Gennem tusinder af år har mennesker levet tæt sammen med husdyr, og takket være dette samliv har både de og vi kunnet opretholde langt større og sundere populationer, end nogen af os havde kunnet hver for sig. At vi så spiser husdyrene og ikke omvendt - eller drikker deres mælk - synes måske at give os fordelen, men medregner vi bøndernes knokleri gennem tusinder af år, ser regnestykket straks mere uklart ud. Og som i alle gode samarbejdsrelationer er der også i dette tilfælde sket en gensidig ændring af parterne. Ikke alene har vi forædlet dem, som det hedder, men vi har også 'forædlet' os selv, og det endda helt nede i biologiens inderste gemmer, generne. Lamarcks teori Men hvordan kan samlivet med husdyr have påvirket vore gener? I det pæne darwinistiske skema, vi alle har (eller burde have) lært i skolen, er det ikke muligt for dyrene selv at påvirke deres afkoms gener. Den slags nedarving kalder vi foragteligt for lamarckisme, efter den franske naturhistoriker Jean Baptiste Lamarck, som længe før Darwin, i året 1800, udtænkte en teori om evolution. Lamarck mente, at dyrene via en 'indre følelse' kunne videregive deres eget livs tillærte livsstrategier som arvegods til deres afkom. Vadefuglens stylteagtige ben var således - i Lamarcks vision - resultatet af generationers akkumulerede stræben efter at kunne søge føde på stadig dybere vand. Men Lamarcks teori holdt ikke stik. Evolutionen skyldes ifølge nugældende teori ikke nogen indre stræben, men beror alene på udryddelsen af alle uegnede træk. Den naturlige udvælgelse har sikret, at kun gener for duelige træk har fået lov at overleve. Alle andre gener er gået til grunde sammen med de uheldige individer, der bar rundt på dem. Laktose intolerance Men når det gælder den særlige menneskelige livsstrategi at holde husdyr, så har vi mennesker faktisk formået at påvirke vore egne gener. For evnen til at ernære sig af mælkeprodukter er netop en erhvervet egenskab, vi ikke ville have haft uden husdyrene. Interessant nok er ingen andre dyr end mennesker i stand til at ernære sig af mælk ud over i diegivningsperioden. Evolutionen har kunnet skabe kødædere og blodsugere, men den har ikke kunnet skabe mælkespisere. Selv hos menneskearten mister langt de fleste børn stadig evnen til at udnytte mælk efter de første fire til fem leveår. Næsten alle voksne afrikanere eller orientalere lider af, hvad der i den vestlige verden kaldes 'laktose intolerance', dvs. de tåler kun dårligt at indtage mælkeprodukter. Deres tarmkanal mangler enzymerne til at nedbryde mælkesukkeret, og i stedet bliver mælkesukkeret forbrugt af bakterier ved gæringsprocesser og under dannelse af pinagtigt store mængder luft. Hold ud! For cirka 4.500 år siden indtraf imidlertid blandt kvægavlere den mutation, der indebar, at de lykkelige bærere af mutationen nu ikke blot som spæde, men livet igennem kunne spise så meget mælk og mælkeprodukter, de lystede uden at få problemer af den grund. Når langt de fleste nulevende europæere og nordamerikanere har arvet denne mutation, må det skyldes, at adgangen til komælk engang har været et afgørende overlevelsesparameter for vore forfædre. Blandt kvægavlere er 'laktose intolerancen' derfor langsomt, men sikkert blevet udfaset, for nu at sige det pænt. Her fra det forårsramte Sydfrankrig - hvor de mest vidunderlige oste kan erhverves til priser, der får en til at spekulere på, om EU er andet end papir - må dette være en passende historie at sende hjem. Det er vist tvivlsomt, om mælk er særlig sundt. Men fransk ost lærer en at sætte pris på kvægavler-genet. Så hold ud - nye mutationer kunne måske en dag gøre osten rigtig sund.