'Ole spiser æblet' er en fejlfri sætning. Først grundled, så udsagnsled og til sidst genstandsled. I den rækkefølge skal ordene falde, hvis man vil beskrive den omtalte situation på normalt dansk. Det er ligesådan på fransk, svensk, engelsk. Først kommer den, der handler, så handlingen og som tredje led den genstand, handlingen går ud over. Æblet spiser Ole Men vi er i mindretal, fremgår det af et monumentalt 'Verdensatlas over Sprogstrukturer', som 55 lingvister fra blandt andet USA, England, Tyskland, Belgien, Rusland og Sverige netop har udgivet. De har ganske vist kun lidt under en fjerdedel af verdens sprog med i deres kortlægning af netop dette træk, nemlig 1.228. På 435 af disse sprog kommer leddene i den rækkefølge, mens 'Ole æblet spiser' er det normale på ikke mindre end 497 sprog. Tre led kan som bekendt kombineres på seks forskellige måder, og alle seks forekommer i den virkelige verden. 'Æblet spiser Ole' lyder sætningen på hixkaryana og 8 andre, overvejende sydamerikanske indianersprog. Rækkefølgen 'æblet Ole spiser' er den normale på fire af atlassets sprog. Drømmen om ursproget Og hvad så? Et atlas over placeringen af de simpleste sætningsled og 141 andre strukturegenskaber i sammenlagt 2.559 af verdens forskellige sprog - er det ikke endnu et eksempel på ligegyldig viden, forskerne får tiden til at gå med at samle sammen? Måske. Men det er også muligt at det er et lille skridt på vejen til løsningen af en af de største af alle gåder i de humanistiske videnskaber: Hvad er sprog i grunden for noget? Engang talte alle mennesker et og samme sprog. De besluttede, at de ville bygge et tårn, der rakte op til himlen. Det syntes Vorherre var lige i overkanten, så han »forvirrede« sproget, som det hedder i 1. Mosebog. Pludselig talte folk forskellige sprog. De kunne ikke længere forstå hinanden og derfor heller ikke fuldføre den grandiose og noget anmassende bygning. I denne myte om Babelstårnet møder vi for første gang drømmen om det ene sprog, der ligger til grund for alle sprogene. Her er forestillingen om ursproget kædet sammen med uskyld, hovmod og syndefald. Senere, da der opstod en sprogvidenskab, er der gjort adskillige forsøg på at iklæde drømmen ord og bogstaver. Menneske eller dyr Det var især i grammatikken, man gjorde sig håb om at finde kighullet ind til sprogenes sprog. I 1600-tallet var det en gruppe franskmænd, der prøvede at opstille en 'generel grammatik'. I nutiden er en sprogforsker som Noam Chomsky fulgt i deres fodspor, da han udarbejdede sine mønstre for, hvordan forskellige faktiske sætninger kan være 'genereret', altså dannet, ved omformning eller 'transformation' af en ikke-eksisterende, men tænkt skabelon i et sprog, der ikke eksisterer andre steder end begravet i menneskets hjerneceller. Det er denne dannelse ud fra en tænkt skabelon, der er baggrunden for betegnelserne 'generativ' eller 'transformationsgrammatik'. Her nærmer vi os forklaringen på den suggestive tiltrækningskraft, forestillingen om et sprog bag sproget besidder. Mennesket, sagde Holberg, er »et dyr, man kan ikke definere« - sådan kunne de danske ords rækkefølge være på hans tid. Men kan man ikke definere menneskene, så kan man i hvert fald få øje på en ting, de har, som dyrene ikke har: sprog. Kan man sige, hvad sprog er, har man også sagt, hvad der adskiller os fra aberne. Indoeuropæisk I 1800-tallet svingede pendulet væk fra systemerne og over mod historien. Hvis man skal fatte noget - et folk, et sprog, et land, et menneske - så skulle det i romantikkens dage ske ved, at man forstod, hvordan det var blevet til. Det blev sproghistoriens storhedstid. Det ord, der betegner en 'far', begynder med 'f' på tysk, engelsk, svensk, men på latin jo med 'p', som vi stadig trækkes med det i 'patriarkalsk'. Sådan er det også med begyndelsesbogstavet i 'fisk'. Med disse og lignende systematiske iagttagelser, fik Rasmus Rask og en række andre genier i 1800-tallet opbygget en indoeuropæisk sprogæt, der var underinddelt i en række sprogfamilier, der igen bestod af en række sprog - alt sammen kunne det tegnes ind på et træ, med stamme, grene og kviste. Og altså en rod, hvorfra det hele udgik. Det var lige før, man kunne skimte Babelstårnets grundsten mellem det indoeuropæiske træs rodtrevler. Så svingede pendulet igen. Sprogforskerne mistede i 1900-tallet interessen for den historiske tilblivelse og søgte i stedet for efter strukturer. Men drømmen om at finde sproget bag sprogene lod sig ikke udrydde. Da det 20. århundredes store danske lingvist Louis Hjelmslev fremlagde sine mest ambitiøse resultater, var det ikke i form af en teori om et sprog, nej, det var 'Omkring Sprogteoriens grundlæggelse'. Ikke én teori blandt andre, men selve teorien om, hvad der gør sprog til sprog. Men også den drev over uden at være nået hverken helt eller halvt til vejs ende. Mange nutidige sprogforskere, herunder de toneangivende danske, opgav grammatikken og kiggede i stedet for på, hvordan sprog fungerer i samfundet. Sprog og dialekter Og her kommer så dette monstrøse atlas og vil kortlægge intet mindre end alverdens sprogstrukturer. Hvad i alverden er de folk ude på? At kortlægge sprogene, så man skimter et sprog. Eller bedre og forsigtigere udtrykt: At vise alle de vanskeligheder, der skal overvindes, før man kan skimte det fælles ved sprogene. For det første skal man gøre sig klart, at den indoeuropæiske sprogæt, altså de fleste af de sprog, der tales mellem Island og Indien, er kun én ud af intet mindre end 200 sprogætter. Ganske vist er der sprogætter med ikke mere end et enkelt beskrevet sprog, mens der er hele 175 forskellige sprog i den indoeuropæiske æt. Men det kan jo skyldes vores nærsynethed. Det er også lidt uklart, hvor grænsen mellem sprog og dialekter egentlig går. Engang sagde man, at et sprog er en dialekt, der har hær og flåde. Sådan er det ikke i denne bog, hvor for eksempel den tyske dialekt, der tales i dele af Schweiz, ikke er en dialekt og ikke engang ét, men hele fem sprog. Alle uden flåde. Forsigtige er de herrer og få damer også med, hvad de observerede ligheder skyldes. De kan være resultat af fælles afstamning, men de kan også være fremkommet ved afsmitning mellem naboer. Ole æblet spiser Når alle forbehold er taget, så står ikke desto mindre tilbage en stribe verdenskort med farvede pletter, et kort for hvert træk og en farve for hver type inden for de op til 1.370 sprog der indgår i hvert enkelt verdenskort. 'Ole spiser æblet' er det normale i det meste af Europa, i Afrika fra ækvator og sydpå, i Sydøstasien og nord for Ny Guinea, samt i en stribe fra det vestlige Nordamerika til det østlige Sydamerika. Rækkefølgen er derimod 'Ole æblet spiser' lige syd for Sahara, samt i Indien, Sibirien og meget af Amerika. Mens de fire andre mulige rækkefølger forekommer mere spredt over kloden. Kan man slutte noget af det? Ikke rigtigt, siger forfatteren til den artikel, der ledsager dette kort, for i talesproget er det ene af de to navneord hyppigt erstattet af et stedord - 'han spiser æblet' eller 'Ole spiser det' - og så opstår en anden fordeling. Fastlåste lingvister Om igen altså. Næste kort nøjes med grundled og udsagnsled. Nu kommer der mere styr på det. 1.060 sprog har 'Ole spiser' mod bare 179 med den omvendte rækkefølge (Indonesien, Filippinerne og vestkystindianere). Vor mand på emnet, Matthew Dryer fra USA, der også er en af atlassets redaktører, skriver: »Man kunne antage, at denne rækkefølge er den dominerende, fordi grundleddet har en tendens til at være emnet for sætningen«. Men inden han er færdig, kommer der nye forbehold, og enden på historien bliver, at grunden til, at denne rækkefølge dominerer, »har endnu ikke fundet en tilfredsstillende forklaring«. De to siders tekst, der ledsager hvert kortopslag, slutter gerne med en teoretisk overvejelse af den art. Hyppigt går advarslen på, at lingvisterne har været for fastlåst i deres eget sprog, som regel engelsk. Forvirrede brokker Af og til er der en geografisk forklaring. Nogle sprog, for eksempel dansk, skelner mellem 'hånd' og 'arm', mens andre sprog kun har et ord for hele den legemsdel. De sidste fylker sig omkring ækvator, mens de første dominerer i tempererede zoner, hvor man går i tøj med ærmer og derfor har brug for at gøre forskel på hånd og arm. Men sådan en forklaring er undtagelsen. På kortene er der hyppigt et mønster i fordelingen af de forskellige muligheder. I de ledsagende teksters diskussion fortoner mønsteret sig derimod bag forskellige forklaringer. Og så sker der det underlige, når man arbejder sig igennem bogen, at det ene sprog bag sprogene på en gang forsvinder bag horisonten og dog bliver ved med at lokke erkendelsen videre. For ikke sandt, mennesket er et dyr, man ikke kan definere - på mange andre måder, end at det taler sprog. Altså må der være noget fælles ved sprog. Men på den anden side, det sprog, man kan tænke sig til, skal også bygge på det eneste virkelige, som er de forskellige sprog, der faktisk findes. Vi kender kun det fælles i sproget gennem de forskellige sprog. Der er ikke andet at bygge Babelstårnet af end de »forvirrede« brokker, der befinder sig rundt om på jorden. De er samlet i fascinerende mønstre på disse syv hundrede siders kort med tilhørende advarsler mod at være for hurtig til at se et mønster i forvirringen.