Fjodor Dostojevskijs allersidste hjem i Skt. Petersborg er i dag et museum. Der er en slående kontrast mellem stemningen i disse værelser og Dostojevskijs stemninger. Dostojevskij er fortvivlelse, anfægtelser, storhedsvanvid, pludselige udbrud og uro. I museet hersker derimod en påfaldende ro. Tunge, usmilende russiske kvinder, der sidder vagt, tysser i ny og næ og kræver, at man som besøgende tager skoene af og ifører sig paptøfler. Løfter man foden højt, falder bageste del ned, og tøflen krøller sammen. Man må sjokke forsigtigt af sted på paptøfler i de værelser, hvor brødrene Karamasov blev digtet til live. Det er ikke et museum over den sjælefebrile forfatter, men over hans lig. Uret ved skrivebordet er sat endegyldigt i stå på klokkeslættet for hans død: 20.38. Slutscenen Dostojevskijs død i denne lejlighed udgør slutscenen i romanen 'Sommer i Baden-Baden'. Han ved, at han skal dø. Om morgenen har hans kone, Anna Grigorjevna, klædt ham på i hans fineste sæt tøj. Hun tørrer jævnligt det lungeblod væk, der driver fra hans mundvige. Værelserne fyldes af naboer, slægtninge og venner, »og et knapt hørligt suk af lettelse og en dæmpet hvisken gik gennem rækken af tilstedeværende, som man oplever det i teateret efter kulminationen, når afslutningen nærmer sig - de sidste hjerteslag blev konstateret af dr. Tsjerepin, der lagde sit stetoskop til brystet på den døende og siden bevarede samme stetoskop som et familierelikvie ...«. Opløftende og original Den russisk-jødiske læge og forfatter Leonid Tsypkin er ukendt for de fleste. Hans eneste roman, 'Sommer i Baden-Baden', er tidligere udgivet på svensk og for nylig på norsk, mens danske forlæggere tilsyneladende venter lidt endnu. Det er altså en roman om Dostojevskij, om hans død, men ikke mindst om ham, da han i fire år levede det spillegale liv i Europas kasinobyer; i det landskab, som Dostojevskij selv kaldte Roulettenburg. Den nyligt afdøde amerikanske forfatter Susan Sontag har en stor del af æren for, at denne bog nu vinder udbredelse. En dag i 1987 rodede hun gennem »en kasse med lurvet udseende billigbøger« i London. Der fandt hun Tsypkins ukendte tekst. Hun blev forbløffet og grebet. Og hun sørger for at få den udgivet på engelsk. I et forord til romanen hylder hun den som værende »blandt de smukkeste, mest opløftende og originale resultater af et helt århundreds skønlitteratur«. Og mange kritikere har siden, ligesom Sontag selv, fundet det krævende ord 'mesterværk' frem. Patolog Leonid Tsypkin blev født i Minsk, der i dag er hovedstad i Hviderusland. Begge forældre var læger. Familien var jødisk, og Stalins og Hitlers regimer bidrog begge til, at de mistede en række familiemedlemmer. Det lykkedes faderen, moderen og den 15-årige Leonid at flygte fra Minsk og nazisternes jødeudrensninger i 1941, blandt andet takket være en af faderens tidligere patienter, som beordrede nogle tønder med syltede agurker fjernet fra en lastbil for at give plads til den ansete kirurg og hans familie. Sønnen Leonid valgte også lægegerningen. Under Stalins antisemitiske kampagner, der blev indledt i 1947 og krævede stadig flere ofre, måtte Leonid Tsypkin som nyuddannet læge skjule sig blandt personalet på et psykiatrisk hospital ude på landet. Senere fik han, hans kone og sønnen tilladelse til at bosætte sig i Moskva. Der udmærker han sig som patolog, med kræft som speciale. Han tog to doktorgrader og var med i den gruppe, der indførte poliovaccination i Sovjetunionen. Skriver for litteraturen selv Men aftnerne tilhørte skønlitteraturen, når han ikke lige skrev på en af de over hundrede videnskabelige artikler, han nåede at publicere. Han drømte om at blive forfatter på heltid. Han skrev digte, essays, enkelte fortællinger og selvbiografiske noveller. Noget af dette materiale er for nylig blevet udgivet på russisk. Sønnen beskriver, hvordan Tsypkin stred. »Min far udnyttede enhver lejlighed til at skrive, men skrivningen var vanskelig og smertefuld. Han kæmpede en smertefuld kamp med hvert ord og korrigerede sine manuskripter i det uendelige«. Og når de var skrevet færdig, forblev de som regel i skuffen. I Sovjetunionen havde man på denne tid en undergrundslitteratur, samisdat, men Tsypkin var sandsynligvis for bange for KGB og for at miste sit arbejde. Susan Sontag lader sig begejstre af sin egen forestilling om, hvordan han skriver, ikke for et publikum, men for litteraturen selv; »uden håb eller udsigt til at blive udgivet - hvilken kraft i troen på litteraturen må det ikke indebære?«. Smuglet til USA Tsypkin tog fat på sit eneste større litterære værk i 1977. Tre år senere afsluttede han 'Sommer i Baden-Baden'. På det tidspunkt blev familiens liv betydeligt forværret. Sønnen og svigerdatteren søgte om udrejse til USA. Visaene blev bevilget. Men via KGB faldt deres udrejse tungt tilbage på Tsypkin og hans kone. De ønskede også selv at få visum, men de oplevede i stedet afslag, degradering og chikane. De var uheldige med timingen. Forholdet mellem Sovjet og USA blev samtidig betydeligt forværret på grund af Sovjetunionens invasion af Afghanistan. En kopi af manuskriptet blev smuglet til USA. Til sidst besluttede en russisk emigrantavis i New York sig for at trykke 'Sommer i Baden-Baden' i serieform. En uge efter udgivelsen af første afsnit - illustreret af nogle af Tsypkins fotografier - fik han det dårligt, lagde sig ned, kaldte på sin kone - og døde, i en alder af 56 år. Han oplevede aldrig selv at se en eneste side af sin litteratur på tryk. Sværmer for Dostojevskij Romanen beskriver to rejser. Jegpersonen, Tsypkins alibi, rejser i nutid på pilgrimsfærd fra Moskva til Skt. Petersborg for at besøge Dostojevskijmuseet. Parallelt i teksten drager Dostojevskij og hans 19-årige stenograf og nygifte kone til Europas kasinoer for at blive rige. Størstedelen af romanen handler om spillegalskaben. Det er blevet til en meget suggestiv, smuk tekst om voldsomt og fortvivlet begær; efter kvinden, rigdommen og spændingen. Tsypkin viser os ægteparret Dostojevskij, der forsøger at redde deres kærlighed på trods af de bedrag og løgne, som det besatte liv ved rouletten forårsager. Den magiske kugle knuser tillid. 'Sommer i Baden-Baden' er også en roman om en anden kompliceret kærlighed. Tsypkin sværmer for Dostojevskij. Men ikke ulig den måde, hvorpå Dostojevskij selv kæmpede med sin kærlighed til Gud, som med Ivan Karamasovs ord tillod børn at lide, kæmpede jøden Tsypkin med sit forhold til den stærkt antisemitiske Dostojevskij. Tsypkin tilhørte dem, som Dostojevskij foragtede. Svimlende og hypnotiserende Stilen og rytmen i romanen er særpræget. Den er bevægende, bogstavelig talt, med lange passager, der bevæger sig ubesværet mellem nutid og fortid, mellem dagens togrejse og fortidens anfægtelser, mellem indre og ydre drama. Nærliggende tillægsord er svimlende og hypnotiserende. Under læsningen kommer jeg til at tænke på et stilistisk slægtskab med et andet forfatterskab: den tysk-engelske forfatter W.G. Sebald, og især den bedrift, han præsterede i sit mesterværk, 'Austerlitz'. Det er også en svimlende og utydelig tekst, for at den forsigtigt og dermed bedre kan nærme sig og indoptage de store og vanskelige følelser. 'Sommer i Baden-Baden' bør læses langsomt. Måske på en togrejse.