Bo Jacobsen om sin 'favoritbog': »'Min favoritbog' er jo noget, som er fuldstændig umuligt at nævne. Hvad skal man vælge, den mest spændende, den mest læste, den mest provokerende eller den mest bevægende?

Jeg har tygget længe på det her og er landet på en bog, som jeg læste første gang som 13-årig, mens jeg havde mononukleose og var sengeliggende (og ikke i skole) i to måneder, og som jeg har læst mange gange siden: 'The Price of Glory. Verdun 1916' af Alistair Horne.

Det er ren militærhistorie fra den sidste krig i verdenshistorien, hvor der blev dræbt flere soldater end civile. Det er en bog om et slag under Første Verdenskrig på Vestfronten, hvor tyske og franske tropper i ti måneder kæmpede omkring fæstningsværkerne ved byen Verdun. Et slag, hvor 700.000 soldater blev dræbt, hvor der ingen sejrherre var, og ingen strategiske fordele blev opnået af nogen af parterne.

I en politisk, religiøst og moralsk overordentlig kompliceret verden, hvor krig er en meget synlig del, er det uhyre vigtigt at have historisk viden. Specielt om de uhyrligheder, som vi forhåbentlig ønsker at undgå i fremtiden. 'Verdun 1916' er en grusom beskrivelse af krig og et ultimativt argument for, hvorfor krig er den værste løsning på konflikter.

(Eller også skulle jeg have valgt 'Robin Hood', Howard Pyle eller 'Baskervilles hund', sir Arthur Conan Doyle, dem har jeg satme læst mange gange)«.Genlæsning af 'The Price of Glory' ved Adam Holm En million dræbte og sårede soldater på ti måneder. Det er et regnestykke, der er til at forstå. Og så er der alligevel så meget, man ikke forstår, når det drejer sig om Første Verdenskrigs længste slag, der stod om den nordøstfranske provinsby Verdun (21. februar-18. december 1916). Som skildret i den britiske historiker Alistair Hornes klassiske værk 'The Price of Glory' fra 1962 sloges franske og tyske styrker mod hinanden på et ganske lille område, der stort set var uden strategisk betydning. Ingen af parterne ville vinde nogen synderlig militær fordel af at befæste de få kvadratkilometer ved floden Meuse. Men kampen om Verdun udviklede sig hurtigt til at blive et vigtigt princip for både de franske og tyske hærchefer. Landskaber forvandlet til månekratere Som Alistair Horne mere end én gang slår fast, så er Verdun symbolet på Første Verdenskrigs forrykte krigsteater. Det var en alvorlig ridse i den i forvejen tyndslidte civilisatoriske lak og en triumf for menneskelig dårskab og stædighed. Fronten flyttede sig stort set ikke, hele byer og landskaber blev forvandlet til månekratere, og de konstante granatnedslag lemlæstede og dræbte daglig mænd i tusindvis. Hvor eksempelvis slaget ved Sedan i den fransk-tyske krig 1870-1871 kostede knap 3.000 faldne på hver side, resulterede Første Verdenskrig i anderledes svimlende dødstal. På nogle frontafsnit under kampene om Verdun blev 10.000-15.000 soldater dræbt hver time på et areal svarende til en fodboldbane. Alistair Horne kan sin historie til fingerspidserne, og det er på en ellers ekstrem og tragisk baggrund nærmest en fornøjelse at læse hans skildring af, hvordan det kunne komme så vidt, at Verdun skulle blive skueplads for de voldsomme krigshandlinger. Horror vacui! Horror vacui! Styrken ved Hornes bog, der siden sin udgivelse for mere end fyrre år siden har fået mange gode arvtagere, er ikke mindst forfatterens eminente sproglige beherskelse. Historiefagets hvidskæggede nestorer skelner strengt mellem historievidenskab og historieskrivning. Det første er, som ordet Wissenschaft siger, en fin og fra Tyskland nedarvet disciplin, hvor man gør sig de ihærdigste anstrengelser for at efterprøve enhver nok så beskeden antagelse. Læsbarheden er ofte derefter. Det andet, ach Mensch! Det er jo ren Palle Lauring, dvs. noget med at gi' pokker i tyngende teoridannelser og fortløbende fodnoter. Også her er læsbarheden derefter. Heldigvis. Som læser er man lykkelig for, at Alistair Horne valgte at gøre sig i rollen som historieskriver. Alistair Hornes bog med den noget romantiske titel 'The Price of Glory' er præget af en sådan detaljerigdom, at man føler sig hensat til gymnasietimerne i latin, hvor hr. Pedersen under gennemgangen af det ligeledes detaljebroderede Bayeuxtapet med sin stentorstemme råbte »Horror vacui! Horror vacui!«. De får det glatte lag Samme angst for det tomme rum præger Hornes bog, hvis sider er tætpakkede med person- og stednavne, begivenheder, anekdoter, analyser, indignerede udsagn og portrætter af store militære skikkelser. Det er dog en 'angst', man gladelig tilgiver ham. Utallige er de øjenvidneberetninger fra fronten blandt både officerer og menige, som krydrer bogen, og særlig interessant er det at læse Hornes stilsikre - og for sin tid ganske antiautoritære - beskrivelser af de øverstkommanderende på både fransk og tysk side. Franskmændenes noget afdankede general Joffre og tyskernes general Erich von Falkenhayn får det glatte lag. Førstnævnte for sin komplette uvilje mod at have noget med de kæmpende tropper at gøre, sidstnævnte for sin stædige tro på, at tre til fem franskmænd ville falde for hver tysk soldat, og at 'gallerne' dermed ville forbløde som nation. Kun den senere så berømte og berygtede marskal Pétain slipper med sin moralske støtte til de lidende soldater og sine taktiske kundskaber nådigt fra portrætteringen. Ryster sjælen Men Alistair Hornes største styrke ligger i hans sans for det organiske, i hans evne til at levendegøre døden og dens skånselsløse høst. Hele kompagnier af soldater blev udryddet, millioner af børn mistede deres fædre, kvinder deres ægtemænd og kærester, og forældre deres afkom. Velkendt, som det er, ryster det alligevel sjælen at læse om, hvordan infanterister i titusindvis blev bombarderet i flere timer, nogle gange endda i flere døgn, før de af en officer blev kommanderet frem mod den visse død i ingenmandsland. Og det samtidig med at Paris, der blot lå 150 kilometer fra de blodige slagmarker, kunne opvise fyldte cafeer, muntre sædekomedier på teatret og elegante strøgbutikker. Alistair Horne mestrede de discipliner, en god historieskriver for hans tid skulle besidde, f.eks. viden om det diplomatiske faux pas op til krigens udbrud, de taktiske manøvrer og de langsigtede strategier, men det er i afdækningen af slagterierne, at hans værk gør størst indtryk. En nutidig historiker ville formentlig lægge mere vægt på de mentalitets- og socialhistoriske aspekter ved soldaternes fronterfaringer, men Horne kommer tilstrækkeligt rundt om krigens virkelighed i øjenhøjde med de ulykkelige soldater i deres dødsfælder, til at resultatet fæstner sig i erindringen.