10. oktober 2005 kl. 16.02 »Kære Michael, jeg tænkte på, om du og jeg skulle skrive en mailbefordret bog til hinanden om angsten for at dø ensom? Jeg stod nede i Irma i dag og tænkte på, at det ville glæde mig at kunne kaste til én, der forstår at gribe og kaste igen. Men please, lad mig ikke tabe ansigt alt for meget, hvis ideen er fuldkommen fucked up. Anders«. 10. oktober 2005 kl. 16.13 »Kære Anders, nu har jeg tænkt. Det er en ret god idé. Michael«. Sådan indledes en knap fire måneder lang korrespondance mellem en tidligere og en nuværende bagsideskribent på Ekstra Bladet, Anders Lund Madsen og Michael Jeppesen. Nu er korrespondancen tilendebragt. Og i går udkom den i bogform under titlen 'Hold masken eller der falder brænde ned'. Over 240 sider skriver de to herrer til hinanden om penge, piger, hud, kendte, kunst, misundelse og Gud. Genoptagelse af 70'ernes bekendelsesbølge Vi skal ikke røbe udfaldet af mailkorrespondancen her. Ud over at den op mod slutningen føres i et mere og mere aggressivt tonefald. Og at bogens udgangssætning lyder sådan her: »Anders og Michael er endnu ikke blevet venner«. 'Hold masken eller der falder brænde ned' er den seneste i en række elektroniske brevvekslinger i bogform. En genre, som bogens redaktør, Martin Gylling fra Politikens Forlag, betegner som »en genoptagelse og finjustering af 70'ernes lavlitterære bekendelsesbølge«. Moderne efterfølgere I fjor udkom Maise Njors og Camilla Stockmanns mailkorrespondance 'Michael Laudrups tænder', der blandt andet stillede følgende spørgsmål: Får man skæg af at blive chef? Og bliver man mor af at få børn? I bogen 'Generation fucked up' diskuterede Morten Albæk og Rasmus Hylleberg de 30-åriges generation på mail. Tilbage i 2000 udgav 16 kvindelige medlemmer af netværket 'Øst for gener' en mailkorrespondance om børn, samliv, sex , arbejde og feminisme i bogen 'Fem@il'. De elektroniske brevvekslinger er moderne efterfølgere til de brevbøger, der i århundreder har været en velkendt genre inden for litteraturen. Og så er de populære blandt bogkøberne og derfor attraktive for forlagene. 'Michael Laudrups tænder' er således trykt i ni oplag eller 25.000 eksemplarer. Madsens og Jeppesens korrespondance udkommer også i et stort førsteoplag og har et markedsføringsbudget langt over middel. Pirrer nysgerrigheden Ifølge Martin Gylling er korrespondancebøgerne populære, fordi de er nemme at læse og ofte handler om hverdagsting, som det er let at relatere til. »Og så vækker brevbøger helt elementært nysgerrigheden hos mange læsere. Der er noget lidt forbudt, pirrende og spændende ved at læse andres breve. Det er i høj grad dét, privatkorrespondancer som 'Michael Laudrups tænder' og 'Hold masken eller der falder brænde ned' spiller på. En del af effekten er at lade, som om brevene er private og intime. Selv om de selvfølgelig meget bevidst er skrevet med henblik på, at en offentlighed skal læse dem«, siger Martin Gylling, som er redaktør på Madsens og Jeppesens udladninger. Skænderi Brevbøger har til alle tider været flittigt anvendt både i romanform og til udgivelse af brevvekslinger og rejsebreve. Goethes 'Den unge Werthers lidelser' er blandt de mest kendte inden for fiktionen. Men der er også udgivet tonsvis af breve fra litterære koryfæer som eksempelvis H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, ligesom Herman Bang, Johannes V. Jensen og Klaus Rifbjerg har udgivet deres rejsebreve. »'Hold masken eller der falder brænde ned' ligger i naturlig forlængelse af den tradition. Den er genretypisk ved at være skrevet i et uformelt sprog, men med en grad af stilistisk bearbejdelse, der nærmer sig skønlitteratur. Michaels og Anders' korrespondance ligner meget samtalen - eller måske snarere skænderiet - med alle sine dikkedarer, selvafbrydelser, svinkeærinder, urimeligheder og associationer. Men korrespondancen er også rørende, direkte og oprigtig. Det sidste måske kun i et vist omfang«, siger Martin Gylling. Udgangspunktet er tilsyneladende, at Madsen og Jeppesen vil lære hinanden at kende. Men som korrespondancen skrider frem, vil de også hver især bestemme, hvor meget den anden skal vide. Og hvor tæt han må gå. »Paraderne er skiftevis oppe og nede. Tillidserklæringer veksler med forstillelse, og afsløringer afløses af maskering. Denne vekselvirkning er genrens overordnede kendetegn«, siger Martin Gylling. En på skrinet Mailkorrespondancen er også et glimrende gerningssted, når det gælder om at hænge andre mennesker ud. Og allerhelst de kendte. Blandt andre skuespilleren David Owe, tv-værten Natasja Crone, Michael Jeppesens chefer på Ekstra Bladet og forfatter og journalist Camilla Stockmann får én på skrinet i Jeppesens og Madsens bog. »Majoriteten af udfald og personangreb har fået lov at blive stående, fordi de har en elementær underholdningsværdi, hvis de er tilpas elegant formuleret. Den der choksøgende mentalitet, som Jeppesen især har, skaber en aggressionsladet dialog og en gnist, som er en god motor i bogen«, siger Martin Gylling. Brevbøgerne fordeler sig ifølge forlagsdirektør på Aschehoug Erik Barfoed historisk i tre forskellige grupper: de autentiske breve, de fingerede breve og de fiktive breve. Kunstig situation Selv har Aschehoug blandt andet udgivet Søren Krarups og Søren Pinds brevveksling om politik og velfærdsstat i bogen 'Kære Søren' og mailkorrespondancen 'Fem@il'. Om nogle måneder følger en weblogkorrespondance mellem Mette Bom og Shabana Motlani under titlen 'Pakidanerdialogerne' og en dialog og om det rodede liv mellem præsten Anna Mejlhede og skuepilleren Nastja Arcel med overskriften 'Kys dit kaos'. »De breve, der skrives i de moderne mailkorrespondancer, er primært fingerede breve. Der er ikke tale om autentiske breve fra et langt liv. De er skrevet i en kunstig situation, hvor man hele tiden ved, at det er en offentlig korrespondance. Man leger med genren, og ofte er det ikke til at finde ud af, om det er fiktion eller virkelighed. Og så bliver de oftest skrevet mellem to kendte mennesker, som vi gerne vil spejle os i«, siger Erik Barfoed. Ifølge ham spænder mailkorrespondancen »fra decideret underholdningslitteratur over løsere debatbøger til ren fiktion«. »Det nye er, at genren også bruges til satire og ren underholdning. Og til at få folk i tale, som enten er for unge eller har for uvæsentlig historie til en egentlig biografi. Eller som ikke kan bære en bog om et enkelt emne, men som godt kan have en masse at fortælle i en genre, hvor der er plads til humor og løsere debat. Når det lykkes, er det en god mulighed for at få lov til at følge med i nogle kloge eller morsomme menneskers overvejelser«, siger han. Masser af penge Og så er mailkorrespondancerne i tilgift ofte en indbringende udgivelsesstrategi i familie med de samtalebøger, som ifølge administrerende direktør på Aschehoug Anette Wad er udsprunget af ønsket om at blive ved med at holde liv i den stærkt salgbare biografigenre, selv efter at alle med skyggen af en historie i dette lille land er biograferet. »Man kan jo ikke blive ved med at biografere Johannes Møllehave og Lise Nørgaard, men man kan lade dem føre en samtale med et andet menneske og se, om der opstår noget salgbart i spændingsfeltet mellem dem. Både samtalebøgerne og mailkorrespondancerne er 100 procent kommercielle udgivelser, der er tænkt som en udvidelse af biografigenren«, siger hun. Men brevbøgerne har ifølge Martin Gylling noget, som biografierne ofte ikke har. Nemlig aggressioner. Krønike »Når man biograferer nulevende personer, bliver det ofte sådan nogen helgenbøger. En mousserende søben rundt i en eller anden person, som ofte bliver uinteressant for læseren. Men i de bedste tilfælde opstår der aggressioner, når to mennesker skriver sammen og ikke bare taler hinanden efter munden«, siger han. De enkelte mailkorrespondancer spår forlæggerne ikke nogen lang levetid. Lene Wissing, der er redaktør på 'Michael Laudrups tænder' beskriver tidens mailkorrespondancer i bogform som »svampe, der suger tiden til sig«. »Jeg tror ikke, 'Michael Laudrups tænder' bliver læst om fem år. Så vil den i hvert fald virke historisk. Men om 10-15 år vil den måske blive læst som en slags krønike, hvor man kan studere, hvilke mikrotanker folk gjorde sig i 2005. Men brevgenren skal nok overleve. Det er en klassisk litterær genre, hvor man kan tillade sig at sige nogle mere personlige og idiosynkratiske ting. Genren uddøde lidt i det 20. århundrede, fordi folk begyndte at tale i telefon i stedet for. Men nu skriver vi jo mere til hinanden, end vi nogensinde har gjort før - bare elektronisk. Vi brugte bare lige telefonen 100 års tid«.