De må hellere holde på hat og briller, når De nu skal læse om et af de bedst gennemførte svindelnumre (eller er det et kunstværk?) i nyere amerikansk - og for den sags skyld europæisk - litteraturhistorie: Vidunderbarnet J.T. LeRoy, hvis beundrerskare ikke alene tæller anerkendte amerikanske forfattere som Michael Chabon, Mary Gaitskill, Dave Eggers og Dennis Cooper, men også celebreties fra film- og musikverdenen som Madonna, Bono, Tom Waits, Lou Reed, Courtney Love, Winona Ryder og filminstruktøren Gus Van Sant, hvis Guldpalmevinder fra Cannes, 'Elephant', LeRoy var medforfatter på. Ser man efter, er det - når man ser bort fra Bono, der er blevet sit eget hændervridende humanistiske teater - kunstnere, der kommer fra avantgarden, og som har beskæftiget sig med skuespil og roller. Bare tag Tom Waits, der ikke alene arbejder med teater, men også er endt som rolle, nemlig den som uforbederlig rendestenspoet, til trods for at han næppe har set én de sidste tredive år. Verden vil snydes, men det gælder om at bruge de rigtige ingredienser. Farverig opvækst Jeremy 'Terminator' LeRoys opvækst havde det hele. Som barn og teenager blev han klædt ud som pige af sin mor, der var narkoman og prostitueret, og tvunget til at arbejde som prostitueret på truck stops i de amerikanske Sydstater, indtil han i begyndelsen af 90'erne landede i San Franciscos prostitutionsmiljø. Han blev reddet fra sit liv som trækkerdreng af psykologen Terrence Owens, der som terapi foreslog, at han skrev sit livs historier ned. Owens gav sin nabo, den litterære redaktør Eric Wilinski, LeRoys historier, for at få feedback. Gennem Wilinski kom LeRoy i forbindelse med sin yndlingsdigter, Sharon Olds. Og så skrev han. Ifølge mange fascinerede anmeldere, som en drøm. Patologisk genert Det var midt i 90'erne, navnet J.T. LeRoy begyndte at svirre i litterære kredse. Han havde selv sat det i gang ved at faxe og telefonere til andre forfattere, blandt andre Dennis Cooper. Da han var 16, blev hans første tekster offentliggjort i Nerve og Spin og forskellige antologier. Som 17-årig fik han sin første bogkontrakt. Rygterne om en ny wunderkind bredte sig som ringe i vandet. Hvem var han? Var det virkelig sandt, at han allerede som 11-årig var blevet gennempulet af langturschauffører? Og nu skrev han om det? Svaret kom i 2000, da hans autobiografiske roman 'Sarah' udkom. Det stod der alt sammen. Om livet blandt de unge truck stop-prostituerede, der bar lædersnore med vaskebjørnspenisknogler om halsen, talisman for seksuel potens. Da bogen blev lanceret ved et arrangement i San Francisco, blev den læst op af andre forfattere. Grunden var, at J.T. LeRoy var patologisk genert. Den unge forfatter Stephen Beachy var der. Næsten ingen havde mødt LeRoy personligt, og Beachy spurgte arrangøren, Mark Ewert, om han overhovedet fandtes, eller om det var et pseudonym for forfatteren Dennis Cooper (Ewerts tidligere kæreste), hvis litterære figurer lignede LeRoys. »LeRoy findes«, svarede Ewert og sagde, at han havde lige set den sky forfatter blandt publikum. Paryk og solbriller Stephen Beachy kunne ikke slippe sin fascination af historien om LeRoy. Han begyndte at undersøge den. Hverken Ewert, Cooper, LeRoys agenter eller redaktører havde mødt LeRoy. Enten turde han ikke komme, eller også dukkede han ikke op. Én redaktør, Panio Gianopolous, der havde arbejdet med ham i flere år, mødte ham én gang, hvor LeRoy sad i en bil iført paryk og solbriller. Det var sådan - med paryk og solbriller - han begyndte at dukke op ved sjældne lejligheder i 2001, sammen med veninden Emily, der nu var en ny brik i hans historie. Det var hende, socialarbejderen Emily Frasier, der havde fået ham væk fra gaden og overdraget ham til psykologen Owens, da han var 13, og som nu boede med ham i en intim, alternativ familie sammen med hendes mand og deres barn. 'The Heart Is Deceitful Above All Things' hed J.T. LeRoys anden bog; en titel, der pegede i retning af, at noget yderst bevidst var på færde. Det kunne de mange interview, LeRoy gav, enten over telefonen, internettet eller på fax, også. Gang på gang skiftede han forklaring, ændrede sin historie (på et tidspunkt sagde han, at han var junkie og hiv-smittet) og bedyrede, at man ikke skulle tro på noget af det, han sagde. Men de forfærdende historier om hans brutale barndom i 'The Heart is Deceitful ...' lagde ekstra til myten om ham. Han var guf for de kunstnere, der søger autenticitet - den ægte ydmygede vare - fordi de ikke selv har den. De forgudede ham. Ingen havde mødt ham, so what, det var hipt at bekende sig til J.T. Og de berømte trak flere til. Mange prøvede at afdække myten, men ingen lykkedes. Ingen spor Indtil for nylig. Sidst i oktober udkom New York Magazine med Stephen Beachys lange artikel: 'En jagt på en stor litterær svindlers sande identitet', som nævnt i Politiken Bøger på årets sidste dag. Beachy gjorde opmærksom på Armistead Maupins 'The Night Listener' fra 2000, en fortælling om Anthony Godby Johnson, en teenager med aids, som havde haft en forfærdelig opvækst med seksuelt misbrug, indtil han som 11-årig blev adopteret af en socialarbejder ved navn Vicki. Maupin havde lange telefoninterview med Godby, men hverken han eller nogen anden mødte ham personligt, til trods for at han som LeRoy havde opbygget et netværk af forfattere og celebreties og som ham også lavet en webside. Beachy troede først, at LeRoy kunne være personen bag Godby Johnson, men da han researchede den, var der for mange uoverensstemmelser. Derimod kunne inspirationen til LeRoys egen historie komme derfra. På LeRoy var der ingen spor. Hans mor og bedstefar var tilsyneladende døde, og han har aldrig givet navne på slægtninge eller på sin biologiske far, som han har sagt, er en berømt teologisk forfatter. Han har sagt, at han blev født på Halloween (!) i 1980 i West Virginia, men han findes ikke i nogen offentlige papirer. De eneste, der kan bekræfte hans eksistens, er de celebreties, der aldrig har mødt ham. Den grimme ælling Forfatteren Mary Gaitskill, som sidste år fik et sent gennembrud med romanen 'Veronica', er en af de få, der mødte LeRoy før 2001 på en diner. Han kom ind med to venner, gav hende en pakke med sine arbejder og sagde: »Jeg er Terminator« og skyndte sig ud. Hun så ham kun nogle få sekunder. »Han er født ud af den tynde luft et sted omkring 1994«, skrev Beachy. Heller ikke i LeRoys bøger kunne han finde detaljer, der kunne føre til en opklaring. Journalister, der har interviewet LeRoy på telefon og siden mødt ham, har sagt, at der var stor forskel på hans forførende tilstedeværelse i telefonen og den tavse person, han var offentligt. Den person bar altid paryk og solbriller og sagde næsten ingenting. Flere artikler om LeRoy viderebragte rygtet om, at han var »en pige, der maskerer sig som en dreng, der maskerer sig som en pige«, hvilket kun øgede forvirringen. En yderst tiltrækkende skikkelse i det teatralske og androgynfikserede amerikanske litteratur- og rockmiljø, og oven i det en 'den grimme ælling'-historie gange hundrede, og så var den virkelig. Lige så virkelig som H.C. Andersens eventyr. Født ud af den tynde luft. Men hvem fødte J.T. LeRoy? Bliv, far, bliv! »Alle mysterierne omkring J.T. LeRoy løber sammen på Larkin Street i San Francisco, hvor LeRoy bor med bandmedlemmerne i Thistle«, skrev Beachy. »LeRoy skriver gruppens sange og hjælper ægteparret, som udgør gruppen, med at opdrage deres barn. Medlemmerne i Thistle, der før LeRoy 'kom til verden' hed Daddy Don't Go, bruger pseudonymer. Astor er guitaristen Geoffrey Knoops kunstnernavn, og Speedie er hans kones, Laura Albert«. »Det er en gruppe, som leger med identiteter: Laura var også den socialarbejder, Emily Frasier, der, som beskrevet i en artikel i New York Times om LeRoy i 2004, reddede ham fra prostitution og fik ham i terapi hos dr. Owens«. Min lille dreng Daddy Don't Go indspillede et nummer, der hed 'Vicious Panties', hvor Laura kaldte en skikkelse ved navn Jeffrey Kaos for sin lille dreng, sin lille pige, en luder og 'cock-tease', og ville gøre ham til prostitueret; en historie, der var identisk med den, J.T. LeRoy fortalte om sig selv og sin mor i 'Sarah'. Beachy skrev: »Adskillige af J.T.s telefonkontakter forsikrede mig, at de aldrig havde hørt om Speedie og Astor før 1996. Det er der et scenario, der kan forklare: J.T. nævnte dem aldrig, fordi de er ham. Geoffrey og Lauras fantasier er de samme som J.T.s fiktion«. »Laura, født i 1965, har samme alder, som J.T.s mor ville have haft. Overalt hvor J.T. går, følger Speedie og Astor med. Det var dem, der fulgte J.T. til hans møde med Gaitskill, og Speedie, der introducerede ham til Dennis Cooper«. Og, skrev Beachy, ingen af Geoffrey og Lauras venner havde hørt, at parret havde en J.T. LeRoy boende, men en af dem sagde: »Det er lige sådan en historie, Laura kunne finde på«. Men hvordan får en fiktiv person udbetalt sine honorarer? Beachy fandt ud af, at den, der modtog pengene for LeRoys første bog, var hans 'kusine' JoAnn Albert, der viste sig at være Lauras søster. En stor del af hans checks var blevet sendt til et firma i Nevada, hvis direktør var Carolyn Albert, Lauras mor. En del af dem var sendt til LeRoys agent, Ira Silverberg, som ikke ville fortælle, hvem han betalte pengene til. Hverken Laura, JoAnn eller Carolyn besvarede Beachys telefonopkald. Gør det noget? Under åbningen af en udstilling af malerier fra 'Harolds End', J.T. LeRoys seneste bog, i San Francisco i maj sidste år, kom den officielle J.T. LeRoy pakket ind i tørklæder, paryk og solbriller. Han blev hurtigt gemt væk fra publikum på balkonen, mens Thistle læste op og optrådte. En uge senere interviewede Beachy LeRoy i telefonen. Han følte, at han talte til Laura, og at hun vidste, at han vidste det. Han bad J.T. om at mødes med ham og vise ham hans pas og personnummer. »Hvorfor?«, svarede LeRoy. »Jeg har ingen brændende længsel efter at få bevist, at jeg er virkelig«. Beachy spurgte, om han måtte tale med Laura eller Geoffrey og fik svaret: »Astor og Speedie vil ikke sige, at de er mig. Vi er en familie, og vi skaber sammen på mange, mange måder, det er vores ret. Jeg vil gerne have retten til at udvikle mig og ændre min identitet«. »Gør det noget, at J.T. LeRoy ikke findes, men er den 39-årige Laura Alberts opfindelse«, spørger Beachy sidst i sin artikel. Ja, siger forfatteren Dennis Cooper; han er vred på vegne af J.T.s fans: »Jeg ved, hvor meget han betyder for nogle. Han er deres idol. Unge, der virkelig er blevet misbrugt, vil være chokerede«. Hm, tænker man, er han nu også vred, Cooper, eller er han part i sagen? Og hvad med Beachy selv? Han kalder historien om J.T. LeRoy for endnu en hjerteskærende 'fra bums til millionær'-historie for punkgenerationen og slutter: »Gennem de sidste måneder, hvor jeg interviewede folk og fulgte forskellige spor, begyndte jeg nogle gange at tro, at der virkelig var et fortabt barn i labyrintens centrum, og jeg ville ikke gøre det barn fortræd«. »I denne histories centrum er der enten et dramatisk fravær, eller, i det mindste, billedet af en dreng. Eller måske ikke en dreng - men en androgyn skikkelse som et af de obskure alkymistiske emblemer, Jung var så glad for«. Okay, tænker man, var det detektivarbejde, Beachy har lavet, en del af mytologiseringen af LeRoy? Det onde i J.T. Ikke for journalisten Warren St. John. Han skrev i november 2004 et portræt på LeRoy i New York Times under rubrikken 'Et litterært liv født af brutalitet'. I det slugte han råt for usødet, hvad J.T. LeRoy sagde i et interview over en gang sushi på en restaurant i TriBeCa i New York. J.T. sagde blandt andet: »Det var først for nylig, jeg kunne tage min maske af. Det er en stor ting for mig at lade folk se mine øjne, fordi jeg føler, de kan se det onde i mig«. Warren St. John viderebragte hvert et ord, som var det sandheden; han skrev oven i købet, at mange, indtil det øjeblik, havde tvivlet på LeRoys eksistens. Det gjorde han ikke selv mere. I forgårs krøb St. John så til korset i New York Times. Med artiklen 'Demaskeringen af J.T. LeRoy: I offentligheden er han en hun', lagde han sin og avisens afsløring på bordet: Den mand, der siden 2001 iført paryk og solbriller havde optrådt offentligt som den nu 25-årige J.T. LeRoy, var Savannah Knoop, Geoffrey Knoops halvsøster, der var midt i 20'erne. Beviset var et fotografi af Savannah ved åbningen af en tøjbutik i 2003. St. John viste det til en række personer, der havde mødt LeRoy; de sagde alle, det var ham. Da han ringede til Savannah, lagde hun røret på med ordene: »Jeg har ikke brug for det her i mit liv lige nu«. Ingen kommentarer Efter Stephen Beachys artikel i New York Magazine undersøgte New York Times omstændighederne omkring en artikel om en rejse til Disneyland i Paris, som J.T. LeRoy havde skrevet til avisens rejsemagasin. I artiklen skrev LeRoy, at de var fire rejsende, men bilagene viste, at de kun var tre. Ansatte i Disneyland Paris og på to hoteller i Paris identificerede ud fra fotografier Laura Albert som den person, der præsenterede sig som J.T. LeRoy. Ud fra fotografier af J.T. LeRoy tilføjede de, at ingen i selskabet havde lignet ham. Men kvinden, der kaldte sig J.T. LeRoy, havde fortalt, at hendes ledsagere var hendes mand og søn. Da de ansatte sagde, at de troede, LeRoy var en mand, fortalte hun, at hun tre år tidligere havde fået foretaget kønsskifteoperation og nu var en kvinde. Efter afsløringen lagde Warren St. John adskillige beskeder på Laura Alberts telefonsvarer; hun svarede ikke. Hendes mand, Geoffrey Knoop, sagde kort og godt: Ingen kommentarer. Der bør være en morale på sådan en historie, men jeg kan ikke finde den. J.T. LeRoy findes ikke. Han er en fiktion, der har skrevet en fiktion. Hvem der har skrevet de bøger, der bærer hans navn, vides ikke. Det kan være Laura Albert, Dennis Cooper, det kan være mange. De er udgivet på dansk af forlaget Fringeløv og er formodentlig sjovere at læse i dag end før, hvor de bare var endnu en kliché om livet blandt de udstødte. Men det er kun noget, jeg formoder, for jeg har aldrig læst en linje af J.T. LeRoy. Godt det samme, for han har åbenbart heller aldrig skrevet én.