Romanen udkom i efteråret og druknede i mængden. Først efter nytår fik et par anmeldere øje på den lille gule bog på bare 143 sider, og så skete der noget. Romanen er vinterens sensation på det tyske bogmarked. »Allerede efter de første sider står det klart: Dette er den bedste litterære tekst, der inden for de seneste år er skrevet af en forfatter under 30 år«, skrev Helmut Böttiger i Süddeutsche Zeitung om den 28-årige Kevin Vennemanns gruopvækkende bog 'Nahe Jedenew'. En ny generations første krigsroman Den river sin læser med ned i en malstrøm af erindringsmotiver fra et liv, der allerede er dømt til døden i dens allerførste takter, der spilles på klarinet og harmonika af de gode polske bønder, som i højt humør myrder to jødiske familier og ødelægger og plyndrer deres hjem for øjnene af de to eneste overlevende, et tvillingepar, der har skjult sig i en lille hule i toppen af et træ hundrede meter væk fra gerningsstedet. »Denne bog er mere end blot en talentprøve. Den er et stort litterært løfte«, mener Böttiger. Han får følge af Frankfurter Allgemeine Zeitungs Andrea Neuhaus, der er lige så overvældet af den unge Vennemanns store poetiske kraft og overbevisende artistiske distance. Ugeavisen Die Zeit bragte sin anmeldelse på forsiden af litteratursektionen under overskriften 'Den smukkeste, sørgelige historie' og kalder bogen »en ny generations første krigsroman«. Uoverskuelig jungle Vennemann prøver meget i sin bog, og meget lykkes for ham, skriver anmelderen Georg Diez. »Bogen hypnotiserer læseren, tager ham ved hånden, den lader ham fare vild, stå stille, den er klar og direkte og dog ikke så let at åbne«, mener Diez. Ingen tidligere bog er skrevet som Vennemanns debutroman. Böttiger kommer mest af alt til at tænke på Borges eller Kafka. De to søstre, der vel er omkring de 10 år, opruller i deres skjul i haven to familieliv i 1930'erne som en uoverskuelig jungle af indtryk og øjeblikke, der snor sig om hinanden, gentager sig selv, mens de langsomt, men sikkert fortættes som fugt til dråber og i sidste ende til tårer. Børnene i træet Som læsere ved vi, at denne østlige lidt ubestemmelige polsk-litauiske egn først besættes af russerne efter Hitler-Stalin-pagten i 1939, for siden, i sommeren 1941, at blive invaderet af de tyske hære. De modtages af bønderne som befriere. Det er alt sammen en tragisk historisk sandhed, ned til de mindste detaljer, der er denne bogs flimrende historiske bagtæppe. En af bønderne, en vis Krystowczyk, mener helt konkret, og det er en af bogens intriger, at han hermed er blevet befriet for den gæld, han har sat sig i til de to søskendes far, dyrlægen i Jedenew, den by, der har givet romanen sin titel. Jøderne gjorde fælles sag med russerne, er den morderiske antisemitiske opfattelse af situationen. Og Krystowczyk ved, at der mangler to børn efter menneskejagten. Vennemann skriver en tekst, hvor den ene lille historie, som tvillingerne fortæller til hinanden, uden så meget som et punktum eller et komma glider over i den næste. Familiesaga Fortællekredsene gentages som et tema i et musikstykke. Men de bliver snævrere og snævrere, efterhånden som hunde, bønder og tyske soldater omringer den lille rede på den lille gren på det lille træ, langt ude i skoven, hvor to børn venter på deres skæbne. Derfra ser vi deres verden gå i stykker. Alt, hvad der gav den mening og sammenhæng, falder langsomt fra hinanden. Bohavet i deres hus smides ud ad vinduerne og brændes, fordi det er uvæsentligt for de nye herrer. Den store familiesaga fremstammes stadig mere stakåndet af børnenes fortællerstemmer oppe i træet. En drøm, der ikke drømmes Op imod denne opløsning af al betydning, imod denne litterære krakelering, der er romanens form, fortæller børnenes far en gammel historie, som han i virkeligheden har hentet fra en bog, om en dyrlæge og en kontrær kusk, der en vinter for mange år siden farer vild i en snestorm med liget af en jødisk kvinde på deres slæde. De ender ved de to gårde, hvorom romanen drejer sig. Dyrlægen gifter sig med datteren på den ene gård, stifter familie og begynder dermed historien. Kusken bliver svineavler og hedder Krystowczyk, og ingen ved, hvor den døde kvinde blev begravet. Denne uvisse, men stadig mere insisterende mellemtid er fortalt som i en drøm, der slet ikke drømmes. Det genstridige liv kæmper til det sidste mod ligegyldighedens ondskab.