Ole Bole er død. Tro det eller ej. Han var ellers dansk hele vejen igennem, men nu er han død, og det er trist at tænke på. Som barn gik han i Kanonskolen og havde overlærer Lund som klasselærer, og her rettede man sig efter den kanon, den danske stat havde udstedt, så han kunne navnene på tolv danske forfattere, tolv danske film og hele fireogtyve danske salmer udenad. Indre Mission Han var født i Hvidovre, og hans mor var fra Færøerne. Hun stod ved samlebåndet på en fabrik i Sydhavnen hele sit liv. Hans far var lagerarbejder og aktiv i fagforeningen. Hans farfar var i sin tid indvandret fra det mørke Jylland og havde medbragt sine slægtninges strenge tro. Som arvegods ejede Ole Bole en slidt udgave af Indre Missions sangbog, 'Hjemlandstoner', men den stod ikke på kanonlisten. Det gjorde derimod navne som Holberg, Oehlenschläger, Grundtvig og Ibsen, og dem lærte han, så han kunne deres fødsels- og dødsår på fingrene. En plads ved samlebåndet Da han forlod skolen, regnede han derfor med, at hans kvalifikationer skulle give ham arbejde med det samme, men i det første job, han fik, arbejdede de ansatte i team og skulle selv tage initiativer. Den slags havde han ikke lært, for i skolen havde de afskaffet projektarbejde og rundkredspædagogik, så han røg hurtigt ud. Det næste sted arbejdede de i en kombination af individuelt arbejde on location og netværksarbejde. Han anede ikke, hvad det var, så han gled også hurtigt ud der. Det tredje sted var de globale og kreative, så det gjaldt om at være forandringsparat og grænsesprængende. Rødder er til for at blive rykket op, sagde de, og så mistede han også det job. Til sidst fik han en plads ved samlebåndet på den selv samme fabrik i Sydhavnen, hvor hans mor havde stået hele sit liv, og der var han lykkelig, for nu skulle han ikke gøre andet, end hvad han fik besked på, og det var alt, hvad han havde lært, men lykken er lunefuld, og kun en uge efter ansættelsen blev fabrikken flyttet til Kina, og så var han igen arbejdsløs. Betydningsfuld bro Da så han i en annonce, at man søgte kustoder i Den Gamle By i Århus. Det måtte da lige være noget for ham, så han købte en billet til Smilets By, men alt mens toget kørte vestpå, så han et helt andet land end det, han havde lært om i skolen. Det bestod af forstæder, fabrikshaller, veje og trafikanlæg, og han syntes, at Danmark var blevet ødelagt, men i kupeen sad der et par ingeniører, og da de kom til Storebæltsbroen, blev de begejstrede og sagde, at den var smuk. De sagde også, at her var der et projekt, der var fælles for alle danskere, og som bandt landet sammen som aldrig før, men Ole Bole så kun noget beton, der stak op af vandet og ødelagde udsigten over Storebælt, og således fortsatte turen gennem et land, han ikke kendte. Da han kom til Århus, var der en kø så lang, at den gik lige fra stationen og op til Den Gamle By. Det viste sig, at han kendte mange af dem, der stod i den, for de havde gået i samme skole. Nogle af dem var klædt i nationaldragter og viftede med dannebrog, men det hjalp dem ikke. Da de omsider nåede frem til skranken, var stillingen for længst besat. Ægte dansk Desperat og fortvivlet besluttede han sig til at skrive et læserbrev til Jyllands-Posten med et krav om, at man udvidede Den Gamle By, så der kom et frilandsmuseum i hver eneste by i Danmark, men han kunne ikke få ordene ned på papiret. Han anede ikke, hvordan man gjorde den slags, for det havde han heller ikke lært i skolen. Da så han, at der om aftenen var et folkemøde om kanon, og han besluttede at møde op. Uden for indgangsdøren stod en mand og kastede op, men inde i salen var der lutter smilende mennesker. De sang gamle danske sange og talte om nødvendigheden af at kende sine rødder, og om hvor rodløse alle de andre var, men da han foreslog, at de skulle synge en sang fra 'Hjemlandstoner', bredte der sig en pinlig tavshed i lokalet. »Den slags har vi da gudskelov lagt bag os«, var der én, der hviskede så højt, at alle kunne høre det, og pludselig gik det op for ham, at han nok aldrig ville blive rigtig dansk, for hans hår var ikke hvidt, han gik ikke med jakke og slips, og hvad hans slægt havde bedrevet i tidens løb, var tilsyneladende uden betydning, når det drejede sig om at være ægte dansk. Han ville dog gøre endnu et forsøg og foreslog, at man måske kunne synge en sang fra Arbejdersangbogen, men forslaget blev mødt med en rungende hånlatter, og en venlig, men bestemt herre lagde en fast hånd på hans skulder og sagde: »De hører vist ikke hjemme her«. Død af sindsbevægelse Uden for døren var han lige ved at snuble over en tyrkisk rengøringsarbejder, der var ved at vaske trappen, men han ænsede ham ikke. Rød i hovedet af skam og fortvivlelse søgte han tilbage til det billige hotelværelse, han havde lejet for natten. Gennem hele livet havde han aldrig spist andet end dansk medisterpølse, dansk flæsk, dansk kål, danske frikadeller, blodpølse, fedtegrever og opbagt sovs. Det havde medført, at han var blevet meget overvægtig, og hans hjerte kunne ikke klare sindsbevægelsen. Stakkels Ole Bole. Næste morgen fandt de ham død. I den ene hånd knugede han en tom cigaretpakning. Han havde kradset i den, så det advarende ord om rygning var blevet erstattet af kanon, så der stod: 'Kanon kan være yderst skadelig', og det var hans åndelige testamente, men ved graven sagde præsten, at han levede og døde som en dansk mand, og det var jo også sandt.