Helt vild i 70'erne

Terrorister har lige sat Skandinavien på den anden ende med en gidselaktion i Stockholm.

I dagene efter udslettes en hel familie i København. Manden, tidligere DKP'er, har udtrykt sympatier med den ekstreme venstrefløjs aktioner, som de er kendt fra Baader-Meinhof-gruppen.

Kvinden er en slags luksushippie, der viser sig at have forbindelser til pornomiljøet.

Nu er de døde. Ligesom datteren.

Vi skriver 1975, og verden er i skred.

Fare vild i sig selv
Lige dér går forfatterne Christian Dorph og Simon Pasternak ind i deres nye kriminalroman 'Om et øjeblik i himlen.'

»1970'erne er en periode, hvor man kan spørge, hvor meget man i virkeligheden kan eksperimentere og overskride grænser uden at fare vild, og vores roman er jo blandt andet en historie om at fare vild. Også i sig selv«, siger Simon Pasternak.

»Jeg kan ikke huske en skid«
Til daglig er han forlagsredaktør på Gyldendal, men sammen med lyrikeren og krimiforfatteren Christian Dorph har han netop fået udgivet en næsten 500 sider lang historie, der ikke alene er fyldt med mord og vold, gåder og blindgyder plus hints til Shakespeares Othello, men også med nedslag i tiåret, der fulgte efter ungdomsoprøret i 1968.

Det er en roman, der foregår på et tidspunkt, da forfatterne selv var henholdsvis fire og ni år.

»Jeg kan ikke huske en skid fra den periode«, indrømmer Simon Pasternak.

Tingene udartede sig i sekterisk retning
Det var ham, der havde grundplottet til historien, men det var til gengæld Christian Dorph, der ønskede historien henlagt til 1970'erne. Ja, det var nærmest en betingelse for, at han ville skrive krimien sammen med Pasternak.

»1980'erne var mit årti, men som helt ung var jeg politisk aktiv, og jeg har et specielt forhold til 1970'erne, hvor venstrefløjen tog teten. Også den ekstreme venstrefløj«.

»Derfor har det været spændende at beskæftige mig med, hvordan tingene udartede i sekterisk retning«, siger Christian Dorph.

Politiroman og 70'er-portræt
Men hvad handler bogen så om? Altså, ud over at panorere hen over rejsekongen Simon Spies, det kulørte liv i bøssesaunaerne, avantgardescenen, kabinerne i pornobiograferne og forviklingerne på den ekstreme venstrefløj?

Forfatterne selv kalder det en politiroman, der samtidig er et portræt af 70'erne og en fabel over et årti. Anmelderne ser den også som et ordentlig brød af en fortælling, der har så mange forviklinger og blindgyder, at de er svære at gøre rede for i kort form.

Men derudover var kritikerne ikke så enige.

Her i avisen skrev Bo Tao Michaëlis, at krimien er ramasjang på den fede måde, og at persongalleriet er ungefær så farverigt og flerstemmigt som i Leo Tolstojs 'Krig og Fred'.

Vil beskrive det totale kollaps
I Jyllands-Posten mente Lars Ole Sauerberg, at forfatterne har rørt Hans Scherfig sammen med Christian Kampmann under løbende tilsætning af Sjöwall og Wahlöö, og det var ikke ment som en ros.

Ellers lød kritikken på, at der var for meget vold eller at forfatterne måtte have opfundet plottet undervejs. Og så var der også en kritiker, der så bogen som en smuk konkurrent til de svenske politiromaner.

Det sidste har forfatterne ikke noget imod.

»Vi er jo ude i at beskrive det totale kollaps, hvor man i en normal politiroman vil sørge for, at politiet genopretter god ro og orden. Det er ikke vores ambition. Vi sammenligner os selv med svenskerne, og de er jo skidegode, men der er altså ikke ret mange sprækker i deres realisme, så de nemt ender med at blive lidt kedelige«, siger Dorph.

Kaos og labyrinter
»De er også fulde af moralisme, og der er altid en politimand med hjertet på rette sted, og han genopretter ordenen. Hos os er der en mere flydende moral, og selvfølgelig har vi ladet os inspirere af de svenske politiromaner, men også af den amerikanske noir-roman, som James Ellroy skriver den«.

»Han kan lave et plot, som på den ene side er meget klart, men alligevel labyrintisk og vanvittigt. Han kan skabe en usikkerhed i læseren, som bliver skubbet ind i en labyrint, hvor man ikke engang ved, om historiens hovedperson overlever«, siger Pasternak.

At der også er kaos og labyrinter i makkerparrets roman, hænger ifølge Simon Pasternak sammen med, at de har forsøgt at sammenvæve de mange forskellige opbrud, der i 1970'erne foregår nærmest simultant i eksempelvis politik og seksualitet. For slet ikke at tale om det, han kalder 'de sjove stoffer'.

»Det hele foregår jo på én gang i de samme mennesker«, siger han.

Bagsiden af politiske og seksuelle drømme
Christian Dorph minder om, at 1970'erne også var en periode med tømmermænd, skilsmisser, porno osv.

»Man skal jo til at lande på benene efter det, der skete i 1968, og man finder ud af, at frigørelsen har en pris. Det er en god tid at skrive kriminalromaner over, for det er en periode med bristede håb«, siger han.

»Det er jo også derfor, handlingen er placeret i 1975, fordi man dér begynder at kunne se bagsiden af de politiske og seksuelle drømme. Vi har forsøgt at skrive om en periode, der var meget åben, hvilket vil sige at tingene kunne gå meget galt, hvad det da også gør for de to hovedpersoner, i hvert fald for den ene«.

»Men vi synes, romanen holder sig til det realistiske. Selvfølgelig er det en vild bog, men at nogen synes, det er en voldelig bog, kommer nu noget bag på mig«, siger Simon Pasternak.

Litterær dobbeltagent
Christian Dorph mener, det skyldes, at bogen til dels er anmeldt af finlitterære anmeldere, der generelt har det svært med vold.

»Ja, der er jo en tendens til, at det er finere at have indre end ydre problemer. Det er mere subtilt at komme igennem en skilsmisse, end at sidde over for en mand, der kræver de 200.000 kr., du skylder ham«, siger Pasternak.

Som forlagsredaktør hos hhv. Lindhardt & Ringhof og Gyldendal har han i årevis arbejdet på at få flere danske krimier. Bl.a. fra Christian Dorph, som ellers er kendt som lyriker.

Hvordan bliver det opfattet, at du skriver krimier? Ofte bliver forfattere placeret i en eller anden kasse.

»Jeg ved det godt, men jeg tager mig ikke af det. Nogen tror, jeg gør det for at få smør på brødet, og at man laver den type bøger for pengenes skyld og digtene for kunstens skyld, men sådan er det i hvert fald ikke«, siger Christian Dorph, der indimellem har nydt at kalde sig litterær dobbeltagent.

Ved at tippe over i Olsen Bande-sporet
Simon Pasternak bryder sig heller ikke om de litterære kasser - eller kasser i det hele taget.

»Jeg fatter ikke alt dét med, at vi kun skulle have en bestemt identitet eller være en bestemt type. Selv læser jeg alle typer af bøger, og det samme gør Christian. Nogen har også den opfattelse, at man som forfatter bare skal finde sin stil, men stil er jo svindel, som kunstneren Reuterswärd har sagt«, siger Simon Pasternak.

Selv synes han, det er velgørende at kunne skrive en bog, som i den ene ende er mørk og undergangsagtig, mens den i den anden ende er ved at tippe over i Olsen Bande-sporet.

»Det er jo sådan, verden er«, som han siger.

Vold og drab er den yderste grænse
Selv om han startede som lyriker - og også har i sinde at vende tilbage til lyrikken - har Christian Dorph ingen problemer med at dyrke krimigenren.

»Der er hos nogen en opfattelse af, at krimien ikke er fin nok, og jeg kunne da godt nævne forfattere, som efter min mening kunne skrive nogle fremragende kriminalromaner, men som ikke gør det, fordi det med handling og plot ikke er litterært nok, men det er jo noget fis«, siger han.

»Det gode er jo«, siger Simon Pasternak, »at man som krimiforfatter ikke kun kommer ind hos middelklassen, hvor man kan skrive, hvordan de går og har det med deres arkitektkone. I krimien kan der være nogle ydre konflikter, som gør ondt og er fantastiske. Det kan man selvfølgelig også i skønlitteraturen som sådan, men vold og drab er jo den yderste grænse«.

»Desuden er der i krimien muligheden for at komme ud i alle kroge. Du kan være på pornobar med go go-dansere eller i Rungsted for at se på klog kunst. Og så har genren en kulørthed, vi godt kan lide, ligesom der er mulighed for at få kørt nogle aggressioner af«, siger Simon Pasternak.

Rundt på gulvet
Uden at afsløre for meget af handlingen i 'Om et øjeblik i himlen' kan man godt fortælle, at de to hovedpersoner - Ole Larsen og Erik Rohde - er lettere rundt på gulvet mod slutningen af romanen. De er dog ikke mere groggy, end at forfatterparret har i sinde at kaste dem ud i nye eventyr og bogstavelig talt skrive dem op gennem slutningen af det 20. århundrede.

Men det bliver ikke Larsen og Rohde, læserne vil opleve som operakendere, super-gourmeter eller litterære feinschmeckere, som det i nogle år har været på mode at introducere tidens politidetektiver med hver sit særkende.

»Man blive optaget af politikaraktererne, som både er kloge og dumme. De ved ikke noget i akademisk forstand, men alligevel er de i stand til at lyne med viden. På den måde kan de godt ligne forfattere lidt«.

»Politifolkene skal være realistiske, og jeg har det lidt svært med en forfatter som Arne Dahl, der sætter sin kriminalkommissær til at læse Rilke eller diskutere teologi. Det er en misforståelse, og her bryder man den realistiske kontrakt«.

»Politifolk kan læse Rilke, hvis det er nødvendigt for at opklare en forbrydelse, men de læser det ikke for deres fornøjelses skyld. Det tror jeg ikke på«, siger Christian Dorph.