Med den politiske realismes tilbagevenden til fiktionen - litteraturen, filmen, scenen - er vejen blevet lidt kortere fra at være nyhedsjournalist med et kamerahold til at være filminstruktør på en thriller. Eller den vej fra dagbladsjournalistens til forfatterens skrivebord, som Leif Davidsen, Hanne-Vibeke Holst og Niels Krause Kjær for eksempel har tilbagelagt. Nøgleroman I denne uge fik de selskab af Olav Hergel, journalisten, der gik fra Berlingske Tidende til Politiken for nogle måneder siden, og som bl.a. har brugt sin gamle arbejdsplads som klippemønster for en roman om den kvindelige journalist, der bliver irakisk gidsel, men slipper fri og siden må beskytte den iraker, der hjalp hende og selv blev flygtning i Danmark. 'Flygtningen' er en thriller med træk af nøgleroman - hvor Anders Fogh Rasmussen, Pia Kjærsgaard, Søren Krarup, Bertel Haarder, Rikke Hvilshøj, Helle Thorning-Schmidt samt først og fremmest Berlingskes chefredaktør Niels Lunde skulle være rigtig lette at genkende under andre navne. Kulørt og klichéfyldt Men kan deres adfærdsmønster også genkendes? Ikke ifølge bogens mest negative anmelder, Svend Skriver i Kristeligt Dagblad, der finder portrættet af Lunde »utroværdigt i sin ensidighed«, men overgået af et andet: »Allersværest er det at godtage afslutningen, hvor pastor Vilhelm Agger, alias Søren Krarup, skarpt forfulgt af amerikanske agenter forsøger at hjælpe en terrorist til Sverige i en sort firhjulstrækker. Det er en tand for kulørt«, siger han og kritiserer »endimensional« og »klichéfyldt« personbeskrivelse - »ikke en vellykket roman«. Samme slutscene finder Erik Svendsen vist langt mere vellykket i Jyllands-Posten. Til læserne af samme Krarups gamle yndlingsorgan har anmelderen en god nyhed - at romanen er »rigtig god« - men også en dårlig, nemlig at »bogens holdning måske vil falde størstedelen af Jyllands-Postens læsere for brystet«. Således advaret må læserne konstatere, at en let genkendelig »præst og politiker bliver nødt til at leve op til sine egne ord« i romanen, nemlig ved at »hjælpe de to mennesker, der i offentligheden fremstår som henholdsvis terrorist og politisk medsammensvoren«. Krarup ... næh: Agger bider åbenbart i det sure æble, bytter startnøglen til salmecyklen ud med dén til landroveren og »mod sin vilje gør det menneskeligt rigtige«, som Svendsen opsummerer det. Og tilføjer: »Ergo er der ... en mulighed for, at udlændingepolitikken kan forandres«. Mellem to stole »Historien er vedkommende, velfortalt og foregår i en journalistisk og politisk verden af i dag. Figurerne er godt tegnede, og de vigtigste er ikke flade«, fastslår samme Svendsen i Jyllands-Posten og passer dermed ind i et overraskende mønster: Romanen modtages med størst begejstring i blade, der ellers plejer at være mest forstående over for den herskende udlændingepolitik, mere forbeholdent i aviser, hvis holdning ellers stemmer mest overens med romanens. Politiken, Olav Hergels nuværende arbejdsplads, havde anstændigvis sendt bogen 'ud af huset' til anmeldelse, nemlig hos Georg Metz. Hans indvendinger imod formen gik på, at »Hergel har sat sig mellem to stole, satirens og realismens, uden at vælge overbevisende, hvilket svækker begge«. Endvidere tror han »ikke på sin læser og lader det synlige være overbelyst«, anmærker Metz. Men efter som »Hergel skriver på en stærk indignation funderet på indsigt og viden om de faktisk forhold i godhedsindustrien«, og han har »et skarpt og kritisk øje ... for den rystende manipulation, der er blevet fast kost fra den udøvende magt, i bogen som i virkeligheden aldeles skrupelløs« - ja, så er romanen ifølge Metz' anmeldelse her i Politiken alligevel »et heftigt og væsentligt indlæg i en national krise; den tager godt fat og overdriver desværre ikke meget«. Ulejligheden værd Det overtydelige er for John Chr. Jørgensen i Ekstra Bladet ikke nogen entydig fejl: Stilistisk ligger romanen »i slipstrømmen fra Hanne-Vibeke Holst, hvor alt siges åbent og intet får lov til at fjæle sig mellem linjerne«, men det bliver vel at mærke til »en oprivende politisk thriller«, hvor »hjemlige problemer sættes i internationalt perspektiv gennem hidsige krydsklip«. Så »romanen er bestemt ulejligheden værd« med sin »vidende og bidende satire over medløberi i dansk politik og presse«. Rettidig omhu Når nu det ifølge Kristelighedens Svend Skriver »særskilt ondskabsfulde« af nøgleportrætterne - der i øvrigt »ligner litterære karaktermord på stribe« - angiveligt forestiller chefredaktør Niels Lunde på Berlingske Tidende, er samme norske dagblads anmeldelse af romanen selvfølgelig også af særskilt interesse. Man kan jo godt »få den tanke, at modellen til Morgenavisen er hentet på virkelighedens berlinger«, indrømmer Per Krogh Hansen, som den berlingske litteraturredaktør har sat på uriasposten. Så han anbringer med rettidig omhu ét stk. mellemlægspapir mellem sin arbejdsgiver og nøgleromanen: Han selv »sidder meget, meget langt fra magtens korridorer i den danske avisverden« og skal »ikke gøre sig klog på eventuelle andre ligheder og forskelle eller overdrivelser og karikaturer Morgenavisen/ Berlingske Tidende imellem. Så lad os holde os til Hergels fiktive univers«. Dét er fremstillet »i den brede 'mainstream' genre med sigte på både spænding og parodi - og blottet for egentlige kunstneriske kvaliteter«. »Karaktertegningen er skematisk ... men ikke uden sans for karikaturens håndelag, og sproget er ligefremt men klichétungt, når emotionelle forhold skildres«, konstaterer han, men konkluderer dog, at »plottet er underholdende og overraskende«. På dét punkt er han enig med anmeldelsen i Orkla-bladhusets andet organ, Weekendavisen, selv om det kan knibe med sandsynligheden i romanen: »Af genren forlanger man imidlertid ikke anden sandsynlighed end den, der har at gøre med plottets sammenhæng og logik, og her er der ikke noget at komme efter, som en af bogens personer, statsminister Hans Peter Christensen, siger«. Provinsiel selvfedme »Hergel kan sit stof både forfra og bagfra og retter et ubarmhjertigt projektørlys mod dansk politik og presse, sådan som disse to institutioner tager sig ud for øjeblikket med deres arrogance, selvfedme, leflen for de laveste instinkter hos vælgerne og bondske provinsialisme«, lyder en indledende bredside fra Weekendavisens anmelder Lars Bonnevie. Forfatteren »tegner et billede af et stinkende rigt land i fremskreden moralsk opløsning, og det er ikke rart, hvad han viser frem«. »Men som læser fryder man sig over denne pageturner, og det gør man fordi man i eminent grad er med, hvor det sker«, jubler Bonnevie og lægger hverken fingre eller papir imellem som kollegaen på morgenberlingeren: »Hvis Hergels ædende ironiske fremstilling af sammenspistheden mellem presse og regering blot tilnærmelsesvis stemmer med de faktiske forhold, ser det ikke godt ud (det ser faktisk ikke godt ud)«. Parentesen er også Bonnevies. Suveræn anretning De formelle indvendinger i de andre anmeldelser fejer Weekendavisen også til side: Hergels »sans for den væsentlige detalje bevirker, at miljøerne lever, og det gør personerne også som repræsentanter for deres forskellige professioner«. »Der er flugt over sproget, han vinkler og klipper, så det er en ren svir, meget professionelt, i denne romandebut, der får undertegnede til at spørge sig selv, om en dansk John le Carré er under udvikling«. Det sidste skal ses i lyset af, at Bonnevie vist fornemmer en åndsbeslægtet i Hergel: »en borgerlig moralist af en type, der i dag er en truet art«. Og når så romanen endda »ender i en bragende flot finale, hvor maskerne falder og karriererne skrider«, kan det ikke undre nogen, at Weekendavisen har gjort 'Flygtningen' til 'månedens bog', og at Lars Bonnevie glæder sig over, at »den politiske roman er tilbage på scenen i en så suveræn anretning, som det her er tilfældet«.