I 2004 fik det amerikanske tidsskrift 'Atlantic Monthly' en god idé. De sendte den franske filosof Bernard-Henri Lévy på en tur i fodsporene på forgængeren og landsmanden Tocqueville for at tage pulsen på landet. Flaterende portræt Diagnosen nedfældede han i elleve essays, som nu er kommet i bogform, 'American Vertigo', og det er en overraskende udgivelse af to årsager. For det første tegner den et flatterende portræt af USA i dag. For det andet kan amerikanerne ikke lide den. Helt nede på jorden Bernard-Henri Lévy er da også langtfra nogen Tocqueville, der var jurist, og havde begge fødder solidt plantet i pragmatismen. Hans hovedværk, 'Demokratiet i Amerika', hvilede på utrættelige empiriske undersøgelser af samfundsforholdene i den nye verden. Anderledes franskmand Lévy er en postmoderne, medievant udgave af filosoffen, der foretager sine undersøgelser fra bagsædet af en privat limousine, og hvis interview med 'den almindelige' amerikaner tæller kendisser som Warren Beatty, Sharon Stone og Woody Allen. Men selv om Lévy i løbet af sine undersøgelser ikke får så meget jord under neglene som sin forgænger, så har han til gengæld ikke meget skidt at sige om landet. Dermed skiller han sig ud fra de fleste franskmænd - og europæere i det hele taget - der mener, at landets demokratiske forfatning er blevet krænket under Bushregeringens ledelse, og at amerikanerne i dag generelt er nogle fede, fundamentalistiske fæhoveder. Piben får en anden lyd Den form for europæisk anti-amerikanisme har Lévy intet tilovers for. Det kan godt være, at præsidenten ikke er for kvik, skriver han, men det er amerikanerne altså - hør selv: På en tur gennem Michigan stopper den franske filosof midt på motorvejen, fordi han skal tisse. I Paris er det almindelig lov og ret, at man kan lade vandet, hvor man vil, men i USA betragtes offentlig vandladning som en mindre lovovertrædelse, får Lévy snart at vide. En betjent skal lige til at udskrive ham en bøde, da filosoffen til sit forsvar forklarer sit (andet) ærinde i landet - at han rejser i Tocquevilles fodspor. Så får piben straks en anden lyd. Landbetjenten bryder ud i et venligt smil, gemmer kuglepennen langt væk og spørger interesseret til Tocquevilles 170 år gamle analyse, og om den stadig har relevans i dag? Episoden tjener som eksempel på, at amerikanerne ikke er så frankofobiske, som medierne har gjort dem til, og at USA »ikke er et land bestående af dumme cowboys og ukultiverede mennesker«, mener Lévy. De er slet ikke fede Og så går han ellers i gang med at mane den ene anti-amerikanske myte efter den anden i jorden. Landet er ikke fundamentalistisk - det eksisterer der alt for mange, konkurrerende religioner til. Det er heller ikke imperialistisk - landet har aldrig erobret territorier uden for sine grænser, sådan som de europæiske kolonialmagter gjorde det i det forrige århundrede. Lévy er imod krigen i Irak, men han er ikke principielt uenig med landets nykonservative tænkere som Christopher Hitchens og William Kristol. Selv om de er naive i deres idealisme, skriver Lévy, er de langt at foretrække for isolationister som Michael Moore, der i 'Fahrenheit 9/11' gør sig til talsmand for, at USA ikke skal blande sig i andre landes anliggender. At afvikle diktatoriske styrer og give andre folk demokratisk frihed er i høj grad et af Vestens anliggender, slår Lévy fast. Til sidst gør franskmanden det af med en af mest sejlivede myter om amerikanerne, nemlig at de er federe end os - det er de ikke, forklarer Lévy, men til gengæld har landet en stor og velfungerende slankeindustri, der har interesse i at give amerikanerne det billede af dem selv. Grundlæggende umenneskeligt Lige som Tocqueville undersøger Lévy også det amerikanske straffesystem, og her har han til gengæld ikke noget godt at sige om Amerika. I modsætning til de europæiske fængsler eksisterer der i det amerikanske straffesystem ikke en forestilling om, at de indsatte skal integreres i samfundet igen efter have udstået deres straf. Tværtimod sendes flere og flere - især farvede og fattige - i fængsel på livstid for lovovertrædelser, der knap nok ville have ført til fængselsstraf i Europa. Derudover hersker der i de amerikanske fængsler en usund relation mellem magtliderlige fangevogtere og ydmygede fanger, hvilket får Lévy til at se torturen i Abu Ghraib og Guantánamo Bay-fængslerne som den logiske konsekvens af et straffesystem, der er umenneskeligt i sin grund, ikke mindst på grund af anerkendelsen af dødsstraf. Det handler ikke om Amerika Men det er interessant nok ikke Lévys kritik af USA, der har vakt harme blandt amerikanerne, da bogen udkom for to uger siden. Derimod er det portrættet af USA som det glade multikulturelle og multireligiøse samfund, som Lévy fremhæver som et forbillede for EU, der har irriteret de amerikanske kritikere. For det viser bare, at Lévy ikke har haft Amerika og amerikanerne for øje i 'American Vertigo', men at den tværtimod handler om europæiske forhold - og om Lévys private, politiske anliggender. Non-frankofobisk folk Bogen er et eksempel på, at »det ikke nødvendigivs er horisontudvidende at rejse«, konkluderer Garrison Keillor i New York Times Book Review, mens John Allemang i Globe and Mail sætter tingene lidt mere på spidsen: »franskmanden fatter det simpelthen ikke: at Amerika handler om andre« end ham selv. Det er ikke nødvendigvis den rette konklusion på Lévys analyse af Amerika, men kritikernes reaktion på hans undersøgelser tilbageviser i hvert fald en af bogens hovedpåstande: at amerikanere ikke er et frankofobisk folk.