Konstantinopel var og er porten til Orienten. De Vise Mænd fra Vesterland nåede omsider hertil den næstsidste dag i juli 1761. To af ekspeditionens deltagere var morderligt uvenner. Og en tredje, Carsten Niebuhr, var allerede på skibet blevet dødssyg: »Jeg blev imidlertid overfaldet af en så heftig blodgang at jeg mistede alt håb om at se Konstantinopel, for slet ikke at tale om Arabien«. »Imidlertid havde jeg årsag til at takke forsynet for at jeg blev ramt af denne hændelse på et tidspunkt hvor det ikke helt skortede på hjælp og bekvemmelighed«. Langt nede Sådan skal mønstret vise sig at være de kommende år overalt på rejsen: Når Niebuhr fortæller om noget ubehageligt, så konkluderer han positivt. Men han var langt nede, da de nåede Konstantinopel. Og manden, der er kommet til at stå for alle os andre som Mellemøstens øjenåbner, han ser selv sådan her på tingene, da han lige er ankommet: »Deres sprog, klædedragt og hele opførsel var os så fremmed at vi ikke nærede stort håb om at finde megen fornøjelse i morgenlandene«. Dejlige damer Den altid rasende Frederik Christian von Haven, derimod, håbede i allerhøjeste grad at finde fornøjelser, og dét allerede her i Konstantinopel. Byen myldrer med ambassadører og gesandter fra den ganske verden, og von Haven omgås helst dem alle sammen samt deres damer, f.eks. »de smukkeste Grækinder i Staden«: »Disse Grækinder ligge paa deres Divan det er en art Sopha med hynder og puder udbredet langs hen under Vinduerne«. »Naar man kommer til dem, reyse de sig op, bede en sidde ned paa deres Sopha, og derpaa lægge de sig selv ned igjen«. »Ieg siger de lægge sig, thi hos os kunne vi ikke kalde det anderledes; de sidde med benene under Rumpen (...) De skjule ikke brysterne saaledes som hos os, at man kand see det øverste blot. De skjule dem alene med et tyndt flor (...)«. Ballade i basaren Den lærde filolog holder af Konstantinopel. Han arbejder også ivrigt på byens biblioteker, træffer mængder af andre lærde mænd og gør indkøb af manuskripter, som den dag i dag er klenodier på Det Kongelige bibliotek. Og når nogen i basaren er så ufine at tro, at han hopper på at købe noget så simpelt som en elementær arabisk grammatik, så må han indrømme, at han »måske kastede den fra mig med nogen foragtelig mine«. Ballade i basaren, had og håndgemæng: Danskeren kan ikke komme tilbage: »Ieg blev syg af Ergernis«. Von Haven ville alligevel gerne blive rigtig mange måneder i Konstantinopel - så de alle kunne få lært grundigt arabisk før rejsen! - men han bliver nedstemt af de andre, som vil videre og heri støttes af den danske konges gesandt i byen, Hr. von Gähler. Von Haven noterer: »Ieg gik meget misfornyøyet bort, og har endnu ikke da ieg skriver dette fundet aarsag til at forandre min misfornøyelse«. Mordtrusler Nu var der endda også en ekstra grund til misfornøyelse. Det var nemlig kommet til en veritabel rettergang foran Gesandt von Gähler, en injuriesag om, hvad der var blevet sagt ved den famøse 'genforeningsmiddag' om bord på skibet i Marseilles havn. Her er det, at Thorkild Hansen på basis af de breve, han har læst, mener at kunne tillægge professor von Haven et fromt ønske om, at professor Forskål må rende ham i røven. Men Hansen kendte ikke von Havens dagbog, hvoraf det fremgår, at den danske professor først havde varmet op ved at erklære, at den svenske professor »talede som et Esel«; og efter lidt mundhuggerier frem og tilbage var det endt med, »at ieg erkiendte ham for en Slyngel og en Hundsvot«. Det sidste er noget med en hunhunds kønsdele, og kongens gesandt syntes nok, skriver von Haven selv, »at mine Expressioner lod ham supponere, at ieg havde haft en slet opdragelse«. Og nu falder Gesandtens dom: »...at omfavne hverandre som Venner, og forglemme hvad der var passeret, og hvis ikke, at han saae sig nødt til at melde til Hoffet vor Uenighed og Dispute, hvilket han ikke troede vilde blive til vor Avantage paa nogen af siderne«. De gjorde det. Ingen vej udenom. Men det var gode miner til slet spil, for nu var von Haven så rasende, at han decideret pønsede på mord. Det tror i hvert fald både Thorkild Hansen og den skikkelige Niebuhr. Sidstnævnte troede det i en sådan grad, at han selv true-de med mord, som det snart skulle vise sig. I forklædning Så det var et muntert selskab, der 8. september atter satte kursen ud over Det Middellandske Hav mod Alexandria og Cairo. Ingen kunne længere se, at de var europæere, for som Niebuhr skriver, måtte de nu »lære helt at undvære de stilarter og mange andre bekvemmeligheder som man møder overalt i Europa. Vi lod altså allerede i Konstantinopel fremstille den lange morgenlandske klædning«. Denne klædning nød Niebuhr langt mere end von Haven. Landmåleren var allerede ved at forvandle sig til morgenlænding, mens den filologiske professor bare var forklædt - men godt forklædt: Da de er sejlet fra Konstantinopel og går i land på Rhodos, bliver den danske ekspedition i første forsøg nægtet adgang til den franske konsul - som ikke tager imod sådan en flok tyrkere.