Det kan godt være skolebørns læse- og skrivefærdigheder ikke er, hvad forne generationers var, men en ting kan de godt finde ud af at skrive: ønskelister! Den tiårige vil gerne lige have en mountainbike og en iPod. Teenagere vil gerne have bærbare computere, mobiltelefoner og cowboybukser til 2-3000 kroner. Om føje år ønsker de sig sportsvogne og verdensomsejlinger. Eller måske bare en tur til Månen. Og hvis man hårdnakket hævder, at de da sagtens kan få sig både en tur ud i rummet og en tur under vandet ved at gå ind i fars bibliotek og kigge under Verne, Jules og nappe 'Rejsen til månen' eller 'En verdensomsejling under havet' fra reolen, griner de end ikke hånligt. De skrider bare ud af lokalet, idet de lader bukserne synke yderligere et par centimeter ned over bagdelen, så endnu mere af deres mærkevare-underbukse-popo bliver blottet. Tolv års rationering Men Bibliopaten er ikke sådan at bide skeer med. Forleden var han i embeds medfør på Amager, og da faldt han indenfor i et pragtfuldt lille antikvariat på Amagerbrogade lige ved Højdevej. Først købte han et Anders And blad fra 3. november 1959 for 5 kroner, for det er sjovt at have et blad, der udkom dagen før, man blev født. Så faldt hans øjne på noget helt fantastisk: 24 rationeringsmærker fra Anden Verdenskrig og årene lige efter. »Så kan de lære det!«, tænkte han. Mærkerne kostede tilsammen kun 25 kr., og for denne lille sum erhvervede Bibliopaten sig adgang til mere end en rumrejse. De små røde, grønne, gule, blå og orange mærker i forskellige størrelser er billetter til en rejse i tiden. Tilbage til dengang, hvor hans egen moder og fader var teenagere, og man var nødt til at aflevere små stykker papir for at kunne købe hverdagens fornødenheder: 160 gram svinekød, 40 gram groft rugbrød, et halvt kilo sukker, 250 gram smør eller margarine, 300 gram franskbrød eller 240 gram hvedemel, en liter petroleum, et kilo havre- eller byggryn, sæbe, benzin, eller hvad man nu måtte ønske sig. Mærkerne er udstedt i tidsrummet fra 1940 til 1952, og man kan ikke lade være at tænke på, hvad der ville ske oppe i hovedet på vore dages supershoppere, hvis de skulle gennemleve tolv år med rationering! Fars flade pakker I dag er det så juleaften, om vi så må sige, og vor læser spørger: Hvad blev det så til? Får Bibliopatens afkom virkelig kun rationeringsmærker i julegave? Ja, det er et godt spørgsmål, og faktisk kender vi endnu ikke svaret, mens vi skriver dette, for vi har nemlig ikke helt bestemt os endnu. Én ting er sikkert. Hvis det ender med små konvolutter med rationeringsmærker i, vil Bibliopatens afkom have fået sig en oplevelse og et minde for livet. Til barndommens forhadte gavebegreb 'de bløde pakker', umulige sweatre og sokker og den slags, vil de, hvis det ender med rationeringsmærker, kunne supplere med endnu en hadebetegnelse: Fars flade pakker. Jo, mere vi tænker over, jo bedre er ideen. For faktisk behøver en gave jo ikke være en fysisk ting, vel? En gave kan også være noget, man aldrig glemmer. I virkeligheden kan man vel godt sige, at den heldige tiårige modtager af et rationeringsmærke gældende for 40 gram groft rugbrød efter den umiddelbare gråd og gnidsel vil have erhvervet sig (muligheden for at få) en ahaoplevelse af de sjældne, og hvem har sagt at man ikke må give ahaoplevelser i julegave? Og så kunne man jo lægge nogle gamle drengebøger under træet også. Gennem tiden har vi her i hulen erhvervet os flere komplette sæt af Gunnar Jørgensens Flemming-bøger, senest på et loppemarked i Odsherred. Bøgerne er komplet umulige at læse i dag, men har samme kitschværdi som alle de nationalromantiske trivialfilm, tv-kanalerne sender i denne søde juletid, og dem er der jo ikke andre end Bo Tao Michaëlis, der klager over. Og hvem ved? Måske vil kombinationen af et rationeringsmærke og en Flemming-bog kunne bruges til noget rigtigt opbyggeligt i skolen. Det ville da være oplagt at skrive en stil, der sammenligner dannelsesbegrebet i J.K. Rowlings Harry Potter-bøger med det, som findes i gamle Jørgensens guldkornsfyldte univers. Ideen er hermed givet videre. Skolebøger frem for sprut Man kunne selvfølgelig også udstede sine egne rationeringsmærker. Til bøger, f.eks. Den forgangne sommer oplevede vi på en mindre græsk ø, som vi tidligere har berettet om, se venligst vor hjemmeside på www.politiken.dk/boger, et eksempel på sådanne. Vi befandt os i en lille bjergby på Lesbos, hvor vi faldt i snak (sådan da, manden kunne faktisk kun ti udenlandske ord) med en hyggelig boghandler. Han havde en diminutiv udstilling af antikvariske bøger i sit udstillingsvindue, som vi straks bad om at måtte se nærmere på. Det viste sig, at der bag i de gamle bøger var indklæbet små mærker udstedt af Undervisningsministeriet i Athen lige efter krigen. Boghandleren forklarede, at det var en metode, man brugte for at sikre sig, at befolkningen købte skolebøger til deres børn. I stedet for at sende penge direkte til familierne med risiko for, at de gik op i ouzo til farmand, sendte man i stedet mærkerne, som så kunne veksles til litteratur i landets boglader. Ganske smart. Tilbage er blot at ønske vore læsere en glædelig jul og komme med et enkelt julelæsetip: Læs straks Jonathan Safran Foers to første romaner, hvis De ikke har gjort det endnu: 'Alt bliver oplyst' samt 'Ekstremt højt og utroligt tæt på'. Man kommer sig aldrig. Quiz: »Det er koldt i skriptoiret, min tommelfinger værker. Jeg efterlader dette manuskript, jeg ved ikke længere om hvad: stat rosa pristina nomine nuda tenemus«. Citat fra hvilken roman? Borges' bibliotek Kære Bibliopat. Litteraturquizzens citat lørdag 17.12. er af Jorge Luis Borges, og det er fra fortællingen (eller hvad det nu er) 'Biblioteket i Babel'. Det er af den slags, man husker efter mere end tyve år, fordi den rejser spørgsmål om mening, tolkning og udfoldelse, som er relevante ikke bare i litteraturen, men også i den formelle semantik for computersprog og DNA i levende organismer. Mvh Peter Sestoft, Charlottenlund Bibliotekarisk set I Kære Bibliopat. En af de største hemmeligheder i denne verden er, at en bibliotekar ikke blot er én, som arbejder på et bibliotek. Der er flere faggrupper repræsenteret. Men hvor de mange fordomme typisk knytter sig til den gruppe, som har en bibliotekaruddannelse bag sig - de midaldrende bebrillede kvinder, som i vor tid udstyres med ravkæde og pagehår - så har selvbetjeningsautomaterne ikke meget med bibliotekarerne at gøre! Automaterne har overtaget de fysisk belastende afleverings- og udlånsrutiner, som kontorpersonalet hidtil venligt har udført, og frigør nu personaleressourcer til mere brugervejledende opgaver. Fra tid til anden har selvbetjeningsautomaterne også ført personalebesparelser med sig. Men det er temmelig naivt at tro, at hvis man blot undlader at anvende ny teknologi, så er man uden for farezonen ved den næste sparerunde. Det er imidlertid glædeligt - når bibliotekarer partout skal trækkes med det støvede og heldigvis også troværdige image - at den ny generation af bibliotekarer efterhånden er så synlige, at selv en bibliopat bemærker det. Bibliotekarerne har - ligesom bibliotekerne - forandret sig meget og skulle optimalt være ikke bare tidssvarende, men decideret proaktive. Dvs. signalere, præsentere og bane vej for borgerne til det, der vil være naturlige elementer i vores hverdag til næste år. Den nye generation består både af unge nyudklækkede bibliotekarer og af mere erfarne udviklingsorienterede, kreative og ustyrlige medarbejdere. I smukt samspil med de traditionelle bibliotekardyder og de øvrige faggrupper på biblioteket, tilbydes borgerne en fantastisk service både virtuelt og via det fysiske bibliotek. Venlig hilsen Jytte Dahl, Biblioteks- og kulturchef,Solrødbibliotekerne Bibliotekarisk set II Kære bibliopat. På standens vegne er jeg meget smigret over at beskæftige dine tanker selv under konversation med livsledsageren. Men det er vel også, fordi din indre seismograf klart registrerer de skælv, rystelser og rumlende vulkaner, der findes under bibliotekarernes tilforladelige jordskorpe. Ligesom din frue, der i sit valg af fodtøj signalerer, at mødet med den daglige jordbundethed afbødes af / raffineres med lidenskab - så har vi lagt myriader af Da Vinci-agtige koder i vores ydre fremtræden. Tag knolden i nakken: hvordan kan man klarere udtrykke den næsten ukontrollable sanselighed, der i dagens løb må underkastes streng disciplin? Brillerne: en klassisk og uundværlig rekvisit i legen mellem fjernhed og intimitet - og den tækkelige nederdel, der under bibliotekarens hastige skridt mellem reolerne afslører en ikke blot praktisk, men også pirrende slids ... Man kan måske sammenligne vores image og funktion med det velfungerende pornofilter, som vi her på dit lokale bibliotek har installeret på publikums-pc'erne. Uhæmmet seriøsitet - og fuld adgang til alt det værdifulde, som vi gerne hjælper med at finde. Med bibliotekarisk hilsen, Mona Madsen