I Rusland har en regional politiker fundet på at skifte sit navn ud med Harry Potter. Det gjorde han i 2003 i forbindelse med guvernørvalget i Sverdlovskoblasten i Ural. Politikeren forkastede dog ikke sin far, Ivan, og blev efter russisk skik til Harry Ivanovitj Potter. Lokale aviser bragte hans breve, der strengt taget ikke indeholdt et politisk budskab, men snarere magiske forudsigelser, og aviserne påstod, at brevene ankom med en ugle. Harry Ivanovitj fik med det samme 10 procent af stemmerne i opinionsundersøgelserne, og han lovede, at hvis han vandt guvernørposten i Jekatarinenburg, ville han også lade sig opstille til præsidentposten i Rusland i 2004. Han vandt dog lige akkurat ikke. Potter, Grotter, Trotter Og kun i Rusland er der blevet kreeret så mange 'egne' Harry Pottere. Navnlig en pige ved navn Tanja Grotter er blevet meget populær, en pige med trylletalenter, runde briller og visse andre skandaløst genkendelige Potter-træk, men som tekst forankret i egen russisk litterær tradition. Det har ført J.K. Rowlings sagførere ud i en sej kamp, som de har tabt i Rusland; de nåede kun med nød og næppe at standse Grotters blasfemiske fremmarch, inden hun nåede England selv, nemlig da oversættelsen fra russisk var trykt og lå parat i Holland. Men man skal ikke tro, at 'Tanja Grotter og den magiske kontrabas' af Dmitry Jemets er den eneste remake af Potter på det russiske marked. Nej, der er også 'Barry Trotter og den uautoriserede parodi' af Michael Gerber, 'Porry Hatter og stenfilosoffen' af Andrej Zhvalevsky og Igor Mytko og så videre ... Kreativiteten kender ingen grænser i verdens største land. Beundrede briter Både det almindelige Potter-hysteri og opdyrkelsen af 'egne' Potter-tekster fortæller først og fremmest om den sproglige og kulturelle afstand, der er mellem Rusland og den verden, hvor private kostskoler er virkelighed, og hvor enhver som det mest selvfølgelige kan fremtrylle en totalt unaturlig lyd, 'wow', bare for at sige, at man er forbløffet. Alt engelsk bliver straks beundret som noget eksotisk og fascinerende, men afføder samtidig en stærk nostalgi efter uslået græs og agurker, som kun de russiske babusjkaer kan salte ordentligt. Sådan har Rusland altid haft det med alt udenlandsk. Engelsk børnelitteratur er traditionelt blevet oversat stilistisk tæt på originalen, men også sideløbende genskabt i en totalt russificeret form. Intet russisk barn vokser op uden at kende de meget engelske verdener, som man finder i 'Alice in Wonderland', 'Mary Poppins', 'Gulliver's Travels' eller 'Winnie the Pooh' (i parentes kan man også nævne, at de russiske børns kendskab til H.C. Andersen burde få de danske børn til at rødme af skam). Men meget, meget få har en anelse om, at alle russiske børns bedstefar, Kornej Tjukovskys så hjemlige, elskede og uoversætteligt russiske 'Doktor Ajbolit' (betyder: »Doktor Av-det-gør-ondt!«) i virkeligheden er 'inspireret' af englænderen Hugh Loftings historier om Doktor Doolittle. Tjukovskijs digt er en så gennemgribende genial russisk reinkarnation, at man ikke rigtig kan klistre mærkatet 'plagiat' på den - det giver ingen mening. Latterligt forbud Men tilbage til Harry Potter-serien og dens oversættelser til russisk. På www.harrypotter.ru får man straks smagen af det specifikt russiske. Samtlige vesteuropæiske, autoriserede Harry Potter-sites er udformet ens og består af de samme, ikke videre sofistikerede menuer: spil, kort, bibliotek, trailere, plus/minus et par valgmuligheder. Det russiske Harry Potter-site er derimod et debatforum, hvor oversættelser af Harry Potter bliver analyseret, sammenlignet, teoretiseret over, lynchet, raset over og kæmpet imod - af den russiske intelligentsia. Forlaget Rosman, som oprindelig fik eneret på at oversætte Potter-bøgerne, har måttet lide den tort at få priser for værste (!) oversættelser på russiske bogmesser. Det fik forlaget til at bøje sig og hele tre gange udskifte ikke bare oversætteren, men - vi er jo i Rusland - hele oversætter hold for at vise sin lydhørhed overfor kritikken. Samtidig har forlaget også vist principfasthed, da det ad rettens vej har fået forbudt en vis Masja Spivaks russiske oversættelser af Rowling på nettet. Populariteten af disse oversættelser var, kan man roligt sige, støt voksende. Forbuddet er selvfølgelig helt til grin, for på nettet er intet nemmere end at skifte navn. Så nu foregår der en lystig cyberkorrespondance i Runet (russisksproget internet), hvor man glæder sig til kommende offentliggørelser af nye Potter-oversættelser udført af Æm. Ta-samaja (læs: Mm. Hende-der). Og det er lige så nemt at regne ud, hvem denne Hende-der er, som det vil være svært at bevise. Igen skal man ikke tro, at det kun er Masja Spivak og Rosmans translatørhold, der kan engelsk og har internetadgang i Rusland. Der er flere alternative oversættelser af samtlige Potter-bøger, og selv om de uautoriserede versioner altid dukker hurtigere op på nettet, er de til gengæld ikke altid værre end de autoriserede. Kritik af oversættelser Russerne oversætter rigtig meget skønlitteratur og har altid haft en særdeles god translatøruddannelse og tradition for at læse og analysere oversættelser. Det at arbejde med 14 russiske udgaver af 'Hamlet' er et klassisk led i en russisk filologuddannelse, ikke for at lynche de 13 oversættelser som dårlige og rose en enkelt som god, men for at erkende, at oversættelse er en uendelig proces og en uundgåelig udvikling af originalen. Den baggrund taget i betragtning, hvordan kan oversættelserne af Harry Potter så blive en skandale af så exceptionelle dimensioner? Efter at have læst i flere af de russiske Potter-bøger kan vi kun konstatere, at de alle sammen er professionelle: der er fejl og perler i dem alle, men de er alle sammen absolut til at leve med. Kritikken af oversættelserne går f.eks. på, at forlaget Rosmans første oversætter, Igor Oransky, ikke belemrede sig med at overføre det rowlingske spil på personnavne til russisk, men bare skrev navnene med kyrilliske bogstaver. Ja, det er virkelig et tab, men ikke et kriminelt tab. 'Winnie the Pooh' hedder også 'Vinipukh' på russisk, og meningsløsheden i denne lydsammensætning har ikke anfægtet bamsens popularitet i Rusland. Man beskylder også de første oversættere for tilføjelser og udeladelser, men heller ikke dette er ukendt i accepteret oversættelsespraksis, især når det drejer sig om en så tungt referencebelastet tekst som Rowlings. Når man ikke laver en fuldt kommenteret, encyklopædisk udgave, men derimod en letlæselig, billig og forhåbentlig bestsellende, populær bog, laver man det, der hedder 'løsninger': man laver erstatninger og justeringer, man laver til- og fravalg, og det er ikke ren kriminalitet hele vejen igennem, men en del af udgiverpolitik og oversætterhåndværk. Ren overlevelseskamp Men hvad viser den russiske ballade med Harry Potter os egentlig? Svaret synes at ligge udenfor oversættelsernes rent lingvistiske kvaliteter - på en korsvej mellem de russiske intellektuelle og kulturelle traditioner på den ene side og Ruslands indtræden i den nye politiske og teknologiske fase på den anden. Det drejer sig ikke om, at den første oversætter begik exceptionelt mange fejl, men om at der sidder en stor, veluddannet, men på det seneste marginaliseret intelligentsia ude i det store Rusland. Denne intelligentsia er ved at finde sig en plads og en stemme i det nye politiske og teknologiske klima. Samtidig er den - og det er ikke blot typisk russisk - grænseløst nostalgisk. Intelligentsiaens kamp for den perfekte russiske Harry Potter er ikke en kamp for forfatterinde Rowlings ære - det er en ren overlevelseskamp, en kamp for egen autoritet. Postsovjetiske smagsdommere Professor Viktor Lantjikov fra Moskvas Lingvistiske Universitet er en af de ganske få, som bidrager til Potter-debatten på det russiske net med en artikel, der ikke handler om Potter-oversættelser, men om selve debatten og debattørerne. Han hæfter sig især ved to ting: 1. der har aldrig før været så meget ballade i Rusland på grund af en oversat bog, og 2. siden sovjettiden (!) er det uhørt, at de debatterende i den grad er ens. Professor Lantjikov formulerer præcist det paradoksale indtryk, som debatten i sin helhed efterlader: i sin form og sit valg af medier er den meget moderne, og dog er der noget væsentligt ved den, der lugter stærkt sovjetisk. I sit interessante essay gennemgår professor Lantjikov 'det sovjetiske' ved selve den sproglige essens i kritikken af Rosmans Potter-oversættelser, men endnu vigtigere og mere relevant for omverdenen er det at dvæle ved de politisk-kulturelle aspekter af sagen. De postsovjetiske smagsdommere vil jo gerne frem i den nye verden, men paradoksalt nok er det vigtigste, de synes at ønske at bruge den nye tilgængelighed og frihed til, at genoplive et budskab om utilgængelighed og ufrihed. I den ny verdensorden, hvor Harry Potter er med lynets hast er på vej til at blive alles, ægte global, ægte folkelig, vil de insistere på - over for netop alle, globalt og på nettet - at det slet ikke forholder sig sådan, at denne Potter er forkert og burde forbydes, straffes og erstattes med en helt anden Potter. De bruger det nye medie og den nye frihed netop kun som medie og kun som en formel ramme i et forsøg på at genoplive den gamle verdens værdier. Copyright er en teknisk umulighed Men det er kun en del af forklaringen. Hvis man stopper her, fremstår historien mest som en anekdote om det moderne Ruslands kuriositet. Men Ruslands værdi er jo, at det fortæller omverdenen historier om omverdenen selv. For den russiske intelligentsia er selvfølgelig ikke mere dum end resten af verdens eksperter og smagsdommere. Når de russiske eksperter lyncher en oversætter, som har ført den russiske Harry Potter for langt væk fra den rowlingske Harry Potter, udviser de symptomer på nøjagtig den samme sygdom, som de engelske eksperter lider af, når de anlægger sag mod en forfatter, som efter deres udsagn har ført den russiske Tanja Grotter for tæt på den rowlingske Harry Potter. Begge parter har sovet i timen. Begge parter prøver at nå et tog, der er kørt. Ingen kan forudsige og nå at standse en lokalpolitiker i Ural, som midlertidigt overtager navnet Harry Potter for at score valgstemmer, og hermed viser, at han til forskel fra eksperterne er med toget. Politisk frihed og it medfører uundgåeligt en kunstnerisk frihed. Det betyder helt enkelt, at al information, også kunstværker, bliver ubegrænset tilgængelige, distribuerbare, og hermed - eksproprierbare. Copyright er blevet en teknisk umulighed. Genbrug medbringer nyskabelse Det nys afsluttede århundredes vigtigste teoretiske bedrift har været en idé om, at ethvert kunstnerisk og sprogligt udtryk indebærer genbrug, og ethvert genbrug (reproduktion, repræsentation) af et kunstnerisk udtryk medbringer udvikling og nyskabelse. Der er kun et flow, en kompliceret strøm, hvor alt er unikt og genkendeligt på én gang. Ligesom i Shrek-tegnefilmerne, hvor man shoplifter efter behag i hele Europas litterære supermarked. Ligesom Madonna, som i sit sidste album synger 'igennem' ABBA. Ligesom Boris Pasternak, som skrev 'Doktor Zivago' 'imellem linjerne' på Bibelen, Dostojevskijs 'Brødre Karamasov' og meget andet. Og ja, ligesom J.K. Rowling, som i Harry Potter-serien fortolker et af de mest bekendte emner i engelsk litteratur overhovedet: de engelske kostskoler. Det pudsige er imidlertid, at vi synes at have nemmere ved at acceptere flowet op til kunstværket, så at sige. Men når der foreligger et produkt, synes vi, at nu er det færdigt, nu må det stoppe, alt det flow, og vi er ikke så meget for, at flowet ikke adlyder, men fortsætter uafbrudt og uanfægtet, så den Hellige Gral, kunstværket, bliver møllet, mast, adapteret, efterlignet, fortsat, imiteret, gendigtet, gengivet og spredt med en hastighed, så vi ikke har en jordisk chance for at kontrollere og autorisere det hele. Tiltrængt diskussion Den russiske Harry Potter-historie viser os, for at komme med en forvrænget russisk anglicisme, et tydeligt tilfælde af Past-in-the-Future. Dette Past-in-the-Future er alverdens intelligentsias forsøg på, med fremtidens midler, at bekæmpe fremtiden selv og holde fortiden i live. I lighed med lord Voldemort vil dette forsøg til sidst lide sit endeligt, tryllet væk med en spids af en tryllestav. Det sker allerede: med en kuglepen i en hurtig oversætters eller fremmed forfatters hånd, et klik af en mus under den globale teenagers computerspil, et uforudsigeligt politisk stuntnummer. At processen er startet kan man se i den stigende grad af absurditet og nærmest barnlighed (eller desperation?), som kommer til udtryk i copyrightbestemmelserne. At man må se en lejet film sammen med sine venner, men ikke sammen med sine studerende; at man må læse en bog stille, men ikke højt; at der er to grupperinger i det offentlige debatrum, som i fuld alvor bliver betegnet med Peter Pan værdige navne: 'Pirater' og 'Antipirater'; at man, hvis man ikke ved helt præcist, hvor meget man kopierer, må betale Copy-Dan for, hvor meget man anslår, man kopierer. At man må høre sangen, men ikke lytte til den, ikke synge med, ikke synge videre, ikke brænde den, ikke, Gud forbyde det, bruge den. Men vil man i det hele taget kunne kreere noget, hvis man skal adlyde alle disse påbud? Kan der laves en for alt og alle gældende definition af grænsen mellem inspiration, udvikling og anvendelse? Og kan ting som plagiat og patent i kunstverdenen være det samme, som de er i videnskaben? Den rowlingske Harry Potters oplevelser i Rusland, når han låner sit navn til alt fra levende politikere til nye litterære brødre og søstre, morer os og åbner samtidig for en alvorligt tiltrængt diskussion af disse spørgsmål.