P.H. Hjorth var på ingen måde tilfreds. I sin egenskab af læge og regimentskirurg ved garnisonen på Kastellet i København havde Hjorth i fem år haft ansvaret for de indsatte i Kastellets krudttårnes helbredsmæssige tilstand. I den periode havde han konstateret og - så godt det nu kunne lade sig gøre - behandlet et uforholdsmæssigt stort antal udbrud af brystsyge, gigt, gastrisk feber, diarré, koliksmerter, ormetilfælde, kirtelhævelser og skørbug. Lægens vurdering var, at alle disse sygdomme ganske enkelt skyldtes mangel på ren luft, lys, fornuftig beskæftigelse, bevægelse i det fri og C-vitaminer. Lægen havde i det hele taget sine tvivl om, hvorvidt fængselstårnene overhovedet var egnet til menneskelig beboelse. Utallige flugtforsøg Den dag i 1826, hvor regimentskirurg P.H. Hjorth, der, usædvanligt for militærfolk på den tid, var påvirket af Oplysningstidens idealer, sad og skrev sin omfattende klage over fangernes forhold, inddrog han til sidst i sit lange brev til direktionen også fangernes psykiske tilstand i det klamme, bogstaveligt såvel som i overført betydning, fængsel ved Dronningens og Grevens Bastion, hvor drømme om strafnedsættelse eller benådning var forgæves på forhånd. I stedet var fængslerne i krudttårnene plaget af utallige flugtforsøg og deraf følgende uro: »Foruden det anførte, i medicinsk hensyn, tillader jeg mig at henvende Opmærksomheden på følgende 2 Puncter: 1) et taaleligere Fængsel vil sikkert friste mindre, var det endog ved fortvivlede Midler, hvorved andre Menneskers Liv saa let sættes i Fare, til Forsøg paa at sætte sig i Friehed 2) Haabet om, at et længere fortsat, og i enhver henseende ulasteligt Ophold her, vilde forskaffe dem en blidere Skjæbne, dette Haab, synes mig, bør gjøres Fangerne så levende, som mueligt og i flere Hensyn have gavnlige følger. Haabet bør dog aldrig reent betages Mennesket«. Ubelyst danmarkshistorie At vi i dag kan gengive korrespondancer, som de er blevet formuleret for næsten to hundrede år siden, skyldes de to amatørhistorikere, cand.phil. Lis Ekelund Nielsen og civilingeniør Palle Tolstrup Nielsen, der i forbindelse med et slægtsforskningsprojekt for nogle år siden stødte på henvisninger til Kastellets krudttårnes 30 år som skummelt fængsel. Et stykke danmarkshistorie, der indtil nu har været lige så ubelyst som de mørke kachotter reelt var i de år, bygningerne tjente som fængsel for de farligste fanger, under Københavns Tugt-, Rasp- og Forbedringshus. I amatørhistorikernes meget kildenære bog 'Danmarks værste fængsel - Om krudttårnsfangerne i Kastellet 1817-47' afdækkes gennem brevvekslinger og optegnelser, primært fra Rigsarkivet, Landsarkivet i København og Forsvarets Arkiver, historien om et af de mest berygtede fængsler i danmarkshistorien. Og så føjer det noget af en ekstra dimension til beretningen, at det ene af de krudttårne, der altså i en lille menneskealder tjente som midlertidigt fængsel, den dag i dag står rimeligt uberørt hen ved Kastelvolden, hvor tusindvis af københavnere og turister rekreerer sig. Uhyrlige forhold At de tunge bygninger kom til at påtage sig den rolle skyldtes to voldsomme begivenheder, der indtraf med års mellemrum i København: Først - 31. marts 1779 - sprang et af militærets krudttårne, der lå nogenlunde der, hvor Nyboder Skole ligger i dag, i luften med sit indhold af mere end 27 ton krudt. Eksplosionen medførte naturligvis død og ødelæggelse - men også den meget fornuftige beslutning at flytte det militære krudt noget længere væk fra beboede områder. Og siden skete der så det, at de indsatte i 1817 - i vrede over forholdene i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn - eksploderede i et veritabelt fangeoprør, hvor en del af bygningerne brændte ned, inden soldater og politi, blandt andet ved brug af kanoner, fik nedkæmpet oprøret. To dage senere blev syv af de oprørske fanger henrettet, og 60 andre, der af myndighederne blev anset som de farligste, blev i første omgang overført til kachotten på Gammelholm, hvor de blev lagt i jern. Nogle måneder efter blev de 60 farlige fanger indsat i de, nødtørftigt og hastigt, ombyggede krudtkamre ved Kastellet, som man nu anså som egnede til at opbevare mennesker. Billige hovsaløsninger »Heldigvis vil der i en Række af Aar ikke behøves nogen væsentlig Forandring ved de ellers så vel indrettede Fangetaarne«, skrev Kastellets kommandant, generalmajor Didrich Carl von Lorentz i 1818, og man må håbe for generalmajoren, at de ord hurtigt blev glemt i hans samtid, for gennem alle årene som fængsel var det netop, hvad fangetårnene igen og igen blev underlagt: ombygninger, tilbygninger, justeringer. Den første ombygning, der udførligt er beskrevet i Nielsen og Nielsens bog med alle dens kompromiser og billige hovsaløsninger, prioriterede først og fremmest sikring mod udbrud fra fængslet og først i fjerde og femte prioritet, at det rent faktisk var levende mennesker, der i døgndrift og årevis skulle opholde sig i bygningerne. De to krudttårne, der i omfang svarer sådan nogenlunde til en bedre tofamilies-villa i vore dages Charlottenlund, var indrettet i to etager, der igen med skillevægge var opdelt i fem til seks 'værelser', der hver rummede tre til fire fanger. Mænd af normalhøjde kunne lige nøjagtig stå oprejst i de mørke rum, der var iskolde om vinteren og steghede om sommeren, og hvor ventilationen var så dårlig, at boringen af lufthuller i hoveddøren var en af de mest genkommende diskussioner. Gennemreguleret hverdag Hvad var det så for nogle, disse farlige fanger, der var sat under så streng bevogtning? Tyve, falskmøntnere og røvere. Simple berigelsesforbrydere, der for langt de flestes vedkommende kom fra fattige kår. Hovedparten var sat fast til tugthus på livstid, fordi de var blevet dømt for en forbrydelse tre gange. Allerede dengang gjorde man sig sine erfaringer med George W. Bushs og Søren Pinds idéer om »3 strikes and you are out«. De mange flugtforsøg gjorde ikke opholdet nemmere for fangerne: Op til tre gange om dagen blev cellerne visiteret, og i det hele taget var det en gennemreguleret hverdag, fangerne henslæbte: vækning, visitation og oplukning af skodderne kl. 7, herefter gårdture i det et lille plankeværks aflukke ud for bygningen, derefter tevand og arbejde i værelserne. Ingen besøgende Fangerne skulle ikke have for mange redskaber imellem hænderne, da de erfaringsmæssigt kunne anvendes til våben og flugtredskaber, så arbejdet bestod for langt de meste af vævning og værkplysning dvs. optrævling af tovværk og -ender. Fangerne skulle plysse et bestemt kvantum hver dag. Hvad der blev produceret ud over den daglige akkord, fik fangerne et mindre beløb for, som kunne bruges til indkøb af forskellige luksusvarer som for eksempel skrå og snus. Middagsmaden blev leveret klokken 12. Så skulle der arbejdes igen indtil kl. 16, hvor fangerne igen kommer på en kort gårdtur. Herefter fik fangerne en kop kogt vand og lidt senere aftensmad, inden skodderne blev lukket til, og det igen var dyb nat i bygningerne. Kun i ét tilfælde kan kilderne fortælle om, at en pårørende har været på besøg, ellers er krudttårnenes eneste besøgende lægen, arbejdsmændene, der to gange om ugen afvejer og kontrollerer arbejdet, og barberen, der klipper og barberer alle fanger to gange om måneden. Efter ni år bliver fangernes fritidstilbud udvidet til én gudstjeneste om måneden. En større operation, da fangerne skulle bevogtes af 34 soldater fra Kastelgarnisonen på vej til og fra kirken på kasernen. ... og ingen pension til P.H. Flugtforsøgene var mange, men kun de allerfærreste lykkedes, selv om der blev løsnet mange gitre, gravet tunneller og dirket låse. Mod slutningen af perioden var sikringen af fængslerne optimeret så meget, at der kun var den menneskelige faktor, alliancer med opsynsmænd og vagter tilbage som mulighed. Udbrudsforsøgene blev straffet hårdt, ligesom alle andre overtrædelser som for eksempel at være i besiddelse af papir, arbejdsvægring og andre disciplinære overtrædelser: man kunne blive lagt i jern, herunder også halsjern, 27 slag 'kat' - en ni- eller tolvhalet pisk - var standardstraffen, der i gentagelsestilfælde kunne fordobles eller tredobles. Adskillige af delinkventerne havde som en del af deres oprindelige dom også en årlig eller halvårlig kagstrygning på Halmtorvet. Tiden i fængslet kunne dog være så kedsommelig, at denne udflugt af mange blev betragtet som et lyspunkt. Og hvad fik han ud af sine protester, den gode garnisonskirurg P.H. Hjorth? Ikke meget. I et svar på hans skrivelse fra direktionen hedder det: »Det vilde vist have noget sælsomt, om hine Arrester, beseete af Landets Konge, og deres indretning styret ved Foranstaltning og under Tilsyn af Mænd, navnligen hans excellence Justits Ministeren, hvis dybe Indsigter og Humane Character intet Øieblik kunde levne Tvivl om Indretningens Hensigtsmæssighed og Uskadelighed for Menneske Helbred, skulde være underkastet en Lægevidenskabelig, i teoretiske Lærdomme, begrundet Undersøgelse«. Krudttårnsfængslerne blev nedlagt i 1847. I modsætning til de andre ansatte ved fængslet modtog P.H. Hjorth efterfølgende ingen pension fra staten.