Dylan Thomas ville have elsket at stå på Orange Scene. Han ville have drejet alle knapperne i bund og brølet sine tunge, dansende triste og jublende sange ud over festivalpladsen. For ham var højttalere til at tale højt i. Sol eller smat, han ville med glæde have stået i mudder til halsen for at aflevere sit budskab. Han kaldte det sang, og sang er en »burning and crested act« - »en brændende og hjelmbuskprydet handling«, som Poul Borum engang oversatte det - og selvfølgelig er digtet da en sang, ligesom sangen er et digt. Alting er helligt Den unge Robert Zimmermann fra Hibbing i Minnesota, helt oppe hvor kragerne vender over landskaber hærget af stripmining, og Highway 61 begynder, hørte Dylan Thomas, og det berørte ham så dybt, at han skiftede navn og siden har kaldt sig Bob Dylan. Det var sidst i halvtredserne, men andre havde hørt budskabet inden. Allen Ginsberg havde hørt det, da han i 1956 smed tøjet og kastede sit 'Howl', en ny generations og en ny verdens poetiske manifest, ud i et rum, der aldrig mere skulle blive helt det samme. Hylet var en lyd, vokset ud af skrivemaskinens hakkende staccato på det hvide papirs åbne felt, for »Alting er helligt! enhver er hellig! hver dag er evighed! Enhver er en engel! Bumsen er lige så hellig som serafen! galningen er lige så hellig som min sjæl er hellig! Skrivemaskinen er hellig digtet er helligt stemmen er hellig tilhørerne er hellige ekstasen er hellig!«. At skrive som man taler Okay så, hellig og hellig, det er det digt, der begynder: »Jeg så min generations bedste hoveder ødelagt af galskab, sultne hysteriske nøgne slæbe sig gennem negergader ved daggry på udkig efter et fix af vrede«. Og det foregik i Amerika, i San Francisco, hvor en anden digter, Jack Spicer hed han, en aften om ugen arrangerede noget, han kaldte 'Blabbermouth Night' på en eller anden cafe. Der kunne enhver tale lige ud af posen, efter manuskript eller bare hvad han eller hun havde i hovedet og kunne få ud på tungen. Det var både nyt og ældgammelt. For engang var digtet jo noget, man læste højt, også for sig selv. Det var en kropslig handling, og det er det stadig. Det er en krop, der skriver, og det er en krop, der taler. Jeg har arbejdet med det i mange år, på mange forskellige måder, og for mig var udgangspunktet Dylan Thomas og Ginsberg. Måske endda i særlig høj grad en tredje, Jack Kerouac. Det handler om, på en eller anden måde, at skrive, som man taler. Shakespeare gjorde det, men det er jo teater, kan man så sige. Jamen hvad skulle det ellers være, når en digter stiller sig op på en scene og taler, hvad han eller hun har skrevet? Højholt For Per Højholt, den ene af de to, der for alvor satte digtet på scenen i Danmark i 1970'erne, da bølgerne fra Amerika endelig nåede dette lille, dorske land, var det teatralske en selvfølge. Han udgav allerede i 1966 en digtsamling, der hedder 'Show', og selvfølgelig kunne det teatralske for ham tippe over i variete, som han sagde, hvor »man i artistens bevægelse på een gang ser et hårdt arbejdes grove muskulatur, der optræder som fortid, og en let handlings glatte luftighed, der synes at komme fra en magisk himmel«, hvor »faren og anstrengelsen bevares på samme tid, som de underlægges latter og ynde«, men teater er det jo alligevel. Digteren kommer ud af skriveriet og stiller sig på scenen. 'Estradepoet' kalder man ham så i Sverige, hvor de har mere tradition for den slags, og selvfølgelig er det ikke udelukkende venligt ment, når man kalder det sådan. For er estraden, scenen, ikke et sted, som poesien egentlig bør holde sig fra? Skal digtere på den måde forfladige deres hellige udgydelser, inspirerede som de jo må være fra højere hemmeligt sted? Skal digteren nu også være skuespiller? Som om den slags overvejelser nogensinde havde generet profeter og præster! Som om et ord som 'hellig' skulle være forbeholdt fastansatte og fantasiløse fabulanter på prædikestole! Det mente Højholt ikke. Heller ikke det talte digts anden pioner på dansk i 1970'erne, Dan Turèll. For ham var det sangerne, der viste vejen. Rocksangerne - Bob Dylan, Lou Reed. Jeg husker en optræden sammen med ham, mange år senere, på 'Lyrikscenen', der var forløberen for, hvad der nu hedder 'Spoken Word' på Roskilde. Det var et år med total smat. Vi gik rundt på pladsen, Dan var i sin hvide habit med plastikposer op omkring benene. Om aftenen i det mudrede telt forsøgte han at læse sine nye digte op. Det kunne han ikke. Folket ville høre de gamle, dem de kendte. Folket ville høre om den der husmor i Roskilde, Hjallerup, Vindelev, Bramminge, Kulhuse, Døllefjelde, Holstebro eller Hammerum. Folk ville høre om hende, de kendte, ligesom de ville høre om Gitte, når Højholt optrådte. Det er ikke nemt at være nogen Det er ikke nemt at være digter på scenen i Roskilde. Det var ikke nemt at være Allen Ginsberg i 1956. Det var ikke nemt at være Dylan Thomas i Amerika. Det er i det hele taget ikke nemt at være noget som helst, der bare ligner digter nogen steder overhovedet. Det var heller ikke nemt at være Jack Kerouac og gå i studiet med Al Cohn og Zoot Sims for at indspille en udødelig lp med haiku og så bagefter at ville snakke med musikerne, men de var gået hjem. For dem var det bare et job. Det var ikke nemt for ham at have skrevet sig frem, gennem hårdt arbejde, for det er ikke nemt at skrive, som man taler, det skal der arbejdes med, til en »spontan bop-prosodi«, der kunne give genlyd i enhver med ører og øjne og så lukke avisen op om morgenen og se sig tværet ud som 'pop'. Henry Miller skrev forord til Kerouacs 'The Subterraneans', og han have meget godt fat i, hvad spoken word, altså bare poesi på den måde, drejer sig om: »Når nogen spørger, hvor får han det fra? så sig: Fra dig! Mand, han lå vågen hele natten og lyttede med øjne og ører. En nat der varede tusind år. Han hørte det i livmoderen, hørte det i vuggen, hørte det i skolen, hørte det på gulvet i livets vekselererbod hvor drømme handles for guld. Og han er træt af at høre på det, mand. Han vil videre. Han vil synge. Men vil I lade ham gøre det?«. Det er ikke Dylan Thomas, der står på Orange Scene i år, men det er Bob Dylan. Digtet er en sang, og sangen er et digt, så poesien bærer stort set alt, hvad der foregår på festivalen. Måske noget af det bedste kan findes i den lille afkrog af det spektakulært paradisiske helvede, der hedder Spoken Word.