Jeg ser på ham. Ladykiller. Jeg har en video, som hedder 'The Bulge'. Det er frontalfotos, som viser ham i fuld figur, med vægten lagt på underkroppen og fallos. Det er tydeligt, at han er stolt af sin penis, som er stor. Umiddelbart kigger jeg ned på hans bukser og ser hver gang en let, måske impulsiv gestus, som får fallos til at markere sig, selv bag jeans og flannelsbukser. En af optagelserne er nærmest dristig, måske en paparazzi-optagelse? Han ligger i en havestol i bar overkrop med hvide badebukser. På billede to har han koket hænderne krydset på lårene og hovedet på skrå, på billede tre løfter han op i bukselinningen og kigger ironisk ned, på billede fire viser han med begge hænder størrelsen, som er omtrent, som når en lystfisker præsenterer en god fangst. En anden serie hedder George and Friends ... og dem er der mange af, han er her med partneren fra 'ER', Julianna Margulies, med Noah Wyle, med Sophia Loren til en modeopvisning, med Rod Stewart, med Brad Pitt og Jennifer Aniston, med Michelle Pfeiffer, med Julia Roberts, med Nicole Kidman og mange flere. Han omgiver sig uden dybere motiver med de mest berømte, fordi han selv er bedre, når han er i godt selskab. Ikke fordi det er de andres tekst, men fordi de forstår hans jokes. Men der er også billeder fra optagelserne af 'Ocean's 12', hvor han er på besøg i et center i Monte Carlo for motorsejlbåde og interesseret iagttager en motor - professionelt interesseret som enhver anden, helt forskellig fra optagelserne af Brad Pitt og Matt Damon fra samme sted. Videoen begynder med, at de lander med flyet, men hvor er George? Han kommer roligt til sidst, går med tunge, lidt firkantede skridt ned fra flyet, uden hastværk, dette er pr-business, han kender det, og han gider det, og gider det ikke. »Må vi se jeres ben?«, råber fotografen. De andre stjerner reagerer ikke, men George sætter humoristisk det ene ben foran det andet. Sådan? Ja, sådan. Et sekunds detalje, hvor jeg genkender hans årvågenhed. Der er mange optagelser fra 'Ocean's 12'-promoveringen. Flest med Brad Pitt, som han omtaler som »pretty boy«. Pretty boy-Pitt havde drillet ham under optagelserne til 'Ocean's 12' og diskret bedt alle om kun at henvende sig til George som Mr. Ocean. Men George fik hævnet sig. Da Pitt kørte bort i sin bil, klaskede George godmodigt bilen på siden og ønskede ham god tur. I hånden havde han skjult en sticker, som satte sig fast på bilen: Small penis on board. Bilerne tudede i hornet til Pitt, som først alt for sent forstod årsagen. Jeg forstår den heller ikke ... helt. Hvad er det for en fallosmystik, som besætter ham? Besætter den mænd? Eller er det bare en del af hans Peter Pan-barnlighed? Er mænd interesserede i størrelsen på deres egen og andre mænds penis? Kender de nøjagtigt størrelsen på vennernes penis, og tier de bare om sagen? Hvorfor er penis ikke åbenlys som bryster? Engang talte jeg med en mandlig ven om en anden ven. »Han er heller ikke så ... øh, lille«, sagde han. »Hvad mener du?«, spurgte jeg forbavset. »Jeg mener ... øh«, sagde han og tav. »Hvad mener du«, gentog jeg. »Ikke noget«, sagde han krænket og tav helt stille. Denne kombinerede penis-interesse og penis-blufærdighed er naturligvis kulturelt motiveret og indarbejdet. Vi ser aldrig et indslag om brystcancer på tv uden samtidig at se en kvinde, som beredvilligt lægger brysterne op på hylderne til røntgenundersøgelse. Vi har aldrig set en tilsvarende optagelse af mænd, der undersøges for f.eks. prostatacancer. Det er tabu og totem. Jeg kan ikke rigtig i dette øjeblik blive enig med mig selv om meningen med denne iagttagelse. Er det George eller mig, som tænker? Der er selvfølgelig de mænd, som går til mandlig striptease, men det kan ikke være mange, måske mest bøsser. En elendig teaterforestilling i København, 'Det' bare mænd', blev en historisk publikumssucces, fordi fem-seks skuespillere i mindre end to sekunder, og anbragt bagerst på scenen, strippede og var helt nøgne. Skønt jeg har glemt forestillingen, husker jeg selv med påfaldende klarhed stadigvæk nøjagtig formen og størrelsen på de forskellige mænds penis. Jeg må konstatere, at hemmeligholdelsen har noget at gøre med blufærdighed på kønnets vegne. Når mænd skal op på en talerstol, eller på anden måde skal være i centrum, kontrollerer de instinktivt, at bukserne er lukkede, et sekunds ubevidst glatten med hånden ned ad jakken er nok; når de føler sig sikre, knappes jakken måske op (sådan gør den gamle britiske interviewer Parkinson), eller den knappes i, nu er der fri udsigt til alt andet end kønnet. Samtidig er det vel egentlig påfaldende og komisk, at dette køn når som helst kan tages ud af bukserne blot ved at lyne en lynlås (og den er i reglen synlig) ned. De mest frie og kropsubevidste (eller de kropsbevidste?) mænd tænker mindst på kønnet. Nok om dette. Hvad tænker du selv om dette emne? »Jeg tænker ikke!«. Og han ler venligt og larmende. »Men der var da engang, hvor du viste din bagdel og mistede en Oscar på sagen?«, spørger jeg. Det var i filmen 'Solaris' af Steven Soderbergh, hvor man ser George og Natascha McElhone i en kærlighedsscene, hvor de ganske langsomt og henførte danser nøgne sammen. Man ser ham bagfra, hans bagdel er ikke videre appellerende, måske en smule for stor, men scenen er alligevel dybt betagende. I USA talte de ikke om andet. Først kysser en kvindelig tv-journalist heftigt hans læber på plakaten, så ser vi ham i samtale med hende ved premieren. Hun kysser ham igen spontant, men frygtsomt, nu er det ham selv og ikke papir; på hans ansigt ses et lille glimt af overrasket ubehag. I hate to ask you - what about your butt? spørger hun. Ingen smil på hans ansigt, behersket had i øjnene. Han har opfattet den scene som kunstnerisk rigtig, han har smidt bukserne, det var ikke nemt for en mand på over fyrre. I had to clear everybody out of the studio, even the director, har han sagt. Natascha McElhone har senere sagt, at de kun var tre, de to og instruktøren. Men han kan lyve lige så galt, det skal være. Oh, that was a lie, siger han henrykt. Og en anden gang om den samme sag, som generer ham: »Jeg var faldet i søvn på sofaen, men klokken tre om natten vågnede jeg og så på tv nogle mænd tale længe og interesseret om min bagdel, det var højst ejendommeligt«.Han ved ikke, at sexscener altid er ægte på film. Tom Cruise kan tage en skyder i hånden og dræbe, men vi ved, at Tom Cruise ikke dræber. Han kan elske - og vi ved, at Tom Cruise elsker. Det er forskellen. Ingen talte om andet end hans bagdel. Og 'Solaris' fik ikke en Oscar. Han har ingen Oscar fået. Han går ikke til Oscar-prisuddelingen. Hvorfor elsker de ham ikke? Russell Crowe elsker ham heller ikke. De har mødt hinanden én gang, hvor George forsøgte at charmere ham - nej, ikke forsøgte, han agerede bare, som han plejer. Det var på en bar i Las Vegas, men Crowe brød op i dårligt humør. Noget ubehageligt, men usynligt var sket. Crowe, der var allergisk over for maskulin charme, var bekymret for det uudslettelige indtryk, George havde gjort på ham. Han kunne ikke komme af med denne følelse af krænkelse, som om hans maskulinitet var blevet angrebet, uden at han kunne sige hvorfor eller hvordan. Her i foråret er Russell Crowe begyndt at hade George. Han angriber George for at indspille reklamefilm. »Jeg ville aldrig gøre det«, har han sagt. Russell Crowe har en kontrakt med sit publikum, som ikke handler om Martini eller Police-solbriller eller Toyota-biler eller Fiat-biler, for at skæppe i kassen. Og raseriet er stigende. En dag smed han en telefon i hovedet på en hotelreceptionist midt om natten i New York, da han ikke kunne få telefonforbindelse hjem til konen i Australien. Også det er Georges skyld, selv om Crowe aldrig kan formulere det. »Kan vi gøre kunsten til ikoner for os selv«, spørger Crowe. Her kommer jeg. Hvem kommer? George. Det med reklamefilmene er rigtigt. De er lækre. Den seneste handler om hans fascination af Fiat Idea, den lille kvikke italienske bil. Den er optaget under et par dages festligheder nede på vejene omkring Comosøen. Først ser man en kvindelig model, som kommer kørende i sin orange Fiat Idea. Så stiger hun ud og efterlader bilen med fordøren åben. George kommer joggende forbi, forsvinder ud af billedet, men vender straks tilbage, joggende baglæns hen til den åbne bildør i hvide shorts. (Og hvide ben, det er tidligt på året. Skulle han ikke have haft sminke på benene? Gider ikke, har han sagt). Han stiger ind i den tomme bil, undersøger den med omhu og velbehag og sætter sig til rette på sædet og tager solbriller på. Pigen kommer tilbage, ser George, sætter sig ind og låser dørene. Hendes ansigt er uudgrundeligt, men langt mere end tilfreds. George ser på hende, ikke andet. Og de kører. Reklameteksten er kort og drillende: »George - not included!«. Hvorfor kører du ikke med mig, George? »Som jeg sagde: not included«, svarer han smilende. Det har taget mange dage at optage filmen, som kun varer et øjeblik. Men festen langs Comosøen er bevaret i mange klip. Det er George, som er kommet til stede, og han ler og snakker med teknikere og fotografer, han slår smut ud over søen, han skriver autografer til en lille dreng, han snakker italiensk og amerikansk, han blæser med grimasser en sky af hårlak på det viltre hår, han mimer og klovner, der er fotos af teknikere med småbørn på armen, det er en superb eftermiddag i midten af livet, intet kunne være mere eller bedre. Honorar? Hvor mange millioner dollars? Underordnet. Jeg spørger ham en anden gang. Og så er der de gamle Martini-reklamer, som heller ikke vises i Danmark. Logoet er No Martini - No party. På den første af dem ser man et lystigt Martini-party med glas og flasker. George kommer travende op ad gangen udenfor og ringer på, og modellen Lisa Snowdon lukker op. No Martini? spørger hun forundret. Han ser forbavset ud, og ... bang, hun smækker døren i. Lidt efter kommer han tilbage. »George!«, råber hun henført. Nu har han en flaske med. Han står i døren og flirter, jeg ser i et glimt, at han har skudt underlivet lidt frem, så man uundgåeligt, i et glimt, lægger mærke til bukserne, der fremhæver hans penis. Den anden Martini-reklame er endnu bedre. Først skal han til at kysse en pige, han er ved at tage brillerne af hende med et forelsket, men beslutsomt udtryk i ansigtet, (sådan kysser jeg, sådan elsker vi om lidt, vent bare) - men så hører han forstyrrende larm og bægerklang og rejser sig for at gå ind i lokalet, hvor Martini-festen er i gang. Med stilfærdig elskværdighed - man kan næsten høre ham mumle excuse me - samler han omhyggeligt glas og flasker sammen fra de forvirrede gæster, går ud og lukker døren bag sig. Men er det så forbi? Nej, han åbner lige døren igen og skruer i en håndevending om for musikken, så en kedsommelig valsemelodi afløser party-musikken. Han vrider igen ansigtet i en beklagende grimasse: Jeg beklager det for jer, er meningen med hans ansigtsudtryk. Sådan! No Martini - no party. Farvel. Det er chokerende. »Synes du?«. Og han ler. Det er de tv-reklamer, plus en hel del andre i livets løb, som Russell Crowe ikke kan holde ud. Da han gjorde vrøvl, returnerede George kritikken med at drille Crowe med hans poporkester, 30 Odd Foot of Grunts, som han påstod også var en form for tv-reklame. Russell Crowe er fortørnet. Hans musik er hjerteblod, ikke reklame. George er en dilettant. Jeg holder med Crowe. »Gør du? Men du ved jo ikke, hvad jeg skal bruge de penge til«, siger han belevent. »Jeg ved, at du aldrig kører i Fiat Idea og aldrig drikker Martini«, insisterer jeg. »Det kunne jeg da godt finde på. Jeg kører langt og drikker meget«. »Åh ja. Det gør du ... Det er en myte, du har sat i gang. Alkoholismemyten. Folk, som drikker, er frie - aldrig bange for at de skal fortale sig, for deres alkoholidentitet er den samme som den ædru mands, de kan ikke overraskes. Jeg har set 3.000 billeder af dig og ikke et eneste, hvor du er fuld«, prøver jeg insisterende. »Jeg kan ikke overraskes!«. Han gnider ansigtet med begge hænder, det her keder ham. »Har du en Martini?«.Og han ler igen larmende. Hans selvsikkerhed er provokerende. Eller er det hans generthed? »Men hvad så på universitetet? Du må være kommet bagefter. Jeg kender det, når man ikke har læst og bluffer sig gennem alle problemerne«. Aggression. »Hm-hm?«, siger han opmuntrende. »Du har gået på universitet?«. »Hm-hm«. »Og det er du stolt af? Hvad er det særlige ved at have en collegeuddannelse? Tror du ikke, at to tredjedele af amerikanske skuespillere har gået på college? Det er pure idiots, alligevel. Det gør dem ikke til klogere eller bedre mennesker. Talent går ikke på college. Man kan være talentløs som jeg, uanset hvad! Jeg kendte engang en pige, som læste jura«. »Ja, og som var tjener på en bar«, indskyder jeg. Det her om Céline er min yndlingsdrøm, jeg kan gentage den mange gange på en enkelt nat. »Ja, det var hun også, men mest var hun jurastuderende. Jeg mødte hende først til et selskab uden for Paris, og så på Barfly«. »Hvad er Barfly?«, siger jeg så. »Det er en bar, goddam it«, siger han så. »Jeg tror ikke, den findes mere. Men denne pige altså, hun anede ikke, hvem jeg var. Hun gik aldrig i biografen. I fem dage gik vi i byen og talte om alt undtagen mig, og det var skønt. Vi talte om hendes jurastudier, som hun skulle tjene penge til, og ...«. »Og så var din film færdig, og hun tog med dig hjem til L.A., og hun flyttede ind i dit kæmpe hus, og she didn't redecorate, she decorated, og alle dine venner kom på besøg for at se hende, og det var den første kvinde, du inviterede til at bo i Casa de Clooney, og I kørte rundt på motorcykel og gik til parties, og det pis har du fortalt mig før«, afbryder jeg. »Du kunne ikke tale fransk, men hun kunne tale engelsk. Det må hun da have lært engang?«. »Jeg har læst fransk i fire år i Kentucky, og jeg kan ikke sige et ord på fransk. Kentucky er et sted, hvor engelsk er et fremmedsprog«. »Det er en gentagelse«, siger jeg. »Og hvorfor var du så vild med hende? Fordi hun var blondine?«. »Jeg er ligeglad med alder, form, udseende, opvækst, farve eller hvad som helst, bare pigen har humor og selvstændighed«, siger han. »Og du måtte ringe til din franske ven og spørge ham, hvordan du dog kunne komme til at lære denne smukke pige at kende, og han foreslog, at I gik en aftentur i Versailles-skoven, fordi det er meget romantisk, og du svarede »Great idea!«, og så var det sket. Fordi du kyssede hende, og hun med det samme vidste, at du var manden i hendes liv, og den franske journalist hørte først om sagen en måned senere, da Céline ringede og sagde »Thank you, I'm in love with George in L.A«. George rejser sig. Ikke med nogen vrede, det er kun, fordi han afskyr personlige spørgsmål og svar. Han står lidt utålmodigt og tripper. »Life is too short ...«, siger han beklagende. Life is a too short business! »Men hun var da meget forelsket i dig, ikke? »Vi vågner i hinandens arme«, har hun sagt, »og vi kan ikke vente, til det bliver aften, og vi skal ses igen«, siger jeg krænket. »Hmuhm«. »Og hvor længe holdt det? Tre år?«. »Hmuhm«. »Hun har også beskrevet dig som elsker«, siger jeg, men det skulle jeg ikke have gjort. Jeg vender mig i sengen, og George drejer om på hælen. »Vil du med ned til søen?«, spørger han. Det er ikke et spørgsmål, det er en ordre. Der lyder svage jazztoner dernedefra, som om han har installeret et orkester. »Sex-appeal«, siger han og ler uskyldigt, og mit hjerte er tungt.