At udsende en bog om Asger Jorns besøg i Cuba, i en tid, hvor mange synes travlt optaget af at påpege (andres) eller fralægge sig (egne) tidligere kommunistiske tendenser, er ganske enkelt politisk ukorrekt. På den absolut opbyggelige måde. Og helt i Jorns ånd. Hvilket Troels Andersen, der er kunsthistorikeren bag bogens tekst, må vide alt om, for han har ledet Silkeborg Kunstmuseum, der karakteriseres af Jorns samling, i mere end 30 år. Ikke fordi Jorn på nogen måde var dogmatisk kommunist. Langtfra. Men han tillod sig at tro på en bedre verden, og kunsten var for ham en naturlig del af bevægelsen hen imod denne bedre, mere retfærdige og frie verden, ligesom kunst var en del af alle andre af livets aspekter. Værkets frihed For Asger Jorn var kunst ikke et elitært tidsfordriv, der skulle holde sig til i institutionelle reservater. Kunsten skulle ud til folket, ud i hverdagen og den måtte gerne snavse sig til. Kunsten skulle simpelt hen være fri - fri i udtrykket, fri i farven, fri af alle krav. Og når friheden selv var motivet, som det nok var tilfældet på Cuba, så skulle friheden ikke illustreres, men føles direkte i værket. På den måde kan man sige, at værkets frihed blev et billede på frihed. Så hvis nogle havde forventet sig et mere klassisk murmaleri, sådan som man for eksempel kender det fra den mexicanske maler Diego Rivera, som udsmykning af Det Historiske Arkiv i Havana, så blev de skuffede. Jorn ville ikke opdrage Riveras politiske standpunkter er direkte aflæselige i hans store malerier, og de lægger ikke skjul på deres målsætning om at opdrage masserne. Helt anderledes gik Jorn til værket. Hvilket i hvert tilfælde nogle cubanere også godt vidste, for Jorns store maleri 'Stalingrad' havde i sommeren 1967 været udstillet i Havana, side om side med værker af blandt andre Picasso. I årets sidste dage blev Jorn så fløjet til kulturkonference i Havana, sammen med digtere og forfattere som Graham Green, Hans Magnus Enzensberger og danske Ivan Malinovski. Troels Andersen skriver i bogen, at Jorn snart indså, »at rollen som passiv tilhører eller deltager i diskussionerne ikke var frugtbar for ham«. Man kunne gætte på, at han kedede sig. I hvert fald fik Jorn sin cubanske ven og kollega Wifredo Lam til at finde et sted, Jorn kunne bemale, og det blev altså Det Historiske Arkiv, der havde fået til huse i en bygning, som tidligere fungerede som en amerikansk bank. Spontan kunst Som sædvanlig sprængte Jorn alle rammer og præsterede i stedet for et afgrænset murmaleri en totaludsmykning, der snor sig op ad søjler og som breder sig gennem gulvet fra én etage til den næste. Og Jorn gik direkte til sagen, han brugte hverken omhyggelige skitser eller arkitektoniske modeller, men en skruetrækker, som han ridsede sine konturer ind i væggen med. Derefter kørte han en gulvklud, vædet med sort farve, over væggen, hvor farven - ligesom når man raderer - trængte ned i ridserne, revnerne, og blev liggende i de store linjer. Men Jorn holdt sig selvfølgelig ikke til et sort-hvidt billede. Heldigvis faldt han over en masse akrylmaling, hvilket var et nyt materiale på den tid, og gav hvert lille hjørne af udsmykningen den karakteristiske Jornske glød, som små stykker sommer, indfanget og bevaret så strålende som stod man der selv. Farverne havde Jorn fundet allerede i 1940'erne, og det at arbejde med billeder uden for rammer, lærred og afgrænsninger var heller ikke helt nyt for ham. Som man indtil slutningen af august kunne se på Gammel Holtegaard, udførte han allerede i 1938 et fælles vægmaleri med vennen Pierre Wemaëre og sidst i 1940'erne blev den berømte hytte i Bregnerød udsmykket under en Cobra-kongres. Kunstnerne i Cobra var enige om, at kunst skulle være fri og spontan, og en del af grundlaget for gruppens dannelse var det kommunistiske krav om en socialrealistisk kunst, som de unge kunstnere nægtede at adlyde. Men på Cuba var der åbenbart plads til Jorns udgave af frihedskunst, selv om den ikke inkluderer en eneste heroisk arbejder.