Yo!o! Tusinder af år i æggesøvn er slut ... ind i verden og fyre den af!«. Replikken faldt i februar i år, da et besynderligt lavstammet og tretået væsen med hajtænder, grisehud og elefantpik, tænkerynker og kommissærpelshue kravlede op af et hul i jorden og i selskab med berusede bævere og barmfagre blondiner indledte den mest syrede rejse mod Gallopping Norway. 'Sloth' er titlen. Muligvis på undermåleren, hvis sindstilstand er lige så høj og skæv som de fjelde og cumulusskyer, han færdes mellem. Men i hvert fald titlen på de fyrre surrealistiske episoder af Ib Kjeldsmark, en af dette lands mest originale billedfortællere og DAMPgrafikere - og derfor selvfølgelig udgivet på forlaget Fahrenheit, væksthus for enhver fornyelse, mens den danske seriebranche ellers stort set lå i dvale. Ny generation af tegnere Dvs. indtil for et par år siden. For jubelhylet over æggesøvnens afslutning kunne også være danske tegneserieforlags fælles morgenhymne gennem de sidste to år - siden Komiks.dk første gang løb af stabelen for to år siden. Ikke at en festival er grunden til et markedsopsving - så er det snarere omvendt - men 2004-versionen af denne weekends tegneseriefestival faldt nu engang sammen med tøbruddet: De gamle, Egmont og Carlsen, fik ny energi, da de fik selskab af flere ny med G. Floy Studio i spidsen. Med baggårdsforlagene og banelegemernes natligt tomme togvogne som udfoldelsesrum er en ny generation af tegnere vokset op, mens branchen vendte ryggen til. Flere har kunnet bruge aviserne som affyringsramper. Ham med det uforglemmelige pseudonym HuskMitNavn har netop graffitien som baggrund og et dagblad - Politikens fredagssektion 'I Byen' - som kanal for sine vittige, naivistiske hverdagstableauer i en mindre syret surrealisme end Kjeldsmarks (der for resten også kunne nydes i et dagblad en overgang. 'Dagen' hed det og holdt 40 dage). Wulffmorgenthaler Grovere bid er der unægtelig i Bitschs 'OverDanmark', Ekstra Bladets side 2-serie i 2003-4 med tv-skærmen som vigtigste reference og med en fotorealistisk satirestreg, der er mere ond end køn - og i længden ret ubehagelig i sin vrængen. Hvorfor er det nu, et blad som MAD ikke findes på dansk til denne slags formål? Hvis HuskMitNavn er den gode og Bitsch den onde, så er Wulffmorgenthaler den virkeligt grusomme af de seneste måneders bogudgivelser af avisseriestriber. Politikens læsere kender universet - lige bortset fra, at ingen kender Wulffmorgenthaler, før dagen er begyndt med et opslag på bagsiden af sektion 2. Sort kærlighedstragedie Serieveteranen Hans Rehr har mørkere toner i klaveret, end man nok ville vente af arvtageren til Mik's harmløse mimestribe 'Ferd'nand'. Efter sit Grund Zero-album for et par år siden har han nu allieret sig med den unge 'Necropolis'-tegner Cav Bøgelund i en poetisk surrealisme, der faktisk ligner et grafisk meget stilrent bud på den første danske 'graphic novel': Frit efter Lorcas berømte drama 'Blodbryllup' - og med diskrete lån fra den samtidige Picasso - lader Rehr og Bøgelund månen og stjernerne være vidner til den sorte kærlighedstragedie. Henrettelsen af forfatteren i 1936 understregede, at dramaets slægtsfejde også var et billede på borgerkrigens vanvid. Lad os bare også læse den som kommentar til aktuel hævntørst og bagstræbstyranni. BLÆKsmørerne Men snarere end politisk satire eller ligefrem realisme er det altså surrealisme og naivisme, der giver næring til vækstlaget i dansk seriekunst. Skulle man være i tvivl, overbeviser antologien 'BLÆK', en pragtudgivelse så egenrådig, at det grænser til det monstrøse. Men køb den dog - dette gennembrudsværk for en ny tids grafik skal sgu nok blive et klenodie på niveau med Jorns 'Helhesten'. Tjek bare Jan Solheims fænomenale omslagstegning, Simon Bukhaves naivistiske sortekunst-mareridt eller Peter Kielland-Brandts raffineret groteske 'Moon-slice' om parret, der aldrig skulle have ædt månen som middagsmad! Også Kjeldsmark og Bøgelund er med i 'BLÆK', men redaktørerne har sat elastik i kategorien 'tegneseriekunst', så de 27 bidrag også omfatter fotoserier, collager, graffiti og anden unika-produktion hinsides tryksagernes verden, langt inde i galleriernes og kunsthistoriens. Dét forsvarer BLÆKsmørerne summarisk i en håndskrevet, nærmest prosalyrisk introduktion. Ujævnt temanummer Men vil man læse noget analytisk af d'herrer Wivel og Thorhauge, og i almindelig læselig sats - så findes det i den storslåede introduktion til alverdens eksperimenterende seriekunst, de udsendte for et år siden, 'Forandringstegn'. Disse års »kvantespring« i seriekunsten argumenterer de også for i hver sit bidrag til et godt, men også ujævnt temanummer af det almenkulturelle tidsskrift Kulturo. Hvis redaktion ser det som et livstegn, at tegneserien stadig er »langt fra salonfähig« - men ikke diskuterer, om den trues med at blive det gennem de avancerede billedkunstneriske eksperimenter.