Lufthavnsboghandlens bestsellerstand for 'crime' litteratur frister mig altid. Men det var nu et slid at komme igennem Dan Browns bog 'Engle og dæmoner'. Brown kan godt indimellem konstruere scenarier, der får en til at vende sider i rasende fart, men hans bøger er det meste af tiden fyldt med ikke særligt overbevisende lærdom, som han bruger alt for mange sider på at formidle. Så jeg kan godt undre mig over, at så mange læsere vil stå model til de sindrige intriger. Men fascinationen har måske rod i den samme mærkværdige hunger efter mysterier udstyret med lægelatinsk autoritet, som i sin tid gjorde Umberto Ecos 'Rosens navn' til en international bestseller (uden sammenligning i øvrigt - Eco er jo faktisk lærd). Lærdom skal åbenbart helst være indhyllet i intriger og mysterier for at være interessant. Djævelske engle Allerede i Browns første bog, 'Digital Fortress', er plottet bygget op om hemmelige koder, der bliver brudt, og som truer med at give adgang til skrækindjagende former for magt og destruktion. I de senere bøger, 'Da Vinci mysteriet' og 'Engle og dæmoner' er der så til dette plot adderet uigennemskuelige kirkehistoriske intriger, hvor tilsyneladende rationelle kræfter kæmper mod tilsyneladende formørkede fundamentalister. Gennem overraskende afsløringer vendes billedet imidlertid på hovedet tilpas mange gang til, at man til sidst dårligt ved, hvem der egentlig er engle og hvem dæmoner. Fortidens engle var da også lige så ofte djævelske, som de var gode, forstår man. Rationelt og religiøst I 'Engle og dæmoner' har en genial katolsk fysiker skabt et større kvantum såkaldt 'antistof'. Den geniale fysiker bliver imidlertid myrdet, og antistoffet stjålet med den hensigt at sprænge Vatikanet i luften - eller det tror vi i alt fald. Browns tilbagevendende helt, Harvard-professoren Robert Langdon, ekspert i 'symbol-lære', drages ind i begivenhederne og får af fysikerens unge, smukke og kloge medarbejder, datteren Vittoria, følgende belæring om antistof: »Forskere har vidst siden 1918, at der ved Big Bang blev skabt to slags stof. Den ene slags er den slags, vi ser på Jorden, som udgør klipper, træer og mennesker. Den anden er dens modsætning - i enhver henseende magen til, bortset lige fra at ladningen af partiklerne er omvendt«. Videre forklarer hun, at det var farmands ide at bevise, at det rationelle og det religiøse i virkeligheden ikke er modsætninger. Ved at skabe antistof i laboratoriet bliver videnskaben nemlig skaber i samme forstand som Gud. Som Gud skabte stoffet, således skabte videnskaben antistoffet. Gud og videnskab bliver derved to sider af samme sag. Kedelig vision En lidt gammeldags pointe i grunden. Rationaliteten og irrationaliteten er de evige modspiller, som de har været det siden Galileis og Descartes' dage. I stedet for som moderne kognitionsforskning at søge disse modspillere forenet på en indvendig måde, altså ved at afsløre deres uadskillelighed i tanke- og bevidsthedslivet, så forener Brown dem gennem et postulat om irrationalitetens højere rationalitet, for så vidt som den skabende Gud altså selv er en slags videnskabsmand. Troen på, at fysikken skulle kunne bruges til at afgøre metafysiske problemer, er en gammel traver. Naiv er den ikke des mindre. At månen skulle være en grøn ost, kan fysikken nok modbevise. Men troen på en skabende Gud kan ikke aflives rationelt, for hvad kommer rationaliteten af? Stoffet? Antistoffet? Eller skal vi tro, den videnskabelige rationalitet var altings begyndelse? Kedelig vision, hvis man spørger mig.