I am a marvellous housekeeper. Every time I leave a man I keep his house«, skulle Zsa Zsa Gabor angiveligt have udtalt i én af sine åbenhjertige stunder. Og lad mig blot afsløre, at jeg er en lige så fremragende bogsamler i betydningen belæst, beåndet og gennemført pseudo. Selektivt støvet For på min bogreol knejser ganske vist Tolstojs 'Anna Karenina', Hemingways 'A Farewell to Arms', Joyces 'Ulysses', Bibelen, Koranen, titusind anæmiske digtsamlinger og førsteudgaven af Goethes 'Faust' (når man lige har vænnet sig til, at det tyske er sat med gotiske bogstaver, læser den jo nærmest sig selv, ikke?) Alt efterladt selektivt støvet, naturligvis. For man skulle jo nødig tro, at jeg aldrig genlæser udvalgte passager af Den Store Litteratur, eller at min kæreste og jeg aldrig læser andet end 'The Little Oxford Dictionary of Quotations' højt for hinanden. Shockingpink på sort baggrund Højtlæsning er nemlig lige så prestigegivende som parmiddage, børn og sommerhuse. Helst i skæret fra litteraturteoriens, filosofiens, kunsthistoriens og psykologiens hovedværker. Kant hér, Foucault dér, og tak til Penguin, der har trykt bogryggene i signalorange, så man kan se Foucaults 'The History of Sexuality', selv i mørke - jeg må have efterladt min franske førsteudgave med alle understregningerne i sommerhuset. Tak også til Gyldendal, der har valgt shockingpink på sort baggrund til Suzanne Brøggers 'JA'. Pixibøger, knaldromaner og Dan Brown Formentlig står det på nuværende tidspunkt klart, at disse værker langt fra tilfældigt er havnet i øjenhøjde sammen med den tommetykke 'Das Bauhaus' (for guds skyld ikke 'Bauhaus' uden Das. Så er det en oversættelse) og et helt regiment ordbøger på sprog, jeg ikke taler. Dansk/urdu og serbokroatisk/dansk f.eks. De er tværtimod plantet der af undertegnede, fordi verden plus undertegnede forestiller sig, at bogsamlingen hardcore signalerer, hvem man er, a la Rorschachs blæktest. Det bekræftes hver gang, jeg får besøg, og besøget fluks sætter kursen mod min reol. Stopper op. Drejer hovedet tres grader til venstre. Tjekker titler. Udbryder »jeg læste en interessant anmeldelse af dén her bog i New York Times Book Review for et års tid siden«. Og hvem vil divertere med pixibøger, knaldromaner og Dan Brown ved sådan en lejlighed? Faktisk en del flere, end man skulle tro. Det gælder nemlig bare om at stille sig op på en taburet eller gå ned i knæ, så vil mødet med enhver bogsamlings gyldne snit mod verden åbne helt nye perspektiver. Og er man det mindste i tvivl om, hvor det gyldne snit ligger, kan man med held lokalisere Danmarks kronisk sorte samvittighed, 'Krig og fred'. Dér er det. Eventuelt ledsaget af 'Anna Karenina' og muligvis med alvorligt bøjet bogryg. Wait a minute-finten Blot bør man altid tage bøjede bogrygge med et gran salt. For eksempel er det godt nok mig, der har bøjet ryggen på mit eksemplar af 'Anna Karenina', men kun fordi det ellers skreg »Hej, jeg er aldeles ulæst!« fra reolen. Man bør så afgjort også tage sig i agt for skødesløse bogmærker, for kom ikke og sig, at du aldrig har placeret et bogmærke på side 420 i én eller anden klassiker fra helvede, som intuitionen og tyve sider sagde dig, at du næppe nogensinde ville mønstre selvopholdelsesdrift til at tvinge dig igennem. Eller at du aldrig har sat kloge, gule streger i værker, der i bedste fald forekom dig uforståelige. Eller har arrangeret en pseudotilfældig bunke med et par højpandede samlinger kortprosa, Lettre, Prospect og The Economist. Sidstnævnte stadig i plasticemballage påtrykt din postadresse, så selv en blind kan se, at du er seriøs nok til at abonnere. Eller hvad med wait a minute-finten, hvor den kulørte lekture ryger ind i The Observer, og Susan Sontags samlede essays ryger opslået henover sofabordet, før de uventede gæster så meget som betræder dit stuegulv? Halsbrækkende afledningsmanøvrer Endelig, og hånden på hjertet: Hvis man stiller sig på tå eller bøjer sig ned over din reol, hvilke pragtværker kommer da til syne? Næppe dem, der signalerer, at du er Poul Borums selvbestaltede efterfølger, vil jeg gætte på, men sandsynligvis dem, der signalerer temmelig meget om dig. Netop fordi de øjensynligt siger dig så meget, at du vælger at lade dem stå, selv om de kræver halsbrækkende afledningsmanøvrer, hver gang gæsterne gør mine til at sætte sig på hug. Og hvad siger de så om deres ejermand eller -kvinde? Tja, vi behøver bestemt ikke at bruge min bogsamling som eksempel. Afslørende æselører og kaffepletter Jeg overgiver gerne scenen, og især efter at have lokaliseret følgende på nederste hylde: Fotobog for folk med strømpe- og korsetfetich. 'Spis efter din blodtype' og flere pseudospirituelle guidebøger. Disneys børnekogebog med særlig stor skrift. 'Dreng pige, mand kvinde', fyldt med illustrative fotos af nøgne aktører med grydefrisure. Adskillige storblomstrede poesibøger fra 3. og 4. klasse. Erica Jongs samlede værker. David Hamiltons vaselinefotos af præpubertære piger med flower power-hår. Unævneligt mange danske oversættelser af amerikanske succesromaner. Lige så unævneligt mange flotte rygge på bøger, hvis indhold desværre tangerer Reader's Digest. Nå ja, og så 'The Little Oxford Dictionary of Quotations', fyldt med afslørende æselører og kaffepletter. Lidt for autentiske til at være fake.