Først giver jeg ordet til Politikens centerforward på sporten, Rasmus Bech, som onsdag i sin klumme lagde op til aftenens skæbnefodboldkamp mellem Danmark og Kasakhstan, idet han tiltalte sin læser (som han er Des med, sporten har bevaret en vis noblesse) så här: »... selv om der nok skal være en syv-atten ignoranter, som i aften skal i teatret og opleve et nyoversat polsk avantgardestykke om postmoderne tristhed i Krakows forstadsbyggeri, så skal De ikke«. Hovedpineteater Nej, det skulle vi jo ikke, for vi skulle se fodbold, to kampe på én gang endda. Men jeg vil nu nok tro, at de syv-atten ignoranter i teatret har moret sig betydeligt bedre end os andre, der sad og græd over Tyrkiet-Albanien og Danmark-Kasakhstan, kedelige kampe nedsænket i endeløs, postmoderne tristesse. Alligevel grinede jeg højt over Bechs Boks, for manden rammer jo lukt ind i en forestilling både om teaterlivet og om kulturlivet i videre forstand, en forestilling, der er højst udbredt og mere end en fordom: Der er jo lovlig meget humorforladt hovedpineteater, hvad enten det nu gælder Krakows forstæder eller den meget udbredte genre 'To-svenskere-skal-skilles'. Stor fornyelse Hvorved vi omsider er nået til Stockholm og til ugens anden store kulturbegivenhed ved siden af fodboldkampene: Nobelprisen til teatermanden Harold Pinter. Et ret overbevisende valg, så sandt som vi her har at gøre med en af de store fornyere af taleteatret, en mand, der sammen med Samuel Beckett bragte hverdagens sprog og magtspil på en ny og farlig formel som absurditet og humor for cirka 40 år siden. En modernist, kort sagt, af den store årgang, der herhjemme tæller folk som Ørnsbo, Rifbjerg og Panduro. Oprørske samfundskritikere Valget af Harold Pinter ligger smukt i forlængelse af både Nobelprisen i 1997 til teatermanden Dario Fo og dén sidste år til Elfriede Jelinek, som kendes både for sit teater, sit romanforfatterskab og krydsningerne derimellem. Det Svenske Akademi er tydeligvis begyndt at gå i teatret og at tillægge den dramatiske genre større vægt i konkurrencen med den lyriske og den episke. At man gør det netop i disse år, hvor fornyelsen af teatret typisk (i modsætning til for 40 år siden) ikke sker inden for tale- eller ordteatret, kunne man vælge at se som en art bagstræberisk teaterpolitisk signal fra det agtværdige akademi, men sådan tror jeg meget, meget nødig de selv vil opfattes. For der er et andet fælles træk ved de tre teaterfolk, som på det seneste har fået Nobelprisen: De er samfundskritikere, oprørere. Dario Fo er en oprører med kolossal varme og talent, Harold Pinter er det med mægtigt raseri og talent, Elfriede Jelinek er det med en vældig kulde og et noget mere begrænset talent - ikke det, der ligner et 'nobelprisformat', hvis man hermed mener en slags verdensmesterskab i litteratur. Progressivitet Derfor er valget af Jelinek sidste år nok det, der siger mest om, hvordan Akademiet helst ser sig selv: som oprørsk og samfundskritisk. Provokerende på en højst etableret måde. Så akademimedlemmet Knut Ahnlund, der siden 1996 har meldt sig ud og ud, og som gjorde det igen forleden med en bandbulle mod både Jelinek og alt Akademiets væsen, havde forholdsvis let spil i sin beskrivelse af sidste års prisvinder: »Elementært rod bliver til »en rigdom af associationer«, et slapt overmål af skrækkeligheder bliver til »frihed fra tabuer«, den verbale opløsning bliver til »virtuost sprogspil« eller »mesterlig sprogdeformation« osv. Kritikere, der ønsker at fremstå som progressive, har taget sådanne opsminkninger for gode varer«. Touché. Man skal nok lede længe for at finde noget mere tungt og højtideligt end dette akademi med sine lysekroner, æresboliger, kungliga ceremonier på Börsen og statutter som går tilbage til Gustaf III. Et rigtig godt sted at sidde og indtage den eftertragtede avantgardeposition - et rigtig godt sted at være progressiv. Og progressiv skal man være; der er ikke et sted i svensk, dansk, europæisk kulturliv, hvor man får et ben til jorden, hvis ikke man erobrer denne progressivitetsposition. Både institution og avantgarde Derfor har de store institutioner aldrig været så urørlige, tunge og uindtagelige, som de er i disse år - uanset om vi taler kunstakademier, kongelige teatre eller, altså, selveste Det Svenske Akademi. Sådanne institutioner var sig engang selvbevidste som magthavere, myndigheder, verdens centrum, ja: institutioner. Men heri lå også noget andet, nemlig en bevidsthed om, at ude i landskabet var der modmagt, oprør mod institutionen, en avantgarde, som gik til angreb - en respekteret fjende. I dag er de store institutioner i egen bevidsthed ... avantgarden. Man har fundet formlen for at blæse og have mel i munden, at være institution og avantgarde. Spørg på Kunstakademiet i København: De opfatter enhver kunstner, som ikke anerkender deres autoritet, medaljer og professortitler som ... nej, ikke oprører, tværtimod: som reaktionær. Oprørerne, det er jo institutionen. Og se på Det Kongelige Teater: Jo mere det kan agere som et eksperimenterende sidegadeteater, desto gladere er det for sig selv. Ved siden af Forfatterne Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfeldt har i deres bog 'Kritik af den negative opbyggelighed' beskrevet den stående kamp om at være outsider. Jo mere centralt placeret en person er i kulturlivet, erhvervslivet eller det politiske liv, desto mere stensikkert er det, at vedkommende siger om sig selv i det store søndagsinterview: »Ja, jeg har jo altid stået lidt udenfor«. Det slog heller ikke fejl, at da Elfriede Jelinek sidste år kom så meget ind i centrum, at hun fik Nobelprisen (hun har tidligere fået stribevis af andre centrale kulturpriser), så holdt hun en prismodtagertale med titlen 'Im Abseits' - 'Ved siden af'. Skam få den, der ikke står udenfor. Nu medgiver jeg gerne, at kulturlivets mekanismer i almindelighed og Det Svenske Akademis i særdeleshed nok ikke er helt så enkle, at de kan koges ned til denne simple stræben efter at være i opposition, skønt man faktisk er i regering. Men det er en af de væsentlige mekanismer. Og her er det så, at jeg vil stille tilbage til studiet, til sportens Rasmus Bech og hans fodboldvenner. Lad os kalde dem noget andet, lad os kalde dem publikum: De hopper nemlig ikke på den, og tak for det. Farvel til publikum I lande som Sverige og Danmark er der et stort kvalitetsbevidst publikum, som efterspørger teater, bøger, film, koncerter på højt, men også på tilgængeligt niveau. Og det er ikke - ikke altid - ting, der udelukker hinanden: det tilgængelige og det kvalificerede. Tænk for eksempel på de to museer nord og syd for København, Louisiana i Humlebæk og Arken i Ishøj, der hver på sin måde trækker massevis af mennesker til udstillinger af høj kvalitet og udfordrende indhold. Vi taler ikke om populisme a la TV 2 eller Stripperkongens piger. Arken og Louisiana er bare institutioner, den ene privat, den anden offentlig, som tør påtage sig det lille ubehag, det er ikke 'at stå udenfor' i et kulturliv, hvor mange koketterer med at gøre det. Sådanne institutioner kunne sagtens bevare deres prestige i kollegiale kredse, selv om de mistede publikum, men så havde de også mistet deres samfundsbetydning og var blevet til kultiveret beskæftigelse for et særligt segment: de centralt placerede, som konkurrerer om at stå udenfor. Det Svenske Akademi skal ikke give ret mange flere priser til denne verdens Elfriede Jelinekker, før de har sagt farvel til publikum. Og hvorfor så uddele Nobelprisen?