0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stor forfatter - lille politiker

Harold Pinters bredside mod USA og Storbritannien blev omtalt verden over, men knap kommenteret i USA, mens britiske og svenske medier delte sig mellem forargelse og overbærende smil.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Harold Pinters helbred er så dårligt, at han ikke tog til Stockholm for at modtage nobelprisen. I stedet indspillede han den traditionelle forelæsning på en video, som onsdag blev afspillet for Svenska Akademien. Foto: Henrik Montgomery/AP

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er åbenbart tre måder at reagere på Harold Pinters opsang til Storbritannien og USA på.

I ærefrygt, med en hovedrysten og med ligegyldighedens øredøvende tavshed.

Hvilken af reaktionerne man tyer til, afhænger tilsyneladende af, hvor i verden man bor.

Samtlige store amerikanske aviser har bragt referater af nobelpristagerens angreb på nationen og dens europæiske allierede, men ikke fundet det vigtigt nok til en kommentar på lederplads.

Anderledes i Pinters hjemland, Storbritannien, og i nobelprisens hjemland, Sverige, hvor meningerne synes at strække sig fra begejstring og til overbærende hovedrysten.

Ussel analytiker
Harold Pinters tale »rummede skiftevis primitivt, fanatisk USA-had, skiftevis velgørende beske sandheder om verdens nuværende eneste supermagt«, lød kommentaren således fredag i den svenske avis Falu Kuriren.

Og videre: »Harold Pinter kan karakteriseres som en storslået skønlitterær forfatter, men en ussel politisk analytiker eller snarere moralist«.

En kombination, man ifølge avisen tidligere har set eksempler på hos »lysende forfattere« som Ezra Pound og Knut Hamsun.

Demonstration mod Pinter
I Svenska Dagbladet skrev 'lederredaktøren', at det mærkværdige i takketalen var »fanatismen, enøjetheden og den fuldstændig nuanceløshed hos en forfatter, som skriver skuespil om det menneskelige dilemma«.

Redaktøren mener, at »hvis forfatteren Pinter var som politikeren, måtte han udgive sine bøger på eget forlag«, og tilføjede, at man godt kan være en stor forfatter og dog politisk tåbelig. »Akademiet kunne have truffet et meget bedre valg. Også denne gang«.

Harold Pinter indgår sammen med den østrigske forfatter Peter Handke i den lille kreds af mennesker, der anser Serbiens Slobodan Milosevic for en højst hæderværdig person, kunne man læse i Helsingborgs Dagblad.

Og i anledningen af prisen blev en demonstration stablet på benene uden for Det Svenske Akademis lokaler i Stockholm. Arrangeret af »frisindede intellektuelle og repræsentanter fra flere indvandrerorganisationer«, fordi Pinter »intensivt har støttet folkemorderen Milosevic og diktatoren Castro«, som det hed i indbydelsen.

I sin tale kaldte Harold Pinter Storbritannien for USA's lille brægende lam. »Det er hans sag, om han vil hade Tony Blair«, skrev Helsingborgs Dagblad. »Der findes på den anden side sikkert mange, som er ganske taknemmelige for, at 'det lille brægende lam' viste sine løvekløer under Anden Verdenskrig«.

Men, skrev bladet: »alligevel var det helt korrekt at give Pinter prisen - som en af efterkrigstidens vigtigere dramatikere«.

Kraftfuld kritik
Anderledes venligt blev talen modtaget af Independent i Pinters hjemland, hvor der i lederen stod, at prismodtageren »i en nådesløs konsekvent anklage mod amerikansk udenrigspolitik siden Anden Verdenskrig« beskyldte amerikanerne for at støtte og ligefrem skabe højreorienterede militærdiktaturer.

»Alle vil selvfølgelig ikke acceptere Pinters sort-hvide analyse. Men han er ikke en mand af gråtoner«, stod der, og:

»Pinter, som han beskrev sig selv i sin forelæsning, er en borger-artist, og det er han virkelig, i den fulde forstand af begge ord. Manifest og testamente på samme tid, dette var en Nobeltale for vores tid«.

Endelig er der Norge, hvor man på lederplads i Dagbladet ikke hørte talen »som en tirade, men som en kraftfuld og godt begrundet kritik«, som der stod. Pinter viste, »hvordan sproget bruges til at sløre, glemme og skjule«.

Det er, skrev Dagbladet »forståeligt, hvis Pinter ikke får job som taleskriver for præsident Bush, men vi anbefaler præsidenten at læse Harold Pinter. Det er tankevækkende«.