snart på engelsk med titlen: ’What I talk about, when I talk about Running’.  Foto: Fra bogen

At løbe og at skrive. Haruki Murakami fotograferet i Grækenland i forbindelse med sit første maratonløb i 1983. Den bog om at løbe, han har skrevet, er udkommet på tysk og foreligger snart på engelsk med titlen: ’What I talk about, when I talk about Running’. Foto: Fra bogen

Bøger

Den blufærdige forfatter

Japans største forfatter, Haruki Murakami, er et meget privat menneske, der sjældent giver interview. Men han sætter en ære i at møde sine oversættere fra de mange lande, hans bøger udkommer i. En af dem er Mette Holm.

Bøger

Som oversætter af Haruki Murakamis romaner bliver jeg ofte spurgt, om jeg ikke kan få ham til at komme til Danmark, og der har været mange ideer til, hvordan man kunne lokke ham hertil.

Copenhagen Jazzfestival, Copenhagen Marathon eller en forelæsning på Københavns Universitet, hvor han i givet fald skulle tale om sine erfaringer som oversætter, men da jeg besøgte hans kontor i april måned i år, følte jeg mig pludselig flov over at komme med denne urimelige bøn. Som Murakami selv siger: »Jeg er forfatter, når jeg skriver, ellers er jeg et helt almindeligt menneske«. Han ønsker ikke at træde frem, men primært at skrive for sine kernelæsere, og har tilsyneladende intet behov for medieopmærksomhed eller berømmelse.

Og hvorfor skulle han også komme her og tale om jazz, når han allerede har sagt så meget i sin lille bog: ’Portraits in Jazz’, hvor han gennemgår alle sine gamle jazzplader og fortæller om hvert enkelt album? Indtil videre er den kun oversat til russisk, men uddrag af bogen udkommer snart på engelsk i USA.

Afhængig af jazz
I ’Jazz Messenger’, et af Murakamis få essays, oversat til engelsk, skriver han om musikken i sit forfatterskab og fortæller om sit første møde med jazz. Han var 15 år, og det var Art Blakey and the Jazz Messengers, som spillede; deriblandt Wayne Shorter på tenorsaxofon. Han havde aldrig hørt noget lignende og har siden været afhængig af jazz. I 2006 sidder han og spiser middag med jazz-pianisten Danilo Pérez og fortæller ham om sin første jazz-oplevelse. Pérez hiver sin mobiltelefon frem og spørger, om Murakami vil tale med Wayne, hvilket han så gør. Murakamis kommentar til dette er: »Livet er forunderligt, man ved aldrig, hvad der kan ske. 42 år efter min første jazz-oplevelse sidder jeg i Boston, er blevet forfatter og taler i mobiltelefon med Wayne Shorter«.

Essayet er kort, men utroligt spændende. Murakami beskriver, hvordan det at skrive for ham bygger på musik. Hvordan den grundlæggende rytme er nødvendig for at kunne skrive godt. Så kommer melodien, som i litteraturen er de ord, der passer til rytmen, harmonierne, de indre mentale lyde, og sidst, men ikke mindst kommer improvisationen. Man er nødt til at lade sig gribe af flowet og flyde med. Højdepunktet er, når alt går op i en højere enhed, og man kan dele det med sit publikum, i Murakamis tilfælde læserne.

Og hvorfor skulle han komme her og tale om at løbe, når han har skrevet bogen: ’Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe’? Murakamis liv styres nemlig ikke kun af hans lidenskab for at skrive og for at gøre det musikalsk, det styres også af hans lidenskab for at løbe.

Han begyndte for 25 år siden, i 1982, umiddelbart efter at han var holdt op med at ryge, og fordi han tog på. Han valgte at løbe, fordi det er det mest praktiske. Man kan løbe alle steder, og det involverer ikke andre mennesker. Murakami siger, at det er sjovt at skrive – for det meste – og det gør han fire timer hver dag. Efter endt arbejdsdag løber han 10 km – og det er ingen sag. Men han har også brug for at blive presset, derfor løber han mindst ét maraton om året, hvilket uvægerligt gør ondt, men det er en smerte, han påtager sig frivilligt. For Murakami er det at løbe det samme som at skrive.

I et interview til Spiegel bliver Murakami spurgt om, hvorfor han har skrevet den selvbiografiske bog om at løbe. Murakami svarer: »Jeg kan kun forstå ting, hvis jeg skriver mine tanker om dem ned. Og jeg har opdaget, at når jeg skriver om at løbe, så skriver jeg om mig selv«.

Løbebogen er udkommet på tysk og kommer på engelsk til juli under titlen: ’What I talk about, when I talk about Running’. Titlen er tydeligvis inspireret af en novelle af et af hans store forbilleder Raymond Carver, hvis forfatterskab han også har oversat. Han beundrer Carver og oplevede også at møde ham kort før hans død. Dette møde har betydet meget for ham, og måske netop derfor siger han ja til at møde alle sine mange oversættere. Jeg har talt med flere af dem, og tre af dem, hans franske, polske og norske oversætter, fortæller, hvordan de følte, at der ingen kontakt var. At han bare sad venligt afventende og lod dem om at tage initiativet.

Han har ikke noget at sige. Det, han vil sige, siger han i sine bøger.

Og hvorfor skulle Murakami komme til Danmark og fortælle om sine erfaringer med at oversætte? Han har jo allerede fortalt, hvad han mener, gennem bøger og essays om at oversætte og gennem sine egne oversættelser. En spændende side af Murakami er nemlig hans bijob som oversætter. Ligesom Rifbjerg her i Danmark har skrevet ’Den kroniske uskyld’ og genoversat ’Catcher in the Rye’ (’Griberen i rugen’), har Murakami skrevet ’Norwegian Wood’, japanernes ’Kroniske uskyld’, og genoversat ’Catcher in the Rye’.

Gasangreb og jordskælv
Han har også klart tilkendegivet, hvilken litteratur han holder af i novellesamlingen ’Birthday Stories’, hvor han i forordet ydermere beskriver en af sine egne fødselsdage og også fortæller, at han har fødselsdag samme dag som Jack London, en af hans yndlingsforfattere. Små pudsige og personlige tanker, som han gerne vil dele med sine læsere … på skrift vel og mærke. Faktisk har Jack Londons novelle ’Kunsten at lave et bål’ inspireret Murakami til at skrive novellen ’Landskab med strygejern’, som indgår i novellesamlingen ’Efter skælvet’, der udkom i går. Her introduceres vi til japanernes forkærlighed for bål på stranden og ikke mindst til Murakamis fascination af de klassiske forfatterskaber og selvfølgelig temaet angst – det at have ondt i sjælen … de tanker, en katastrofe som et stort jordskælv kan være ophav til.

Novellesamlingen ’Efter skælvet’ udgør sammen med ’Underground’ (interview med ofrene for gasangrebet i Tokyos metro i 1995) et vendepunkt i Murakamis forfatterskab. Efter jordskælvet i Kobe og angrebet i metroen vender han tilbage til Japan og påtager sig sin nationale baggrund ved at beskrive, hvad to så store katastrofer kan gøre ved folk, men nok især ved japanere. Intetsteds har jeg som i disse bøger kunnet fornemme den japanske kultur, den japanske folkesjæl.

Jeg har selv mødt Murakami en enkelt gang, i 2004. Mødet finder sted fredag eftermiddag 13. marts kl. 13 i Denmarku House i Tokyo. På vej derhen spørger jeg mig selv: »Hvorfor gør jeg det her? Hvorfor spilder jeg hans tid med min nysgerrighed? Hvorfor vil jeg absolut møde ham?«.

At leve i Murakamis verden
Der er mange svar på disse spørgsmål, men et af dem er nok, at hans forfatterskab er blevet en del af mit liv, fordi jeg bruger så mange timer på at oversætte hans bøger, fordi jeg mange måneder om året lever i hans verden. Det vigtigste svar af dem alle er dog, at jeg er dybt betaget af hans værker, at jeg gang på gang må forundres og bukke dybt i ærefrygt for det, han gør, den måde, han når ind til mig på, som menneske og som kvinde.

Tænk nu, hvis han skuffer mig, hvad skal vi overhovedet tale om, hvad skal jeg spørge ham om, sige? Men jeg bliver ikke skuffet, da jeg træder ind i hans beskedne kontor på toppen af en bygning i et af Tokyos dyreste kvarterer. En gammel Maersk-bygning, faktisk, så samtalen kan starte her. Murakami tager selv imod iført cowboybukser og rød T-shirt. I hånden holder han en kaffekop med Mumrikken fra Mumietroldene på – koppen fra hans roman ’Sputnik, min elskede’. Og der sidder jeg så. Han sætter sig over for mig. Jeg får serveret kaffe og kage, han ingenting. Hvad skal jeg sige? Panik. Og så indleder han samtalen. »Jeg er utrolig glad i dag, for jeg har lige afleveret min sidste roman ’After Dark’ til tryk. Både jeg selv, min kone og min redaktør er meget begejstrede«, udbryder han glædestrålende. Og så kan jeg spørge: »Hvad handler den om?«.

Den handler om timerne efter midnat og indtil daggry, hvor det første tog kører. Den handler om Mari, der ikke kan sove og tilbringer natten i Tokyos downtown. Om hendes møde med en jazzmusiker, manageren fra et lovehotel, en gennembanket kinesisk prostitueret og Maris egen baggrund med en søster, der har trukket sig tilbage fra verden og ligger og sover i sin seng dag ud og dag ind, nat efter nat. Romanen er meget anderledes end Murakamis andre, mere poetisk, og endnu mere gådefuld.

Romanen kommer til at hedde ’Efter midnat’ på dansk og udkommer 3. oktober. Den dag har både Murakamis kone og den danske redaktør fødselsdag, og ydermere er det den af Murakamis romaner, hans kone holder mest af.

Murakami fortalte og snakkede, og samtalen gik hen og blev personlig. Blandt andet fortalte jeg, at min datter på 12 år var begejstret for ’Sønden for grænsen og vesten for solen’, hvilket fik Murakami til at rødme. Den rummer erotiske passager, som så ung en pige måske ikke burde læse, mente han.

Vi har siden udvekslet mails omkring visse passager i de bøger, jeg har oversat, men jeg vil nok aldrig bede om at få lov til at møde ham igen. Jeg vil føle, at jeg spilder hans tid. Jeg vil foretrække, at han bruger den på at skrive, så han i hvert fald når at skrive, hvad han selv omtaler som de 12 romaner, enhver stor forfatter bør kunne nå i sit liv.

Mette Holm er litterær oversætter og tekster, cand.mag. i japansk og antropologi.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce