DYREBART. I 1999 satte Salingers tidligere elsker Joyce Maynard 14 breve, hun havde modtaget fra forfatteren på auktion. Brevene gik for 156.500 dollar.  Foto: Sotheby’s/AP

DYREBART. I 1999 satte Salingers tidligere elsker Joyce Maynard 14 breve, hun havde modtaget fra forfatteren på auktion. Brevene gik for 156.500 dollar. Foto: Sotheby’s/AP

Bøger

Hemmelige Salinger-breve vælter frem

Forfatteren J.D. Salinger sagsøgte enhver, der kom hans privatliv for nær.

Bøger

Siden Salinger i 1965 udgav sit hidtil sidste værk og trak sig tilbage fra verden, har rygterne floreret om skjulte manuskripter og uudgivede bøger.

I et sjældent interview til New York Times i 1974 bar Salinger selv ved til ’rygtebålet’, da han kryptisk udtalte, at »Jeg elsker at skrive. Men jeg skriver kun for min egen fornøjelse«.

LÆS OGSÅ Siden har bud på eventuelle bøgers indhold – samt deres antal – kogt videre i litterære kredse.

Bowman underbygger påstanden med citater fra Salingers tidligere nabo Jerry Burt, der skulle have fået fremvist en boks med 15-16 færdigskrevne bøger af Salinger selv.

Mere håndgribelige beviser mener man at have på museet ’The Morgan Library and Museum’ på Manhattan, New York. For godt to uger siden oplyste museet til New York Times, at man ligger inde med 11 breve skrevet af Salinger i perioden 1951 til 1993.

Salinger skal blandt have skrevet, at »alle der bruger ordet ’kærlighed’ er ’phonies’ (svindlere), især det fjols til Bono«

Her beskriver han blandt andet i et brev fra 1980, hvordan han skriver fra klokken 6, senest 7, hver morgen, og at han afviser enhver forstyrrelse, »medmindre det er absolut nødvendigt eller belejligt«.

I et tidligere brev, dateret 1966, fortæller Salinger om »10-12 års arbejde [som omfatter] to specifikke manuskripter – faktisk bøger – som jeg har samlet sammen og pillet ved i årevis«.

Museet fik dem doneret allerede i 1998, men ledelsen besluttede at hemmeligholde dem til efter Salingers død. Man regner nu med, at flere brevvekslinger af denne art vil dukke frem i de kommende måneder.

Er det hele en stor løgn?

Og brevvekslinger er der dukket frem – eller i hvert fald påstande herom. Korrespondent for det anerkendte engelske magasin Spectator, Taki Theodoracopulos, afslører i et indlæg i sit internetmagasin ’takimag’, at han skulle være i besiddelse af »hundredvis af breve« fra Salinger.

»Så snart min penneven døde, kontaktede jeg både Speccies (Spectators, red.) redaktør samt vores ledende redaktør. Begge tvivlede på min historie, men ændrede straks mening, da jeg fremlagde mine beviser«. Salinger skal blandt have skrevet, at »alle der bruger ordet ’kærlighed’ er ’phonies’ (svindlere), især det fjols til Bono«.

Og det er ikke kun det irske popfænomen, der langes ud efter. Salinger skulle eksempelvis have antydet, at Taki burde give den britiske romanforfatter V. S. Naipaul et lag tæsk. Taki lover mere af samme skuffe, men påstår, at han på nuværende tidspunkt ikke kan afsløre mere af juridiske årsager. Eller er det snarere, fordi det hele er en stor løgn?

Det mener journalist på The Guardian Michelle Pauli, der kan fortælle, at Spectators redaktør, Fraser Nelson, har afvist Takis brevsamling som pure opspind. Myte eller virkelighed? Vi får se. En anden brevveksling – der skulle være god nok – er Salingers ni måneders kærlighedskorrespondance i 1970’erne med den dengang 18-årige Yale-studine Joyce Maynard.

Maynard satte i 1999 brevene på auktion til stor spænding for den nysgerrige offentlighed. Men brevene blev købt af software-entreprenøren Peter Norton, der straks returnerede dem til Salinger. Endnu ved vi ikke, om de herefter blev destrueret, eller om også de vil dukke op til overfladen igen. Slettede beviser? Noget kunne tyde på, at der er andre end Salinger selv, der har haft interesse i, at efterladte dokumenter ikke kommer for dagens lys.


Den amerikanske journalist Ron Rosenbaum fortæller i en artikel til online-magasinet Slate om det, han konspiratorisk beskriver som et ’web cover-up’: »For flere år siden øremærkede jeg en hjemmeside, der indeholdt alle upublicerede (i bogform) historier af J. D. Salinger. Dem, der mestendels havde optrådt på steder som The Saturday Evening Post og Mademoiselle. Historier, han havde sagsøgt folk for ethvert forsøg på at trykke i bogform. Noget mystisk – meget salingerisk – skete med websiden weekenden efter Salingers død. (…) Når jeg klikkede på sidens link – som jeg havde været inde på bare få dage forinden – fandt jeg mig selv stirrende på, hvad der lignede et ungarsk teknisk business magasin«.

LÆS OGSÅ

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Rosenbaum forsøgte sig med andre links, der tidligere havde ført til de forbudte tekster, men forgæves:

»Fascinerende. Hvem gjorde det? Salinger-boet? Hjemmesidens skaber af frygt for Salinger-boet?« Rosenbaums gæt er lige så gode som vores. Det kunne jo være en, der ligger inde med rettigheder til teksterne?

I så fald må vi håbe, det er med henblik på en kommende trykning, at de ulovlige sider nu slettes.

Knuste hjerter
At der er mange, der håber på at høre mere fra Salinger kan Slate-skribent Joanna Smith Rakoff garantere for.

I 1996 var hun ansat et halvt år ved forlaget Harold Ober Associates, der på pågældende tidspunkt stod for forvaltningen af Salingers bøger. Rakoffs primære arbejdsopgave bestod i at besvare al fanpost med et beklagende »Tak for henvendelsen, men Mr. Salinger frabeder sig at modtage breve fra sine læsere«.

I starten svarede Rakoff med sine faste linjer og arkiverede brevene lodret. Men efterhånden som tiden gik, blev hun grebet af de ofte meget følelsesfulde meddelelser:

»Det var ikke andenhånds arbejder [vi modtog], men tydeligvis tekster, der var gennemarbejdet igen og igen, indtil den helt rigtige tone blev ramt. Hvordan kunne jeg bare smide dem ud?«.

Rakoff begyndte efterhånden at besvare de mest rørende af brevene i en mere personlig tone. Hun tog sig i uopfordret at rådgive nogle. Andre nøjedes hun med at forsikre om sin største sympati.

Rakoff holdt ikke længe i det efterhånden krævende job, men husker tydeligt de mest hjerteskærende af de modtagne breve.

»Jeg har stadig nogle af brevene, og kigger i dem fra tid til anden. De knuser stadig mit hjerte – those old bastards – næsten lige så meget som de bøger, de er inspireret af«.

Anekdoter og fikse idéer

Ud over myter om bøger, breve og forsvundne tekster byder post-Salinger-epoken også på et væld af anekdoter fra almindelige mennesker, der nu tør fortælle om deres personlige møder med forfatteren.

Den nu 83-årige Alice Sheba – der bruger dæknavn »grundet historiens personlige karakter« – fortæller til New York Times om en date med en charmerende ung mand ved navn Jerry i 1946. Efter en aften med livlige diskussioner om kunst, phonies og litteratur spørger Sheba til sin kavalers efternavn:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg skulle finde ud af, præcis hvor uforglemmelig min date havde været, da han lænede sig frem for at kysse mig godnat og sagde ’Salinger’«.

Godt syv år senere kunne Sheba læse en novelle i samlingen ’Nine Stories’ om en pige med smukke læber og grønne øjne, der mindede umiskendeligt om hende selv.

»Måske«, siger hun, »handler den om mig«.

Anekdoter, myter og fikse ideer hober sig op på websider, blogs, i magasiner og aviser i disse dage. En ting er sikkert: Salingers liv er på ingen måde blevet mindre interessant af – ja, hans død.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce