I det 19. århundrede begynder naturvidenskaben at virke, og alle hjørner af samfundslivet bliver efterhånden berørt. Det er derfor ikke underligt, at Peter C. Kjærgaard som redaktør af bind 3 i det store værk om dansk naturvidenskabs historie, dækkende perioden fra 1850 til 1920, har valgt at alliere sig med en hel sværm af skribenter, der bidrager med hver sit kapitel. Først og fremmest industri og landbrug drager umiddelbart nytte af de naturvidenskabelige landvindinger med flagskibe som Carlsbergbryggerierne og Landbohøjskolen. Kemikeren Julius Thomsen udtrykte i 1890 tidens naturvidenskabelige optimisme således: »Naturvidenskabens forhold til tilværelsens gåde er, matematisk talt, som en hyperbolsk funktion: Thi ligesom hyperblen i sit regelbundne løb stedse mere og mere nærmer sig til sin asymptote uden nogensinde at kunne nå den, således medfører også naturvidenskabens udvikling en stedse større tilnærmelse til sandhedens erkendelse, uden at den dog nogen sinde fuldt vil lykkes at nå denne kilde«. Det er en periode, hvor dansk naturvidenskab fejrer triumfer. De mest åbenbare selvfølgelig Niels Finsens nobelpris fra 1903 og August Kroghs fra 1920, men mange andre kan nævnes. Bl.a. genetikeren W. Johannsen, som i 1903 indfører begrebet 'gen' og introducerer en skelnen mellem fænotype og genotype, der stadig - på godt og ondt - gennemsyrer genetikken. Samt ikke at forglemme Niels Bohr med atommodellen fra 1913. Men triumferne er jo kun toppen af det isbjerg af stridigheder, som er alt erkendelsesarbejdes dagligdag. Nye ideer fødes nu engang af uenighed, mens enighed har tendens til at give tankeforstoppelse. Den store fejde mellem Japetus Steenstrup og J. Chr. Schiødte, der beskrives i Kaj Sand-Jensens kapitel om periodens naturhistoriske udvikling, synes dog at have været helt ualmindelig ondartet (og det siger ikke så lidt). Steenstrup og Schiødte var begge zoologer, men med vidt forskellig baggrund og tilgang til arbejdet. Steenstrup var nærmest født medlem af universitetsverdenens elite og nærede vidtløftige ideer af naturfilosofisk tilsnit, hvorimod Schiødte havde arbejdet sig op fra små kår i kraft af dygtighed og talent for minutiøs beskrivelse af dyrs indre og ydre bygning. Da det i 1845 blev foreslået at lægge de kongelige naturhistoriske samlinger ind under universitetet, frygtede Schiødte at få Steenstrup, som han naturligvis foragtede, som overordnet. Det blev indledningen til sytten års magtkamp, hvor Steenstrup havde sine støtter blandt førende professorer i universitetsverdenen, mens Schiødte fik opbakning fra indflydelsesrige embedsmænd og politikere, bl.a. D.G. Monrad. En mindelig løsning blev omsider fundet i 1862, men fjendskabet mellem de to fortsatte til begges død - ja, ved Schiødtes død i 1897 skrev en af Steenstrupfløjens støtter, entomologen og digteren Wilhelm Bergsøe endog en nekrolog i Berlingeren, hvor han gik voldsomt i rette med den afdøde. Lad os gøre gengæld ved at citere Emil Chr. Hansen, chef for Carlsberglaboratoriet, der om Steenstrup skrev: »Det utåleligste ... ved den gamle skurk er, at han bestandigt fromt lægger hovedet på den ene side og svøber sig ind i mild med kirkelig fernis lakeret godhed«. Uagtet sådanne skærmydsler var hovedtendensen gennem perioden teologiens og den klassiske dannelses vigende autoritet til fordel for 'positiv viden' baseret på studiet af naturen. Filosofien forsøgte med positivismen at overtage teologiens rolle, men, som vi kan se i tilbageblik, var dette forsøg dømt til at mislykkes.