Hvis boganmeldelser overhovedet betyder noget for Suzanne Brøgger, må man håbe for hende, at hun sørgede for at starte i den 'rigtige' ende af avisstakken tirsdag morgen, da hendes bog 'Sølve' udkom.
En bog, der har navn efter den gamle vestsjællandske skole i Løve, hvor hun har boet og skrevet sine bøger gennem mere end 30 år. Bevares, der var da små indvendinger hist og her i flere af anmeldelserne, men hovedindtrykket var ikke desto mindre, at kritikerne mere eller mindre havde bestemt sig for at overgive sig til Brøggers 430 sider spredt fægtning om alt fra den lokale Bang-Bang Niels, forandringerne i landbokulturen, fedmeniveauet hos folk i Slagelse Svømmehal til madopskrifter og den aktuelle status mellem kønnene. Altså, hvis man valgte at begynde i den 'rigtige' ende. Træt af jeremiader Begyndte man i den anden ende af avisbunken, kunne man - hvis man var Suzanne Brøgger - risikere at få ikke alene kaffen, men hele morgenkrydderen i den gale hals, for Berlingskes Jens Andersen, den ellers så flinke mand, var godt gammeldags træt af forfatterens jeremiader om, at alting er af lave i dagens Danmark. »Brøggers egenhistoriske civilisationskritik«, som han kaldte det. Nej, Andersen brød sig bestemt ikke om Suzannes Brøggerier om, at byerne skulle være »monstre«, landbobefolkningen have glemt sin egen kultur, at danskerne skulle lide af ludoman købetrang og litteraturen være en stor madopskrift. Noget godt kunne han dog se i bogen. Den er, skrev han, en provokerende bog af den slags, man skiftevis kaster fra sig og suges ind i. »Bogens bevidst højrøvede, kaotiske blanding af digt og dagbog, filosofi og fjant, snik, snak, sex, city og Spar Købmand ligger ret fjernt fra alt andet i dansk litteratur. Til tider er bogen ulideligt bedrevidende, fordomsfuld og selvhøjtidelig. Til tider lumsk kedelig, i visse passager decideret uforståelig. I glimt indsigtsfuld stimulerende«, skrev han. Vitaminrig runddans JydskeVestkystens anmelder læste den samme bog helt anderledes. »Selv om bogen samler fragmenter, breve, indfald og anekdoter og ved første øjekast virker kaotisk og ugennemtænkt, så begynder og slutter alle tekster omkring skolen, så 'Sølve' alligevel ender med at blive en runddans fyldt med vitaminer - rundt i danmarkshistorien og i forfatterens eget liv. Suzanne Brøgger-fans og alle andre kan roligt stige på her«, skrev Lisa H. Kuang. Lilian Munk Rösing i Information følte sig også i godt selskab med mosekonen Brøgger, og efter hendes mening stadfæster 'Sølve' forfatterens position som Danmarks førstekronikøse. »Der siges mange kloge ting undervejs, og der hviler en velgørende Brøggersk humor over det hele (beslægtet med den på én gang 'rå og milde humor', hun selv beundrer hos Karen Blixen), men indimellem bliver de frie associationer for pludrende og den mytiske naturtolkning for pladrende«, skrev Rösing. Stor litteratur I B.T. var Birgitte Grue svært fornøjet. »Sølve er en kærlig-antropologisk skildring af naboer og steder. Det er også en fortælling om at kridte skoene - eller i Suzanne Brøggers tilfælde måske snarere sminke øjnene - og stå fast dét sted, hvor skæbnen nu engang har anbragt én«. Her i avisen kaldte Susanne Bjertrup 'Sølve' »en virkelig god bog, der endnu en gang viser hendes formidable evne til at krænge indvoldene ud på sig selv og andre og servere dem som lækker vølvemad for en glubsk offentlighed«. Bo Hakon Jørgensen overgav sig i Kristeligt Dagblad og kaldte 'Sølve' en smuk bog om et flot liv, selv om han ligesom Erik Svendsen på Jyllands-Posten kunne have svære problemer med at indkredse, hvad bogen egentlig er for en størrelse. Hverken en selvbiografi, en livshistorie eller et erindringsværk, som han noterede. »Sølve vil ikke og kan ikke være et formfuldendt værk. Den skal stritte i mange retninger. Være på tværs, være kontrær. Alt foregår i spring; litterært er den som et mix mellem MTV og en temaaften på DR 2 - om brydninger mellem det gamle og nye Danmark. Jeg havde forsvoret det, sådan som Suzanne Brøgger har excelleret i maskespil og dronningekostume, men den skrivende fremstår ikke desto mindre som et ærligt og bondesolidt menneske«, skrev Erik Svendsen. I Weekendavisen erkendte Frits Andersen, at han ikke var blandt dem, der fulgte Brøgger fra første bog og straks var en del af fanskaren, men nu er han på og kaldte i sin anmeldelse 'Sølve' for stor litteratur i snart sagt alle ordets betydninger. »En litteratur, der udnytter alle fortællekunstens virkemidler for at skabe et troværdigt vidnesbyrd om, at fortælleren har været der og har set det og ønsker en autentisk dialog med læseren om at søge sandheden. 'Sølve' er intet mindre end en ny prosa«, skrev han. Nostalgiens sødme I Børsen noterede Christa Leve Poulsen - som flere andre anmeldere i øvrigt - at Suzanne Brøgger engang indgød mod til at leve seksuelt frigjort. »Nu får man lyst til at blive lige så almueramt og landliggende, som hun har været i hele sit skrivende liv. Suzanne Brøgger skriver jo forførende, legende og klogt som få. Hun er virkelig sådan et krøllet hoved, jeg ikke kan få nok af«, skrev Christa Leve Poulsen, der mod slutningen også noterede sig noget helt andet. »Pudsigt er det imidlertid, at de synspunkter og den dannelse, der engang havde et revolutionært skær over sig, nu næsten forekommer sødt nostalgiske«. Det var vist lige netop det, der indimellem fik Jens Andersen til at kaste den samme bog fra sig.
