0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Selvhørt er velhørt

I ugens løb blev Katrine Marie Guldager og Anne Marie Løn hyldet for novellerne 'Kilimanjaro' og romanen 'Serafia', men også modtagelsen af Ina Merete Schmidts debutroman 'Fra dag ét' demonstrerede, at det ene afgørende - sproget - afhænger af ørerne, der hører det.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Forfatter Anne Marie Løn. - Foto: Tine Harden

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er sproget, det kommer an på. Og dét afhænger som bekendt af ørerne, der hører det.

Denne enkle hverdagsudgave af Heisenbergs usikkerhedsteorem finder ikke blot anvendelse på litteraturen, men i høj grad også på anmeldelserne af den.

Hvad den ene anmelder genkender som ægte sprog, nægter den anden at tro på.

Alt efter om jargonen er fra højbanen på Nørrebro eller fra Kystbanen - og om anmelderen er det.

Det fik vi demonstreret i modtagelsen af tre af ugens bøger fra to veletablerede forfattere med noget nær dronningestatus på parnasset - og én, der netop træder ind til graduation ball med sin første roman.

Varmt på toppen
Vi tager dem ovenfra og ned, ordnet efter vurderingerne:

Fem stjerner fik hun i de aviser, hvor de giver bøgerne stjerner på, for sine »afdæmpede, knivskarpe, eksistentielt vibrerende noveller«, skrevet »nøgternt, næsten dissekerende ... i traditionen fra Hemingway over Raymond Carver til sit helt eget unikke udtryk« (Anne Sophia Hermansen, Fyens Stiftstidende).

»Man kan bare drømme om flere bøger af samme tilsnit« (Mai Misfeldt i Berlingske Tidende).

»Skønt ... velafstemt prosa, når det har været i hænderne på en forfatter, der virkelig kan høre sproget, så man ser det for sig, om jeg så må sige« (Christa Leve Poulsen i Børsen).

Dirrende skildring
Katrine Marie Guldagers 'Kilimanjaro' handler det om - også i de stjerneløse dagbladsanmeldelser, der forudsætter, at læseren kan læse:

»11 fint kalibrerede tekster« der »skildrer dirrende tydeligt, hvordan afhængighed og ufrihed er uløseligt flettet ind i kærlighedens og rejsens verdener« (Mikkel Bruun Zangenberg her i Politiken).

»Noget af det ypperste af, hvad man kan finde inden for denne genre i den yngre danske litteratur« (Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad).

»Ved at bevæge sig fra København (titlen på Guldagers novellesamling fra sidste år, red.) til Kilimanjaro har Guldager om muligt gjort sin novellekunst endnu mere subtil« (Lilian Munk Rösing i Information).

»Den ('København', red.) blev en læser- og kritikersucces. Det gør efterfølgeren også« (Erik Svendsen i Jyllands-Posten).

Bodega-dansk
I samme avis kunne man samme torsdag læse, at Anne Marie Løn i sin ny roman 'Serafia' »har lyttet dybt ind i sjælene og hjernevindingerne hos nogle mennesker fra det københavnske Nørrebro og Valby« og med »et fast greb« om deres sprog skrevet »en eminent fortalt historie om en dramatisk familieskæbne« (Annelise Vestergaard i Jyllands-Posten).

Men her er tilslutningen fra kollegerne knapt så enstemmig.

'Serafia' er et værtshus, men stedets bodega-dansk klinger nok så fremmed i andres øren:

»Jeg har svært ved at tro - hvor gerne jeg end ville - at der er så meget sprogligt overskud i det miljø«, lyder Marie Tetzlaffs skepsis her i Politiken, selv om romanen »er en lyst at læse« og »holder kursen præcist mellem barokke situationer og kuldsejlede skæbner«, til den lander »midt mellem Erling Jepsen og Kirsten Thorup. Ikke noget dårligt sted«.

Lyden af stenbroen
Samme Thorup, Chr. Jungersen plus Per Flys film 'Bænken' er blandt de værker, 'Serafia' »også kvalitativt tåler« sammenligning med ifølge John Chr. Jørgensen i Ekstra Bladet, hvor romanens skrappe men nu skrantende moderskikkelse skaffer bogen plads i »rollator-bølgen i moderne dansk litteratur«.

»Portrættet af hende holder hver meter, komplet med rollator, øl og snaps«, istemmer Marie Louise Kjølbye i Information og associerer også til Thorup og Jepsen plus Bent Vinn Nielsens realistiske kig ind i »den type provinsnetværk, som også findes midt i storbyen«.

En association, der falder uheldigere ud hos Christa Leve Poulsen:

Hun kan »ikke lade være med at tænke på, hvor godt et øre en forfatter som Bent Vinn Nielsen har for jargonen i den i 'Serafia' skildrede socialgruppe«, hvorimod Løns »tilstræbte stenbros-jargon simpelthen ikke er troværdig«, får dagbladet Børsens læsere i al landsens direktørkontorer og bestyrelseslokaler at vide i den eneste udtrykkeligt skuffede anmeldelse.

Pinagtigt præcist
Hvad den