Roger Brown er Norges bedste headhunter, nonchalant arrogant, lapset mærkevareklædt og yderst selvforelsket til op over begge ører. Plus glødet igennem af inderlig kærlighed til hustruen, den dårende dejlige Diana, en berusende manga-tegneserieheltinde på klingende norsk med skrå øjne, storskrigende i sengen og sågar ægte blondine fra isse til det rim på f og fem bogstaver, læseren selv må smede til versefod. Kunsttyveri fra klienter Hun har et fornemt kunstgalleri med underskud, sammen ejer parret en pragtvilla i det mondæne Oslo og cirkulerer hjemmevant som kanariefugle i eget gyldent bur rundt mellem alle de nyrige norske oliesheiker, som kender prisen på alt og værdien af ingenting. Roger skal i hvert fald ikke kende værdien af børn. Det bødes der for, thi konens biologiske ur tikker, ja hun kan komme på andre tanker, hvis en maskulin sheik melder sin ankomst. Og så ved hun i øvrigt ikke, at husbonden for at få pengene til at stemme med alt det luksuøse tøjeri af lukullisk livsstil har en sveden sidebutik, som hedder kunsttyveri fra sine klienter. Gustent snavs Nu er han såmænd på sporet af en forsvunden Rubens, der i handel og vandel er mindst et trecifret antal millioner værd. Men så kommer vor helt ind i både noget gustent snavs via en hollandsk elitesoldat og i et finansiel eventyrer. Rodes hurtigt ind i noget rigtig farligt fjant og står referenter talt snart i lort til halsen, mens han som headhunter selv har fået sat sit hoved ud som storvildt for en anderledes koldhjertet hovedjæger. Hårdkogt thrillerlabskovs ’Headhunterne’ er den norske forfatter Jo Nesbø på frihjul fra Harry Hole-serien.
Tilmed tjekket velskrivende og godt kørende i en tunet, fræsende firehjulstrækker med et tempo, hvor alle plottets hjørner tages på to hjul. Der er fart over feltet, og hvis du er til hårdkogt thrillerlabskovs krydret med splat og pjat a la Quentin Tarantino og brødrene Coen, er der serveret med stor ske af ramsaltet samfundssatire, action i stænger, råsyltet sex samt skud fra hoften af både de løse og skarpe af slagsen. Skade er, at hovedpersonerne er så irriterende og usympatisk selvglade, at du næsten føler mere for de sleske skurke end for vort bevidstløst materialistiske parforhold med hver sin fod i en anden seng end ægteskabets. Moralsk valuta Okay og nul morale, men historiens promiskuitet bliver for voldsomt vekslet til moralsk valuta mod slutningen, hvor der kommer mere kravlegård end krimi ned i den sydende suppedas. Men underholdt, det bliver du. Så stands for Guds skyld ikke op for at granske plottets sammenhængskraft og sandsynlighed, dette er gynger og karruseller, hvor overskuddet udelukkende går til analfabetiske børn i verden. Så trods fejl og mangler i plottets netværk, så hvin og grin velsignet med god samvittighed og mangel på søvn hele vejen op og ned i rutsjebanen.
