Min klumme om intelligent design, 'Spor efter Gud' (29.10.), har kaldt fysikeren Tommy Bergstein til spalterne med en kritisk kommentar (5.11.). Bergstein mener at vide, at »molekylærbiologien er i fuld gang med en alene på fysik og kemi baseret beskrivelse af cellen og dens vekselvirkning med omgivelserne«, samt at »tegn og følsomhed for tegn er aldeles uvedkommende begreber her«. Mange molekylærbiologer vil utvivlsomt være enige med Bergstein. Men min fornemmelse er nu, at reduktionismen er i tilbagegang selv blandt molekylærbiologer. For jo mere vi lærer om cellens indre liv, jo mere falder de nemme forenklinger til jorden. Kompleksiteten vokser med mængden af vores viden, snarere end den aftager. For fire år siden kunne man således se følgende udtalelse af nobelpristageren og biokemikeren Alfred Gilman til Scientic American: »Jeg kunne tegne et kort for dig over alle de titusinder af komponenter i en encellet organisme og indsætte alle de rigtige pile, der forbinder dem, og alligevel ville hverken jeg eller nogen anden, der studerede dette kort, have den fjerneste ide om eller evne til at forudsige noget som helst«. Historisk frembragt aktør På en måde er denne diskussion imidlertid ikke så relevant for spørgsmålet om tegnbegrebets status, som Bergstein synes at mene. Jeg betvivler ikke på nogen måde den strikt biokemiske forankring af cellens indre liv, og jeg håber seriøst, at biokemien vil fortsætte med at opklare alle disse processer. Den biosemiotiske pointe er en anden. Nemlig denne: Selv om vi havde en udtømmende forståelse af det biokemiske samspil i cellen, så ville vi ikke deraf kunne udlede den logik, hvorefter dette samspil er organiseret, for den logik er ikke selv af biokemisk art. Mit forslag er så, at vi ville kunne vinde indsigt i denne logik ved at anlægge et semiotisk syn på cellen som en historisk - dvs. evolutionsmæssigt - frembragt aktør. Bergstein og jeg kan fint være uenige om dette forslag, men cellens biokemi er ikke et argument imod det. Bergstein mener også at vide, at »kvantemekanikken i bund og grund er akausal«. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg forstår dog, at der langtfra er konsensus blandt fysikere om denne fortolkning. Dertil kommer, at jeg stiller mig stærkt tvivlende over for kvantemekanikkens relevans som instrument for begribelse af evolutionen. At de komponenter, der indgår i denne verdens processer, består af atomer, indebærer jo ikke, at de nødvendigvis kan forstås ud fra kvantemekanik. Tænk bare på kommunalvalget. Absurd valg Ved sin nærmest ideologisk begrundede hævdelse af darwinistisk selektion som den fuldgyldige forklaring på den organiske evolution lægger naturvidenskaben sig åben for et forståeligt angreb fra de religiøse. For hvor i dette forløb - og ved hvilken mekanisme - opstår da den semiotiske evne, evnen til at have et indre betydningsliv rettet mod 'den anden' eller 'det andet'? Biosemiotikken hævder her, at denne evne ikke først er opstået med menneskets fremkomst, den opstår langt tidligere i evolutionen, ja selve livets oprindelse er måske knyttet til dannelsen af en primitiv tegnvirkelighed. Ved således at udvikle en teori for betydningsfænomenets naturhistorie ville vi kunne etablere et troværdigt alternativ til intelligent design. Hvis derimod naturvidenskaben vil fastholde sin berøringsangst over for alt, hvad der smager af begrebet 'betydning', sættes den over for et simpelt valg. Enten er menneskets oplevelsesliv med alle dets nuancer og betydninger en ren illusion, et blot og bart ledsagefænomen til vore handlinger og emotioner, eller også er det reelt, men så må det være Gud, der har fyldt vort liv med betydning. Det valg forekommer mig absurd.