Ib Bondebjerg: Virkelighedens fortællinger – den danske tv-dokumentarismes historie. Forlaget Samfundslitteratur. 560 sider, 398 kroner.MEDIER Mange lader sig helt frivilligt ofre for åben skærm. De står faktisk i kø for det. Et godt eksempel er programmet ’X Factor’, hvor enhver dansker med håb om 15-30 minutters berømmelse lader sig svine til i fuld offentlighed – og til stor underholdning for hele landet. Sådan en omgang fredags-tv kalder vi for reality-tv. Andre er mere lyssky og skal have det på den hårde måde. Denne uges aktuelle eksempel er sagen på det socialpsykiatriske bocenter Ringbo, hvor DR havde arrangeret sig med en journalist med skjult kamera. Udsendelsen, sendt sidste søndag aften, ønskede at afdække – og netop: at dokumentere – en mere eller mindre systematisk overmedicinering. Sådan en type udsendelse kalder vi i bedste fald for samfundskritisk og undersøgende dokumentarisme; i værste fald for sensationel tabloid-tv. Som medieforskeren Ib Bondebjerg konkluderer i sin mursten af en lærd, men velskreven bog om dokumentarismen inden for dansk tv: »Begge kanaler (DR og TV 2, red.) har kynisk slagtet oprindeligt stærke dokumentarbrands og produktionsmiljøer, som f.eks. DR-dokumentargruppen og ’Fak2eren’ …«. For TV 2’s vedkommende, konkluderer han, er der i dag tale »om en stærk satsning på sensationel tabloid-dokumentarisme og ekstrem-dokumentarer«, og han nævner TV 2’s ’Operation X’, der med skjult kamera stod bag bl.a. ’Narret til porno’ (2006), hvor en navngivet chatkonsulent, ansat i skolesystemet, viste sig at lokke unge piger til sex. Ønsket var at skabe maksimal sensation: »En slags moderne gabestok«, skriver Bondebjerg. »Forargende snapshots«, skrev tre psykologer, to af dem fra Ringbo, i Kroniken i tirsdags. I torsdags tog så journalisten til genmæle … Ib Bondebjerg har, kort sagt, skrevet en bog til tiden. Og en bog om – ’Virkelighedens fortællinger’ er titlen – hvad der er sket med tiden og tv-mediet gennem mere end 50 år. Det er i sig selv en fantastisk dokumentation – videnskabelig og saglig – men i al sin nuancerede saglighed også stærkt kritisk. Bogen spænder fra fjernsynets barndom i 1950’erne til vor egen tids globaliserede multimediekultur, med udblik til både dokumentarfilmen og radiomontagen (der også er blevet slagtet), og med en fortsat indkredsning af, hvad tv-dokumentarisme er – eller i alt fald engang har været. »Tv-dokumentarismens historie handler ikke bare om neutralt at lægge virkeligheden og hverdagskulturen frem for seerne. Dokumentarismen griber også ind i virkeligheden og fremlægger ofte stærkt kritiske billeder af såvel den danske som den globale virkelighed«, hedder det. Det kan så gøres på utallige måder: med større eller mindre grad af fiktiv iscenesættelse; med eller uden den undergravende ironi, som bl.a. Poul Nesgaard udviklede i 1970’erne og 80’erne; og med Poul Martinsen, Lars Engels, Jørgen Flindt Pedersen m.fl. som danmarkshistoriens store fortællere gennem årene. Ingen tvivl om, at Bondebjerg – og med rette – gør DR 2 til noget nær helten i forhold til kanalens satsning på den unikke, kunstneriske og journalistiske dokumentar i en tid, hvor der er gået reality i virkeligheden på den ene side og kulørt ugeblad i dansk tv på den anden. Bondebjerg er dog ikke ude i en forfaldsfortælling, men forsøger så meget mere at reflektere udviklingen ud fra ideen om det refleksivt moderne: I et samfund, hvor individet er overladt til at skabe sig selv, og dermed også henvist til reflektere de valg, der skal tages i forhold til at udvikle og løbende forny sin identitet, ja, så må det nødvendigvis også inden for dokumentarismen afspejle sig i et fokus på hverdagsmennesker og privatliv – og med den selv- og medieiscenesættelse, der er fulgt med: Fra ’Big Brother’ over ’Fogh bag facaden’ til ’X Factor’. Men dermed er alt ikke sagt. I virkeligheden lægger Bondebjergs bog op til en ny og bredere, på én gang mere sociologisk og filosofisk bog, der tør give sig i kast med de virkelighedsfortællinger, som ikke bare tv og film, men lige så meget litteraturen og teatret har gang i: tidens altdominerende dokumentariske mediekultur – og især: de etisk-kunstneriske problemstillinger, som nu engang knytter sig hertil. Den bog ser jeg frem til.