Villy Sørensen har engang defineret humor som en bevidsthed om, at ens meninger ikke er helt rigtige. »Humor er viden om, at ens meninger ofte kommer til kort, og humoren kan derfor meget let gå over i selvironi«, sagde Villy Sørensen. Af gode grunde kan man ikke vide, hvad den tænksomme hr. Sørensen ville have sagt til Henrik Nordbrandts nye bog 'Dumhedens løvefødder, hvor han ruller sine idiosynkrasier ud, og misantropen Nordbrandt fyrer løs på alt fra fodbold til religion, digtoplæsninger og kongehuse. Hvor ville Sørensen have placeret Nordbrandt i feltet mellem humor og selvironi? Og ville han overhovedet mene, han havde humor? Radikalt opgør Kritikerne af ugens bog er i hvert fald ikke enige om, hvad humor er. Mest begejstret er Erik Svendsen i Jyllands-Posten. Han har som anmelder sit helt eget tegnsystem, hvor han i bøgerne markerer, hvis noget er morsomt, og han har åbenbart overmalet den aktuelle udgivelse. »Jeg kan ikke umiddelbart finde et værk i min bogsamling, der er blevet forsynet med lige så mange humoristiske tegn og fagter, som Henrik Nordbrandts vrisne, overlegent misantropiske styrtsø af udfald mod dumhedens verden, her og der og alle vegne«. »På sin egen skæve måde er 'Dumhedens løvefødder' en vældig satsning. »Et radikalt, personligt opgør med de utallige konventioner og fejlslutninger, som blindt styrer os«. »Fodboldelskerne f.eks., for sportsgrenen legitimerer vold og »de skyggesider i mennesket, som vi under normale forhold gør, hvad vi kan for at kontrollere«. Det er jo ikke løgn«, skriver Svendsen. Han er fuldt klar over, at Nordbrandts synspunkter ligger langt fra den danske konsensusmening, men netop derfor - og fordi digteren ifølge JP's anmelder formulerer sig skarpt og humoristisk, bør bogen blive en folkelig succes. »Alt andet vil være dumt«, som han skriver. Topspøjs Anekdotesamling Ikke hvis man spørger Weekendavisens Lars Bukdahl. Han mener tydeligvis, at bogen er dum nok i sig selv. Og humor? Jo, Bukdahl kan lige netop finde en enkelt god og sjov anekdote, hvor Nordbrandt sammen med Allen Ginsberg forgæves forsøger at meditere - bare et enkelt minut - i et buddhistisk tempel. Men så er det stort set også sagt. »Det ville imidlertid være synd at sige, at den samlede tekst er skidegod, den forbliver blot en topspøjs anekdotesamling; de øvrige (og mindre) rene idiosynkrasi-stykker er ikke engang småsjove, fordi Nordbrandt-jeget ikke engang anekdotisk er kvalificeret ude at skide, og det skal han sgu være, hvis en tekst skal have nogen chance i helvede for at komme op at ringe«. »Bogens allerbedste tekster, hvor det hele går op i én gnistrende legering af uroligt jeg og umulige omgivelser, som jeg ville kalde essayistisk, hvis ikke lige det ord i min bog var et fyord, er praktisk nok placeret i bogens første del (spring dog over allerførste tekst, »Kære læser«): 1 stykke om Ankara, 1 (lille) stykke om Istanbul (skrevet i et fly) og 1 stykke om Hotel Sheraton i Frankfurt Lufthavn«. »Læs dem! Og hvad angår resten af teksterne: Bladr! Med samme distraktion, hvormed de synes skrevet. Digtmager, bliv ved din læst, eller tag den i det mindste med dig!«. Oplysende vandringer Inden Nordbrandt overvejer at gå i rette med Bukdahl, skulle han måske lige lade sig formilde ved at læse Jens Andersens anmeldelse i Berlingske. Han falder fuldstændig for digterens eksistentielle minushæl, og han nyder Nordbrandts anekdote om dengang, han fik et par af de fodformede sko i gave af sin søster og siden ikke blot fik ondt i fødderne, men også i ryggen, hvorefter han rasende skrev til fabrikanten: »Det produkt De sælger kan ikke betragtes som sko. Det er hæmsko«. »Ordet 'optimist' optræder ikke i Nordbrandts vokabularium. Hans grundhold til tilværelsen er ganske klar: 'Mennesket er en af naturens største fejltagelser'. Og fra dette dystopiske udsigtspunkt (...) gradbøjes det moderne menneskes ufattelige dumhed«. »Lyder det som en bog, De ikke har spor lyst til at læse? Så vov det alligevel, for størstedelen af Nordbrandts essays, skrevet under hans årelange, selvvalgte eksil i Ankara i 1990'erne, er ikke kun provokerende, humoristisk-hadske udfald mod fædrelandet højt mod nord«. »Det er også oplysende vandringer dybt ind i den aktuelle europæiske kulturkamp mellem kristendom og islam og forsøg på at forstå de mekanismer, som gør folk til fanatikere«. Masser af det hele I Politiken har Mikkel Bruun Zangenberg heller ingen problemer med at anbefale værket. »Der er flyvende raseri og gennemsympatisk humor (ej sort) over disse lejligheds-idiosynkrasier med meget mere. Masser at opponere imod, masser at begejstres over«, skriver han. Men har han så humor, Nordbrandt? I dén grad, hvis man lige undlader at spørge Bukdahl. Og humor kan jo være dét, Gottfried Edel engang har kaldt eksistensens vinterfrakke. Måske passende i Nordbrandts tilfælde. Vi er jo netop kommet ind i ... november, november, november, november.