Overalt i verden må Harry Potters mange fans belave sig på det værste. Det er nemlig alt andet end usandsynligt, at den bebrillede troldmandslærling fra Hogwarts må lade livet i syvende og sidste bind i serien. Risikoen må siges at være overhængende, at dømme ud fra de udtalelser Potters skaber, forfatteren J.K. Rowling, ifølge nyhedsbureauet AP kom med mandag på engelsk fjernsyn i tv-showet 'Richard and Judy'. Ingen genoplivning »Jeg har aldrig været fristet til at aflive ham før afslutningen, for jeg har hele tiden planlagt syv bøger, og jeg vil slutte med de syv«, sagde J.K. Rowling og sagde altså »aflive ham før«! Men betyder det, at hun nu med en skummel fiktionsfigur som håndlanger vil dræbe sin egen og hele verdens Harry? »Jeg har fuld forståelse for tankegangen hos de forfattere, som tænker: »O.k., jeg slår dem simpelt hen ihjel, for så kan der ikke blive nogen 'ikke skrevet af forfatteren-fortsættelser'. Det vil slutte med mig, og efter at jeg er død og borte, vil de ikke kunne genoplive figuren««. Harry eller vennerne? Men altså: Vil J.K. Rowling virkelig likvidere Harry Potter, endnu inden han er sluppet ud af skolen og ud i det virkelige liv? »Den sidste bog er ikke skrevet færdig. Men jeg er godt i gang. Jeg skrev det sidste kapitel tilbage omkring 1990, så jeg ved, præcis hvordan serien skal slutte«. Men dør Harry?! »Det sidste kapitel er stuvet af vejen som før, men det er ændret en smule. En figur er blevet benådet. Men det betyder så til gengæld, at to, som jeg ikke havde tænkt mig skulle dø, dør. En pris må betales. Vi har med den rene og skære ondskab at gøre. De går jo ikke efter statisterne, vel? De går direkte efter hovedpersonerne. Det gør jeg i hvert fald«, konstaterer forfatteren og glider behændigt af på spørgsmålet. Skal svaret læses derhen, at Harry alligevel ikke som planlagt i 1990 skal lade livet, men i stedet, oh gys, må belave sig på at se bedstevennerne Ron og Hermione dø en frygtelig død? Hårdt prøvede læsere Under alle omstændigheder er Harry Potters millioner og atter millioner læsere efterhånden vant til lidt af hvert i afdelingen for ikke blot skræk og rædsel, men også tab, der er tunge at bære. Betragtet som børnelitteratur har serien om Harry Potter længe haft kurs direkte mod voksenliv og traumecenter. Udgangspunktet har under alle omstændigheder altid været barsk og usentimentalt lige under de gemytlige skoleløjer og hyggeligt uhyggelige begivenheder på Hogwarts. For det hele startede jo med, at Harry Potters far og mor blev myrdet af den onde troldmand Voldemort. Kun takket være et uforklarligt mirakel, der senere har vist sig knap så uforklarligt, overlevede den spæde Harry. Et mirakel, som samtidig gjorde Voldemort magtesløs og for en tid forviste hans plan om at overtage troldmandsverdenen med sine Dødsgardister til magihistoriens mølpose. Men kun for en tid. Ondskabens fravær er en stakket frist. Så Voldemort vendte tilbage. Eller udtrykt en kende mere metafysisk: Ondskaben kom tilbage og atter ind i verden. Som Sauron i Tolkiens 'Eventyret om Ringen' sneg også den kropsløse Voldemort sig tilbage til magt og krop og hidkaldte sine trofaste tjenere. Siden da har små og store Potter-læsere måttet anlægge sig hår på fuglebrystet for at tåle mosten. Dør som fluer Først døde Harrys noble skolekammerat Cedric Diggory i 'Harry Potter og Flammernes Pokal' for Voldemorts hånd og tryllestav. Så kom turen i 'Harry Potter og Fønixordenen' til Harrys elskede stedfar, Sirius Black. Og endelig måtte selve inkarnationen af alle gode kræfter, den hvide troldmand og rektor på Hogwarts, Albus Dumbledore, lade livet i bind 6, 'Harry Potter og halvblodsprinsen'. Offer for et forræderi fra den altid luskede Snape, som Dumbledore stik imod sund elevfornuft igen og igen har holdt hånden over på trods af en skidt karakter, langt, fedtet sort hår og pædagogik inspireret af den sorte mamba. Men måske er der tale om endnu et dobbeltspil? I hvert fald finder sørgende fans på hjemmesiderne småbitte tegn i sol og måne og trøst i det faktum, at Dumbledores 'totemfugl' hele vejen igennem har været Føniksfuglen Fawkes. Fugl Fønix genopstår som bekendt igen og igen fra sin egen ild og aske. Sådan har det været siden det gamle Egyptens dage. Så hvorfor ikke nu igen? Hvis Rasmus Klump døde Men uanset om Harry Potter vil lide samme skæbne som sin mentor Dumbledore eller ej, så vil en tragedie ikke ramme hans læsere uforberedt. Det vil trods alt ikke være, som hvis Alfons Åberg fik en dødelig sygdom, Rasmus Klump faldt over bord fra det gode skib 'Mary' og druknede, eller Flemming skød Kvik for panden med en Magnum 45. Eller hvis Rip, Rap og Rup blev pløjet ned af en spritbilist på besøg hos Bedstemor And. Eller James Lee Burkes helt Dave Robicheaux omsider ikke bare blev banket gul og blå, men regulært blev nakket af en af de utallige fjender fra hans bundløse fortid, der bliver ved og ved, i bog efter bog, at dukke op i New Iberia. Det er yderst sjældent, at hovedpersoner fra serier rent faktisk bliver definitivt aflivet af deres skaber eller forlag. Selv Sherlock Holmes endte jo med at dukke op igen efter sin famøse dukkert i Reichenbach-vandfaldet i De Schweiziske Alper i 1893. De 20.000 vrede abonnenter, der prompte forlod magasinet The Strand i protest mod detektivens død, fik Conan Doyle på andre tanker. Så selv om forfatteren havde aflivet sin helt med velberåd hu, dukkede Sherlock i 1901 op igen for at løse gåden om 'Baskervilles hund'. Dannelsesroman Det vil imidlertid også være lidt af en tilsnigelse at betragte Harry Potter som en seriefigur. Serien om Harry Potter er snarere én lang udviklingsroman for børn og voksne og som sådan et helt enestående projekt. En serie romaner, der følger sin hovedperson fra barn til ung mand og undervejs langsomt skifter karakter, mister barndommens uskyld og tager til i mørke og uhygge. Bøgernes tonefald og tematik vokser til sammen med hovedpersonen. En dannelsesroman, men nok så meget også en myte om det tabte paradis på vej ind i en voksenverden, hvor man må lære at leve med, at mørkets og lysets kræfter er indviklet i en evig kamp, der både udspiller sig på den ydre og den indre scene. Fra Avalon til Nangijala Tager J.K. Rowling livet af Harry Potter, er den oplagte parallel ikke Sherlock Holmes, men nok snarere 'Brødrene Løvehjerte'. Hovedpersonerne i Astrid Lindgrens udødelige børnebog om brødrene Jonathan og Tvebak, der dør tragisk, men i døden kommer videre til en anden verden, Nangijala, hvor heltegerninger og eventyr venter på de to drenge. Inden turen går videre til Nangilima. Og så videre. I Lindgrens vision er trøsten til døden en forestilling om det evige liv som en slags kinesisk æske af eventyrlige verdener. Dør Harry Potter i 7'eren, er det ikke usandsynligt, at der ligeledes bliver tale om en død med metafysiske overtoner, når han for sidste gang har indløst billet til Perron 9 . I hvilke bøger dør helten? I den græske tragedie, i et heltekvad som 'Ridderne om det runde bord', som Hogwarts har en del tilfælles med, og i en kendt historie om en langhåret rabbiner fra Mellemøsten, der måtte lade livet, for at alle andre kunne få det givet tilbage. Forsmag på døden Navnemystikken har både som spor og symbolik spillet en central rolle i Harry Potter-serierne. Som når den hvide troldmand Dumbledore hedder Albus (hvid på latin), eller når Sirius (Hundestjernen) Black (Sort) som animagus antager skikkelse af en sort hund. Rummer efternavnet Potter skumle profetier? Måske. Potter's Field er en berømt kirkegård uden for New York. Navnet stammer fra Matthæusevangeliet, hvor navnet - Krukkemagersletten - er betegnelsen på en kirkegård, hvor man begravede de fremmede. Og er Harry Potter ikke som halvblodshelten over dem alle en fremmed i både den ene og den anden verden? Men kryds fingrene. Håbet lever endnu. Det er ikke sikkert, at kvadet om Harry Potter og eleverne fra Gryffindor vil ende som en fuldtonende tragedie. Som samlet fortælling ville der være god mening i at lade Harry fuldføre sit syvårige skoleforløb på Hogwarts. Og rustet med skrammer på sjælen, hår på taskerne og dyrekøbte erfaringer begive sig ud i det voksenliv, man under alle omstændigheder i meget børnelitteratur automatisk betragter som en forsmag på døden. Den langsomme forstening i jakkesæt og rutine efter fantasiens regimente i barndommen. Et spørgsmål om liv eller død Skal Harry Potter leve eller dø? Man kan sige, at svaret afhænger af, om J.K. Rowling til syvende og sidst vælger at afslutte sin enestående fortællecyklus som dannelsesroman eller tragisk heltekvad. Uanset om hun vælger at lade Harry Potter overleve skolelivet eller trækker stikket ud, er det næppe for at 'genoplive' ham ved senere lejlighed. Joanne Kathleen Rowling har indtil nu vist sig som en særdeles ordholden kvinde. Helte, ikke mindst superhelte, bliver ofte genoplivet, når økonomien skranter. Men eftersom bette Harry har gjort den tidligere bistandsklient rigere end selveste dronningen af England, bliver det næppe nødvendigt. Og pengene ruller stadig ind. Selv i Kina sluger de Hali Boti med umættelig appetit, og den femte film nærmer sig så småt lærrederne i mugglernes efterhånden seriøst uvirkelige verden. I 2007 er der premiere på den femte Harry Potter-film, 'Harry Potter & The Order of the Phoenix'. I filmen instrueret af David Yates kan man glæde sig til at se den engelske klasseskuespiller Imelda Staunton i rollen som den sadistiske bureaukrat Dolores Umbridge (alias Dolora Nidkjær, den fule tudse, på dansk). Så uanset hvilken Potter-skæbne J.K. Rowling endegyldigt beslutter sig for, så fortsætter eventyret på lærredet nogle år endnu. Og eventyret om Harry Potter-bøgernes succes, ja det er jo under alle omstændigheder et forlagseventyr af de allerstørste.