Klokken er 13, når litteraten Horace Engdahl i dag åbner fløjdørene i Det Svenske Akademi, og sekundet efter stirrer han direkte ind i et hav af lyskanoner og tv-kameraer. Som Akademiets sekretær fortæller han i det følgende minut, hvem vinderen af årets Nobelpris i litteratur er. Verden rundt vil man enten måbe i forbavselse eller klappe i hænderne, fordi man synes, retfærdigheden endelig er sket fyldest. Modernistisk fårehyrde Litteraturprofessor Hans Hertel fra Københavns Universitet venter sig lidt af hvert. »Ofte har man haft på fornemmelsen, at det var en modernistisk fårehyrde på Samos, der pludselig blev løftet op til verdensberømmelse for derefter at blive glemt to dage senere«, siger han. »Selvfølgelig skal det være litterær kvalitet, man skæver til, men der er vel omkring 100 navne, der kunne være inde i billedet, så når man skal vælge mellem ligeberettigede kandidater, kommer der selvfølgelig også andre kriterier ind i billedet«. »Om det skal være en prosaist eller en lyriker, en mand eller en kvinde, en dramatiker eller måske en forfatter fra en bestemt del af verden«, siger Hans Hertel. Tilfældigheder Som udenforstående synes han, det har virket noget tilfældigt, hvem Akademiet har peget på i årenes løb. Faktisk synes han, prisvinderne er valgt, som vinden blæser, og ofte har han siddet med fornemmelsen af, at Akademiet har været en lille filial af det svenske udenrigsministerium. »Man har af og til kunnet spore politiske hensyn, og at der blev uddelt små flidspræmier eller opmuntringspræmier til eksempelvis dissidenten Joseph Brodsky i 1987 eller til Nadine Gordimer i 1991, selv om det unægtelig havde været mere på sin plads at give prisen til hende, da man i Sydafrika stod i antiapartheidkampen«. »Ofte har det været en fuldstændig ukendt person, man henter frem, som da man valgte Wislawa Szymborska, som ingen havde hørt om før og som aldrig havde spillet nogen rolle«. Overraskende valg »Jeg kan ikke gennemskue, om der findes bestemte kriterier for prisvinderne, men formentlig er det i dag en ret lille kreds af folk, der bestemmer i Akademiet, og gennem de seneste mange år kan man vel se et modernistisk litteratursyn, om end det blev brudt på vidunderlig vis, da man valgte Dario Fo, som er en udadvendt og folkelig person, som kan lave politisk komik og gøre vældig nytte«, siger Hans Hertel. Han mener ikke, der blandt Nobelvinderne er decideret underlødige forfattere, men hvis han ser tilbage på listen over prismodtagere, kan han se mange tilfældigheder. At amerikanerne Sinclair Lewis fik prisen i 1930 og Pearl S. Buck i 1938, mener han var et udtryk for, at Akademiet ville anerkende, at der begyndte at komme vigtig litteratur fra USA. Hertel mener bare, at det var de forkerte valg. »Sinclair Lewis regner ingen for noget i dag, og Pearl S. Buck var en underholdningsforfatter. Derefter er det, man spekulerer over, hvad meningen er. Især når man tænker over, hvem der ikke har fået prisen«, siger Hans Hertel. Han er ikke ene om at være overrasket over prisen til Pearl S. Buck. Selv Det Svenske Akademi har siden ændret sine interne regler, så man ikke igen er så hurtig på aftrækkeren. Ingen forfatter kan i dag få prisen, den første gang de bliver bragt i forslag, og de skal to gange have været på den korte liste over de fem forfattere, Akademiet vælger imellem i sidste omgang. Konservativt Akademi Litterater har ikke problemer med at pege på andre og mere kvalificerede forfattere end Buck. Hans Hertel nævner uden tøven Marcel Proust, James Joyce, Karen Blixen og Georg Brandes, og han mener, det er en direkte skandale, at Graham Greene aldrig fik prisen. »Det er da besynderligt, at de aldrig har fået prisen, når man tænker på, at verdens mindste forfatter, Karl Gjellerup, i 1917 delte prisen med Henrik Pontoppidan, som er en fremragende og stor forfatter«. »Gjellerup fik den jo af politiske grunde, fordi Pontoppidan gik for at være radikal, hvilket man så har afvejet ved også at give prisen til en ærkekonservativ forfatter. Konstant har der været alle mulige bihensyn i tildelingerne, og Akademiet har altid været konservativt, når det gjaldt anerkendelsen af store forfatterskaber«, siger Hans Hertel. Som litteraturprofessor er han en af dem, der hvert år bliver opfordret til at indstille priskandidater, hvad han da også har gjort tidligere. Gennem flere år indstillede han Nadine Gordimer, der vandt i 1991, og næste gang indstiller han måske japaneren Haruki Murakami, som han mener har Nobelpotentiale. »Han er vildt original og tværnational på den måde, at han samler en masse i amerikansk og europæisk kultur og smelter det sammen med japanske træk og skaber noget meget internationalt. Det er ægte globaliseret kultur«, siger Hans Hertel. Pinlig uvidenhed Han står på ingen måde alene med sit syn på Akademiet og fornemmelsen af, at der indimellem kan spille andre hensyn ind end de rent litterære. Men Akademiet afviser det altid. I sidste uge sagde Akademiets sekretær Horace Engdahl til Information, at det vidner om en pinlig uvidenhed om den måde, Akademiet arbejder på, hvis man tror, prisen skulle være politisk motiveret. »Det handler altid om litterær kvalitet«, sagde han. Han sagde også, at det i princippet er muligt at give prisen to år i træk til en portugisisk forfatter, og at det på et tidspunkt også vil ske - bare for at vise, at det kan lade sig gøre.