Der er åbenbart tre måder at reagere på Harold Pinters opsang til Storbritannien og USA på. I ærefrygt, med en hovedrysten og med ligegyldighedens øredøvende tavshed. Hvilken af reaktionerne man tyer til, afhænger tilsyneladende af, hvor i verden man bor. Samtlige store amerikanske aviser har bragt referater af nobelpristagerens angreb på nationen og dens europæiske allierede, men ikke fundet det vigtigt nok til en kommentar på lederplads. Anderledes i Pinters hjemland, Storbritannien, og i nobelprisens hjemland, Sverige, hvor meningerne synes at strække sig fra begejstring og til overbærende hovedrysten. Ussel analytiker Harold Pinters tale »rummede skiftevis primitivt, fanatisk USA-had, skiftevis velgørende beske sandheder om verdens nuværende eneste supermagt«, lød kommentaren således fredag i den svenske avis Falu Kuriren. Og videre: »Harold Pinter kan karakteriseres som en storslået skønlitterær forfatter, men en ussel politisk analytiker eller snarere moralist«. En kombination, man ifølge avisen tidligere har set eksempler på hos »lysende forfattere« som Ezra Pound og Knut Hamsun. Demonstration mod Pinter I Svenska Dagbladet skrev 'lederredaktøren', at det mærkværdige i takketalen var »fanatismen, enøjetheden og den fuldstændig nuanceløshed hos en forfatter, som skriver skuespil om det menneskelige dilemma«. Redaktøren mener, at »hvis forfatteren Pinter var som politikeren, måtte han udgive sine bøger på eget forlag«, og tilføjede, at man godt kan være en stor forfatter og dog politisk tåbelig. »Akademiet kunne have truffet et meget bedre valg. Også denne gang«. Harold Pinter indgår sammen med den østrigske forfatter Peter Handke i den lille kreds af mennesker, der anser Serbiens Slobodan Milosevic for en højst hæderværdig person, kunne man læse i Helsingborgs Dagblad. Og i anledningen af prisen blev en demonstration stablet på benene uden for Det Svenske Akademis lokaler i Stockholm. Arrangeret af »frisindede intellektuelle og repræsentanter fra flere indvandrerorganisationer«, fordi Pinter »intensivt har støttet folkemorderen Milosevic og diktatoren Castro«, som det hed i indbydelsen. I sin tale kaldte Harold Pinter Storbritannien for USA's lille brægende lam. »Det er hans sag, om han vil hade Tony Blair«, skrev Helsingborgs Dagblad. »Der findes på den anden side sikkert mange, som er ganske taknemmelige for, at 'det lille brægende lam' viste sine løvekløer under Anden Verdenskrig«. Men, skrev bladet: »alligevel var det helt korrekt at give Pinter prisen - som en af efterkrigstidens vigtigere dramatikere«. Kraftfuld kritik Anderledes venligt blev talen modtaget af Independent i Pinters hjemland, hvor der i lederen stod, at prismodtageren »i en nådesløs konsekvent anklage mod amerikansk udenrigspolitik siden Anden Verdenskrig« beskyldte amerikanerne for at støtte og ligefrem skabe højreorienterede militærdiktaturer. »Alle vil selvfølgelig ikke acceptere Pinters sort-hvide analyse. Men han er ikke en mand af gråtoner«, stod der, og: »Pinter, som han beskrev sig selv i sin forelæsning, er en borger-artist, og det er han virkelig, i den fulde forstand af begge ord. Manifest og testamente på samme tid, dette var en Nobeltale for vores tid«. Endelig er der Norge, hvor man på lederplads i Dagbladet ikke hørte talen »som en tirade, men som en kraftfuld og godt begrundet kritik«, som der stod. Pinter viste, »hvordan sproget bruges til at sløre, glemme og skjule«. Det er, skrev Dagbladet »forståeligt, hvis Pinter ikke får job som taleskriver for præsident Bush, men vi anbefaler præsidenten at læse Harold Pinter. Det er tankevækkende«.