Det kan da ellers nok være, at Michael Jarlner og Anders Jerichow fik svar på tiltale, da de i ugens løb dristede sig til at udsende en ny debatbog, hvor de ret kontant gør sig til talsmænd for en adskillelse af stat og kirke. Skovshoved-præsten Johs. H. Christensen afleverer i Jyllands-Posten en tordenprædiken, der må have givet racerfrisure til de to Politiken-medarbejdere, der til daglig er henholdsvis udlandsredaktør og kommentator. Der er i hvert fald ikke megen medvind - om overhovedet nogen - til synspunkterne i bogen 'Grænser for Gud - giv det verdslige samfund en chance'. Hjælpeløst naivt Som flere af sine kolleger løfter JP's anmelder pegefingeren og minder de to debattører om, hvordan det lige er gået i lande, hvor tanken er afprøvet. »Skiller man stat og kirke, så tror de, at man får sat grænser for Gud. Det er en hjælpeløst naiv tanke«. »I USA er stat og kirke adskilt, men ingen steder spiller religionen så dominerende en rolle, og netop her er Gud lige så grænseløs som Allah i den arabiske verden«. Ikke en privatsag »I Danmark har vi et historisk bestemt og på mange måder irrationelt bånd - indrømmet - mellem stat og kirke, men få steder i verden figurerer Gud så beskedent i den offentlige debat«, skriver Johs. H. Christensen, og efter hans mening ved de to forfattere mere end lidt om religion og intet om kristendommen. »De tror, at religion kan gøres til en privatsag, men tager fejl. Religion imprægnerer den troendes hele væsen og bevidsthed - som saltet i kartoflerne«. »Deres fejltagelse giver sig de særeste udslag, f.eks. i troen på, at »vi hver især kan have vores private gudsopfattelse««. »Gu' ka' vi ej! Et forhold til Gud - enten han kaldes sådan eller Jahve eller Allah eller Shiva inddrager andre, fordi den troende i sin omgang med andre er bestemt af sin tro, der former etikken og dermed forestillingerne om retfærdighed og samfundets indretning«. Ikke for de sarte Venstres Birthe Rønn Hornbech har også lidt svært ved at forstå, hvorfor en adskillelse af stat og kirke skulle give friere forhold end i dag. Hun skriver i Politiken, at forfatterne ikke har forstået, at de protestantiske lande allerede er de frieste i verden, fordi der netop i den evangelisk-lutherske kirke skelnes mellem lov og evangelium, det verdslige og det kirkelige regimente, og at trosfriheden og åndskampen også i det offentlige rum er en naturlig konsekvens af denne skelnen. »Bogen er ikke for troende sjæle med sarte nerver. Derimod vil læserne, der ønsker at bevare størst mulig frihed for folkekirken og andre trossamfund kunne udfordres, inspireres og irriteres af denne meget velskrevne bog«. Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, mener, de to debattører lugter kristenblod. »I den multireligiøse og multikulturelle virkelighed, der er ved at manifestere sig i Danmark og det øvrige Vesten, er der kun ét at gøre, mener de. Samfundet skal renses for religion, så ingen kan føle sig forfordelt eller diskrimineret«. »Det er især kristendommen, der skal ud til højre. Tydelige kristne spor i samfundet krænker nemlig muslimerne. Kun en religiøst neutral stat kan sikre, at der er plads til alle, lyder det om deres bud på, hvordan samfundet indretter sig som multireligiøst og multikulturelt«, skriver han. Risiko for totalitarisme Bjerager er mildt sagt ikke enig, men han roser dog bogen for at være prisværdigt klar i sin udmelding. »I det religionsløse paradis, som de to forfattere ser åbenbare sig, skal menneskerettighederne være højeste norm, uden dog at sætte menneskerettighederne i Vorherres sted, som det pointeres. Men stikker man spaden lidt dybere i jorden end forfatterne, er der ikke meget i historien, der tyder på, at denne verden kan undvære religion«. »De værdier, der skabte menneskerettighederne og demokratiet, dumpede da heller ikke ned fra himlen. Eller måske rettere: Det gjorde de helt præcist, fordi de er en frugt af den kristne kulturpåvirkning«. »Bogen overser dermed helt det vigtigste bidrag til den vestlige civilisation, der ligger i kristendommen. Bogen tager heller ikke livtag med den virkelige og farlige dimension af det store religionsuddrivelsesprojekt«. »Den historiske erfaring er nemlig, at de samfund, der vender ryggen til Gud, ender som totalitære stater og i øvrigt selv begynder at antage religiøse træk med selvopfundne riter og helligdage, som de to forfattere også foreslår skal være tilfældet i det religionsløse, danske samfund«, skriver Bjerager. Skinhelligheden vil hærge I Information skriver David Rehling, at debatbogen ikke er præget af nogen indlevelse i folkekirkens indre forhold. »Den distancerer sig fra al religion. Derfor er den blind for, at den nuværende danske ordning indebærer en beskyttelse af præsternes ytringsfrihed, at de kan sige - næsten, ikke sandt, Grosbøll? - hvad de anser for ret«. »Hvis menighedsrådene fik magten over forkyndelsen, ville en flom af bavl flyde over landet. Og skinhelligheden hærge, som den i dag gør det i USA«, mener Rehling, som slutter med at undre sig over, at forfatterne i deres iver for at løsne de nuværende bånd indfører nogle nye. »Jarlner & Jerichow kræver, at kirken kun må udfolde sig på sogneplan: 'begrænset til den enkelte kirke, moske, synagoge, helligdom - for at sikre det nationale fællesskab mod opbygningen af religiøse magtcentre'«, noterer Rehling, før han med nogen ironi sætter punktum for sin anmeldelse med følgende sætning »Det kan let blive stramt, når frisindet vil sætte spillereglerne«. Hygiejnisk heldags-demokratur Nils Gunder Hansen i Berlingske Tidende har ikke meget tilovers for Jarlner og Jerichows forsøg på at lave regler for at neutralisere religionens indflydelse på samfundet og bl.a. indføre uddannelser for religionsforkyndere og nye fag som 'Vores samfund' i skolen. Han ser de to debattører som »regulære samfundsingeniører komplet med kollektivisering af ungdommen og erstatning af viden og kundskaber med indlæring i samfundets kerneværdier«. »Hvad skal man sige? Må Gud se i nåde til os alle, den kristne og hedningen, tyrken og jøden, når vi skal leve i Jarlners og Jerichows hygiejniske heldags-demokratur«.