Læsninger. »Forfatterinderne skabte deres egne genrer, billeder og heltinder og livsforløb, som de mandlige læsere ikke følte var deres«, forklarer Lise Busk-Jensen. Foto: Privat/Gyldendal

Læsninger. »Forfatterinderne skabte deres egne genrer, billeder og heltinder og livsforløb, som de mandlige læsere ikke følte var deres«, forklarer Lise Busk-Jensen. Foto: Privat/Gyldendal

Bøger

Busk-Jensen: Jeg brænder for romantikkens forfatterinder

1800-tallets mandlige kritikere forstod ikke forfatterinderne godt nok.

Bøger

I efterskriftet til disputatsen ’Romantikkens forfatterinder’ advokerer Lise Busk-Jensen for, at der kommer flere med i den litterære kanon, for ellers »mister nutidens læsere sans for de forskellige livsvilkår, de to køn har levet under, og de forskellige livssyn og litterære former, de har udviklet«.

Til det skriver Mette Winge i sin anmeldelse (se side 12): »Det er vel ikke hensigten med en kanonliste at give nutidens læsere sans for de forskellige livsvilkår, men alene pege på værker af særlig høj litterær kvalitet«.

Hvad siger du til den kommentar, Lise Busk-Jensen?

»I 1970’erne undrede vi kvindelige litteraturstuderende os over, at de kvindelige forfattere var så dårligt repræsenteret i undervisningen. Først troede vi, at der ingen havde været. Forførte af modernitetens fremskridtsbegejstring så vi historien som en simpel lineær udvikling, og i den optik var alle tidligere generationers kvinder mere undertrykte, end vi mente at være. Jo længere tilbage i tiden jo værre!«

Manglede identifikationsfigurer
Hvornår blev I klogere?

»Da vi selv blev kritikere, forskere og lærere, opdagede vi, blandt andet takket være Pil Dahlerups pionerdisputats fra 1983, ’Det moderne gennembruds kvinder’, at forfatterinderne havde været der, men at de var blevet sorteret fra af litteraturhistorikerne«.

Hvad skyldtes den frasortering?

»Jeg mener, at kvindernes litteratur ikke er blevet læst godt nok, og at man derfor ikke har fået øje på dens æstetiske kvaliteter. Det ser man i den tvivlrådige holdning, litteraturhistorikerne har haft over for den. Thomasine Gyllembourg er et klart eksempel, som jeg behandler i min bog. Jeg tror, at kritikerne følte sig hjemløse i kvindernes bøger. Det frustrerede anmelderne ikke at finde mandlige identifikationsfigurer i de kvindelige forfatteres bøger, nogle i så høj grad, at de alene af den grund betragtede bøgerne som mislykkede; på den anden side anerkendte de også, at kvindelige forfattere skabte nye kvindetyper«.

Mandlige anmeldere og litteraturhistorikere har haft svært ved at interessere sig for kvindernes problemstillinger?

»Ja, og jeg forsøger at vise, at forfatterinderne skabte deres egne genrer, billeder, heltinder og livsforløb, som de mandlige læsere ikke følte var deres, og at det er en væsentlig årsag til, at denne litteratur er blevet anset for æstetisk svag«.

Kanonillusioner
Lise Busk-Jensen mener ikke, at den æstetiske værdi er det eneste kriterium, en kanondannelse skal bygge på. »Rent faktisk bygger den nuværende kanon ikke kun på æstetisk værdi, selv om kanonudvalget selv tror det«.

Det må du lige forklare.

»Da de mange nye kvindelige professionelle læsere og lærere efter 1970 satte spørgsmålstegn ved den eksisterende – uudtalte – kanon, følte Undervisningsministeriet det nødvendigt både i 1994 og 2004 at nedsætte kanonudvalg, der skulle »fastlægge, hvad en dansk klassiker og en dansk kanon er«, som der stod i 1994-kommissoriet, og »hvilke centrale danske forfatterskaber gennem tiden«, skoleeleverne skal stifte bekendtskab med, som der stod i 2004.

Brænder for romantikkens forfatterinder

I 1994-rapporten definerede man en litterær klassiker som »et værk eller en forfatter, der i kraft af visse kvaliteter har vist sig i stand til at sætte en langvarig samtale i gang om litteraturen«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er altså værkets funktion, den ’langvarige samtale’ mellem værker og læsere, der giver det betydning. I 2004-rapporten vendte man tilbage til tidligere tiders tro på, at kanon opstår gennem en historisk udvælgelse, hvor et værks klassikerværdi kan fastslås med des større sikkerhed, jo ældre det er.

»Jeg deler 1994-rapportens opfattelse af, at klassikerne udvikler sig gennem de læsninger, de udsættes for, og at kanon bør bestå af de forfatterskaber, som holder samtalen om litteraturen levende«.

»På trods af udvalgets påstand om æstetikken som det væsentlige er kanon opstillet efter repræsentationssynspunktet. Der er sørget for, at de historiske perioder, hovedgenrerne og de forskellige sociale lag og verdenssyn repræsenteres. Efter samme synspunkt skulle man også have haft repræsentanter for kvindelitteraturen. Og forfattere kan blive sat ind i kanon, hvis litteraturhistorikerne selv brænder for dem. Og jeg brænder for romantikkens forfatterinder«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce