Det er sproget, det kommer an på. Og dét afhænger som bekendt af ørerne, der hører det. Denne enkle hverdagsudgave af Heisenbergs usikkerhedsteorem finder ikke blot anvendelse på litteraturen, men i høj grad også på anmeldelserne af den. Hvad den ene anmelder genkender som ægte sprog, nægter den anden at tro på. Alt efter om jargonen er fra højbanen på Nørrebro eller fra Kystbanen - og om anmelderen er det. Det fik vi demonstreret i modtagelsen af tre af ugens bøger fra to veletablerede forfattere med noget nær dronningestatus på parnasset - og én, der netop træder ind til graduation ball med sin første roman. Varmt på toppen Vi tager dem ovenfra og ned, ordnet efter vurderingerne: Fem stjerner fik hun i de aviser, hvor de giver bøgerne stjerner på, for sine »afdæmpede, knivskarpe, eksistentielt vibrerende noveller«, skrevet »nøgternt, næsten dissekerende ... i traditionen fra Hemingway over Raymond Carver til sit helt eget unikke udtryk« (Anne Sophia Hermansen, Fyens Stiftstidende). »Man kan bare drømme om flere bøger af samme tilsnit« (Mai Misfeldt i Berlingske Tidende). »Skønt ... velafstemt prosa, når det har været i hænderne på en forfatter, der virkelig kan høre sproget, så man ser det for sig, om jeg så må sige« (Christa Leve Poulsen i Børsen). Dirrende skildring Katrine Marie Guldagers 'Kilimanjaro' handler det om - også i de stjerneløse dagbladsanmeldelser, der forudsætter, at læseren kan læse: »11 fint kalibrerede tekster« der »skildrer dirrende tydeligt, hvordan afhængighed og ufrihed er uløseligt flettet ind i kærlighedens og rejsens verdener« (Mikkel Bruun Zangenberg her i Politiken). »Noget af det ypperste af, hvad man kan finde inden for denne genre i den yngre danske litteratur« (Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad). »Ved at bevæge sig fra København (titlen på Guldagers novellesamling fra sidste år, red.) til Kilimanjaro har Guldager om muligt gjort sin novellekunst endnu mere subtil« (Lilian Munk Rösing i Information). »Den ('København', red.) blev en læser- og kritikersucces. Det gør efterfølgeren også« (Erik Svendsen i Jyllands-Posten). Bodega-dansk I samme avis kunne man samme torsdag læse, at Anne Marie Løn i sin ny roman 'Serafia' »har lyttet dybt ind i sjælene og hjernevindingerne hos nogle mennesker fra det københavnske Nørrebro og Valby« og med »et fast greb« om deres sprog skrevet »en eminent fortalt historie om en dramatisk familieskæbne« (Annelise Vestergaard i Jyllands-Posten). Men her er tilslutningen fra kollegerne knapt så enstemmig. 'Serafia' er et værtshus, men stedets bodega-dansk klinger nok så fremmed i andres øren: »Jeg har svært ved at tro - hvor gerne jeg end ville - at der er så meget sprogligt overskud i det miljø«, lyder Marie Tetzlaffs skepsis her i Politiken, selv om romanen »er en lyst at læse« og »holder kursen præcist mellem barokke situationer og kuldsejlede skæbner«, til den lander »midt mellem Erling Jepsen og Kirsten Thorup. Ikke noget dårligt sted«. Lyden af stenbroen Samme Thorup, Chr. Jungersen plus Per Flys film 'Bænken' er blandt de værker, 'Serafia' »også kvalitativt tåler« sammenligning med ifølge John Chr. Jørgensen i Ekstra Bladet, hvor romanens skrappe men nu skrantende moderskikkelse skaffer bogen plads i »rollator-bølgen i moderne dansk litteratur«. »Portrættet af hende holder hver meter, komplet med rollator, øl og snaps«, istemmer Marie Louise Kjølbye i Information og associerer også til Thorup og Jepsen plus Bent Vinn Nielsens realistiske kig ind i »den type provinsnetværk, som også findes midt i storbyen«. En association, der falder uheldigere ud hos Christa Leve Poulsen: Hun kan »ikke lade være med at tænke på, hvor godt et øre en forfatter som Bent Vinn Nielsen har for jargonen i den i 'Serafia' skildrede socialgruppe«, hvorimod Løns »tilstræbte stenbros-jargon simpelthen ikke er troværdig«, får dagbladet Børsens læsere i al landsens direktørkontorer og bestyrelseslokaler at vide i den eneste udtrykkeligt skuffede anmeldelse. Pinagtigt præcist Hvad den ene kalder uhørt, får altså den anden til at råbe: Hørt! Det er ikke nemt at gøre alle tilpas, måtte også debutanten Ina Merete Schmidt erkende, da hun fik ørerne i maskinen med sin roman, opbygget som en mosaik af tekststumper om en smuk ung kvindes liv i Paris - og den barndom, hvor hun var en fremmed for forældrene 'Fra dag ét', som titlen lyder. »Ina Merete Schmidt er god til at snakke ungdomscool«, konstaterer Lilian Munk Rösing i Information, så dét sprog må hun jo kende. »Pinagtigt præcist og ganske komisk« aflyttes de fatalt umodne og »nyrige Søllerød-forældres« ucensurerede »dialoger, set og hørt af den lille Isa«, bekræfter til gengæld Leonora Christina Skov her i Politiken. Sjovt nok har andre anmeldere læst, at romanens forældre er fra Rungsted, men derfor kan Skov måske godt kende sociolekten fra kvartererne lidt inde i landet. For få ridser i lakken Hvorom alting er: Romanen er på den ene side »en både munter og, et langt stykke hen ad vejen, læseværdig oplevelse«, skriver Skov, mens man på den anden side »i længden savner ... fremdrift i historien og facetter i persontegning«. Rösing kalder den »en lakeret beretning, som forsøger at krakelere, uden at det helt lykkes«. Den kønne unge fortæller, Isa Bruun, er nemlig »cutter: hun skærer i sig selv«, fortæller Informations anmelder og tænker sig, »at hele den glatte, cafésmarte diktion ... skal forestille selvbedragets skinnende lak, og at det så er meningen, vi som læsere gradvist skal opdage ridserne i den, ligesom vi skal opdage de ridser i Isas hud«. Men der er med anmeldelsens overskrift »for få ridser i lakken«, og »forfatterskabet må stå sin prøve på, om hun også kan snakke andre sprog«. Kolossalt overbevisende Mere imponerede er de øvrige anmeldere: Den 29-årige debutant »skriver fuldstændig uanstrengt«, fremhæver Berlingskes Mai Misfeldt til gengæld, og hun »magter den fine kunst: altid at vise frem for at fortælle«. »Det er absurd, stikkende og anfægtende læsning, men skrevet med et sprogligt overskud og en humor« - der ligefrem kan blive »hylende morsom«. I Kristeligt Dagblad kalder Ove Christensen forfatteren »en virkelig skarp portrættør« og værket »meget lovende«. Ekstra Bladets John Chr. Jørgensen finder »lidt Christian Kampmann og Leif Panduro over fortællingen - uden at forgængernes niveau dog helt nås«, kalder krydsklipningen mellem nutid og fortid, dagbogsnotater, breve osv. for »opkvikkende, tegneserieagtig« (og det er ment som en ros!) og finder slutningen »dejlig åben og skør!«. »God det er hun. Rigtig god. Skarp og analytisk, humoristisk og iagttagende«, skriver Henriette Bacher Lind slet og ret i Jyllands-Posten. »Først og fremmest er det stilen, man hæfter sig ved. Den lidt ordknappe facon ... de underspillede pointer, der siger alt. Klicheerne, som understreger hulheden ... Ina Merete Schmidt er en kolossalt overbevisende debutant«.