Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
ANGREB. »Vi anerkender ikke længere staten Israel«. Sådan indleder den norske forfatter Jostein Gaarder sin kritik af Israel og jødedommen, der blev bragt i lørdags som kronik i avisen Aftenposten.

ANGREB. »Vi anerkender ikke længere staten Israel«. Sådan indleder den norske forfatter Jostein Gaarder sin kritik af Israel og jødedommen, der blev bragt i lørdags som kronik i avisen Aftenposten.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jostein Gaarder angriber Israel

Den norske succesforfatter Jostein Gaarder kræver Israel opløst som stat. Jøderne har ikke villet lytte til den kristne humanisme, skriver han i stormomsust kronik.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Som motto for sin internationale succes 'Sofies verden' satte Jostein Gaarder i 1991 disse skønne ord af Goethe:

»Den, som ikke kan føre sit regnskab over 3.000 år, lever blot fra hånden til munden«.

Meget tyder på, at Gaarder i dag er kommet i netop denne ubehagelige situation.

Hans modstandere frakender ham enhver viden om såvel jødedommens som kristendommens historie for slet ikke at tale om moderne politik.

Dommedagsprofeti
Norge står på den anden ende, efter at Jostein Gaarder i lørdags offentliggjorde en kronik i Norges største avis, Aftenposten.

Gaarders angreb på Israel og jødedommen kommer umiddelbart efter, at Dagbladets tegner Finn Graff havde fremstillet Israels ministerpræsident Ehud Olmert i skikkelse af den sadistiske koncentrationslejrkommandant Amon Göth og efter anonyme trusler mod Trondheims jøder og vandalisme mod den jødiske kirkegård i Oslo.

Hvad har Norge gang i, spørges der på avisernes debatsider.

Selv kalder Gaarder sin tekst for en »dommedagsprofeti«, skrevet i litterær stil, og han understreger, at han er »jødeven«.

I sin kronik fastslår han, at Israel i dag har fortabt sin ret til at eksistere, og han opfordrer verdens nationer til at vise barmhjertighed, når de om føje tid skal tage imod strømmen af jøder, der for anden gang i deres historie må flygte fra Det Hellige Land.

Forbrydelse mod menneskeheden
Den norske forlægger Håkon Harket, der i fjor udgav en omfattende bog om antisemitisme bl.a. i Norge, spørger: »Hvad skal vi kalde en sådan tekst, der åbent erklærer sit had til Israel og spotter jødedommen, for til slut at varsle en tvangsopløsning af den jødiske stat i menneskehedens navn, og sender den evige jøde ud på ny folkevandring?«.

Jostein Gaarder lægger ikke fingrene imellem i sin kronik i Aftenposten. Den indledes med ordene: »Vi anerkender ikke længere staten Israel. Vi kunne ikke anerkende det sydafrikanske apartheidregime, og vi anerkendte ikke det afghanske Taleban-regime. På samme måde var der mange, der ikke anerkendte Saddam Husseins Irak eller serbernes etniske udrensning. Nu må vi vænne os til tanken: Staten Israel i sin nuværende form er historie«.

For at understrege, at Gaarder ikke bare har et problem med Israel, men med jødedommen og jøder som sådan, lyder den næste sætning:

»Vi tror ikke på forestillingen om Guds udvalgte folk. Vi ler ad dette folks tåbeligheder og græder over dets misgerninger. At optræde som Guds udvalgte folk er ikke bare dumt og arrogant, men en forbrydelse mod menneskeheden. Vi kalder det racisme«.

Morsomme stentavler
Senere i teksten kommer Gaarder ind på Moseloven, der ifølge ham skulle give jøderne »licence to kill«, og De Ti Bud, som han kalder »morsomme stentavler«.

Derefter fortsætter han:

»Vi kalder barnemordere for barnemordere og accepterer aldrig, at den slags har noget guddommeligt eller historisk mandat, som kan undskylde deres skændselsgerninger. Vi siger bare: Skam over al apartheid, skam over etnisk udrensning, skam over samtlige terroranslag mod civilbefolkningen, hvad enten de begås af Hamas, Hizbollah eller staten Israel«.

Med en sproglig hentydning til Hitlers såkaldte »endelige løsning på jødespørgsmålet« skriver Gaarder, at visse israelere forestiller sig »med Guds hjælp at få en endelig løsning på palæstinenserspørgsmålet«.

Vi anerkender ikke staten Israel
Gaarder fastslår, at staten Israel har massakreret sin egen legitimitet, og at den har voldtaget den anerkendelse, som verdenssamfundet gav landet i 1947. Gaarder skriver ganske vist, at han anerkender den israelske stat, der opstod i 1948. Men det er nu historie. Israel har ikke længere nogen eksistensberettigelse:

»Vi anerkender ikke staten Israel«, konkluderer Gaarder. »Ikke i dag, ikke i skrivende stund, ikke i sorgens og vredens time. Hvis hele den israelske nation skulle falde for egen hånd og dele af befolkningen må flygte fra sine besatte områder tilbage til endnu et liv i landflygtighed, så siger vi: Må omgivelserne være besindige og vise dem miskundhed nu. Det er for evig og altid en forbrydelse uden formildende omstændigheder at lægge hånd på flygtninge og statsløse. Fred og frit lejde for den evakuerede civilbefolkning, som ikke længere har nogen stat, der kan beskytte dem«.

De sidste ord, herunder beskrivelsen af de flygtende som »statsløse«, må betyde, at disse ikke helt klare formuleringer gælder Israel som sådan. Den må ophøre som jødisk stat.

Jødeven?
Forfatteren Gabi Gleichmann, der bor i Oslo, men skriver på svensk, gør i et debatindlæg opmærksom på, at ingen vist har krævet USA nedlagt og amerikanerne spredt ud over hele jordkloden, eller at Rusland forsvinder fra verdenskortet. »Hvorfor akkurat Israel, Jostein Gaarder?«, spørger Gleichmann.

»Jostein Gaarder må naturligvis have de meninger, han vil. Men jeg finder det direkte stødende, at en forfatter med krav på respekt og intellektuel hæder først nægter jøderne deres selvsagte ret til deres egen stat og vil fordrive dem fra deres land, for så uden mindste skamfølelse at hævde: 'Jeg kan godt kalde mig jødeven'. Med venner af den slags har jøderne næppe behov for fjender«.

Mange af deltagerne i debatten hæfter sig også ved den omstændighed, at Gaarder i sin dramatiske indledning skriver, at vi ikke kunne anerkende f.eks. det sydafrikanske regime eller Taleban. Men Sydafrika og Afghanistans eksistens som stater blev aldrig draget i tvivl. Forfatteren Nils-Petter Enstad fastslår på den baggrund, at »Gaarders 'vi' opererer med andre krav over for Israel end over for andre stater«.

»Israel hører ikke«
Svaret på det problem giver Gaarder selv i sin kronik. Ved siden af det voldsomme angreb på Israel hudfletter han nemlig jøderne og jødedommen som sådan. Det er selve forestillingen om en jødisk stat, der er ham imod.

Gaarders kritik af jødedommen, som han i øvrigt beskriver i de frygteligste vendinger, tager direkte udgangspunkt i en vis »jødisk rabbi«, der ved nærmere læsning viser sig at være identisk med Jesus Kristus. Det var Jesus, der ifølge Gaarder gjorde op med den jødiske gengældelsestanke, der ligger i ordene 'Øje for øje, tand for tand'. Men jøderne ville ikke lytte, skal vi tro Gaarder:

»I to tusind år har vi terpet humanismens pensum, men Israel hører ikke«, skriver han.

Mangel på respekt
Flere kritikere mener ikke at kunne genkende kristendommens ikke altid lige humane historie i disse ord. Kristendommen er fuld af overgreb, også mod jøder, skriver teologen Anne Hege Grund og fortsætter:

»At sammenligne sin egen religion med en anden religion på den måde, at man sammenligner de højeste idealer i sin egen religion med en udvalgt dadelværdig praksis, som man knytter til en anden religion, slår benene væk under enhver respektfuld dialog«.

»Både islamofobi og antisemitisme er for tiden voksende i Europa og i Vesten«, fortsætter Anne Hege Grund. »Det er et enormt problem, ikke bare for de muslimer og jøder, det rammer, men for hele samfundet. For det betyder, at vi undergraver respekten for menneskeværdet med fordomme baseret på klicheer. For os, som bor i tryg afstand fra krigshandlingerne i Mellemøsten, er det ikke et problem, der først og fremmest hører hjemme der. Det er også vores problem, i Norge«.

Vi har svigtet palæstinenserne
Anne Hege Grund tilføjer, at »Gaarder uheldigvis blander politik og religion sammen på en sådan måde, at man forledes til at tro, at konflikterne i Mellemøsten først og fremmest er religiøse. Det er de ikke. Konflikterne er først og fremmest politiske konflikter, som må analyseres politisk, og som må løses med politiske virkemidler«.

Jostein Gaarder meddelte i går Aftenposten, at han har sagt sit sidste ord i denne strid. Han ville bare vække Israel med sin kronik, siger han i en samtale med avisen.

»Jeg mener selvfølgelig ikke, at Israel ikke skal have et forsvar. Jeg siger ikke andet end det, verdenssamfundet siger gennem FN-resolutionerne«, siger Gaarder til avisen. »Jeg ønsker absolut, at Israel af 1948 skal have en fremtid, men verdenssamfundet har svigtet palæstinenserne«.

Støtte fra kolleger
Han siger også, at hvis han havde kunnet forudse den debat, der fulgte efter hans kronik i lørdags, ville han have valgt en anden form. »Jeg er humanist, ikke antisemit«, siger han. I øvrigt ville han ikke have offentliggjort de danske Muhammedkarikaturer, hvis han havde været chefredaktør ved Jyllands-Posten, siger han. Religionskritik må efter hans mening ikke krænke nogen.

Jostein Gaarder har fået støtte fra den norske Forfatterforenings formand, Anne Oterholm, der finder det fint, at »forfattere engagerer sig på denne måde«, og af formanden for det norske PEN, Kjell Olaf Jensen. Han spørger, hvori »de norske skribenters udtrykte had« mod Gaarder adskiller sig fra de islamiske fundamentalisters efter den danske Muhammedkrise - »bortset fra, at volden i det ene tilfælde er verbal og i det andet tilfælde fysisk«.

Mange forfatterkolleger, f.eks. Jon Michelet og Jan Kjærstad, har også udtrykt mundtlig støtte til Gaarder i medierne.

Få fuld adgang om mindre end 2 minutter

De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent

Bliv abonnent for 1 kr

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden