Det vrimler i denne tid med forfatterarrangementer. Størst søgning har de velkendte og etablerede navne og dem, der på ingen tid er blevet talk of the town, men det kan betale sig at forvilde sig ind i et mindre kendt forum, Underskoven, hvis man er ude efter en anderledes og kulørt oplevelse. Stedet er Salon K, i Huset i Magstræde, hvor Underskoven hver anden torsdag holder hof med mindre etablerede digtere, forfattere og interesserede tilskuere. Solidaritet »Michael kommer ikke. Hans kat er død«, lyder det fra salen, da denne torsdags første digter bliver kaldt op for at læse sine digte op. Forfattergruppen Underskoven mødes for at læse op og ikke mindst for at udvise solidaritet over for sine skrivende kolleger. Initiativtageren til Underskovens oplæsninger, Bo Lille, forklarer, at i dette forum, i skyggen af de store træer, handler det om at opmuntre og støtte hinanden i stedet for at dyrke konkurrenceelementet. Selvironi Det er da også som at komme ind i en familiær kreds af tolerance og forståelse. Den første digter, der går på scenen, er Finn Andersen, der med digtsamlingen 'Digte fra sidelinjen' har skrevet om det at opholde sig i Vestre Fængsel. t digteren selv har et indgående kendskab til miljøet, lægger han ikke skjul på. Og da en i forsamlingen råber: »Det lyder sgu da helt hyggeligt!«, må han medgive, at det bestemt ikke er så slemt, som man skulle tro. Fra Vestre Fængsel går det videre til en digterindes besyngelse af den evige kærlighed og reinkarnation og herfra over til digteren Emil Verners motivverden, der bl.a. behandler kentaurer, Satan og mere eller mindre frække ord. Digteren slutter naturligt af, da han mangler den sidste side af digtet. Men det er der nu ingen i forsamlingen, der klandrer ham for. At Underskovens digtere ikke tager sig selv alt for højtideligt, er også digteren Jacob Ersgaard et godt eksempel på. Han læser op af sin digtsamling 'Kål' og gør forinden opmærksom på digtenes potentielt manglende autoritet: »Hvis du synes, digtene er dårlige, så skulle du bare have læst kladderne«. Familiær stemning Enkelte tilhørere forsøger i pausen diskret at liste ud, men arrangøren og digteren Bo Lille gør det klart, at Underskovens beboere ses langt klarere end dem i de store skovarealer. Der er store knus til afsked, og begejstrede ord følger tilhørerne til døren: »Skriv nogle tekster, så ser vi på det, kom snart igen!«. Selv om Underskoven står i skyggen af de store træer, og ikke alle træer vokser ind i himlen, finder man i krattet en afslappet, familiær og underholdende stemning, man ellers skal lede længe efter i Københavns litterære miljøer.