0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den trofaste kærlighed til fiktive væsner

Forlaget Carlsens beslutning om at give en række bifigurer i Tintin nye navne afslører en manglende forståelse for, hvilken rolle fiktive figurer spiller for virkelige danskere.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kært barn har mange navne. Og Max Bjævermose får måske et nyt. Her i 'Det gådefulde juveltyveri' bliver han f.eks. også kaldt hr. Bjælle! - Tegning: Hergé

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I et samfund som det danske er det kultur, ikke økonomi, der sætter sind i bevægelse, og man kan kun undre sig over, at en kulturproducent som forlaget Carlsen har så lidt sans for denne kendsgerning.

Beslutningen om at nyoversætte Tintin-sagaen, så den kommer tættere på Hergés originaltekst kan ingen vel i udgangspunktet have noget imod.

Det er forlagschefers lod i ny og næ at beslutte den slags.

Sproget ændrer sig, nye tider kræver nye oversættelser, hvad er problemet?

Uhørt projekt
I den konkrete sag er problemet helt enkelt, at forlaget Carlsen forbryder sig mod en familie af højt elskede tegneseriefigurer, hvis humor og hele univers for længst har overskredet den tegnede fiktions rammer og kastet anker i vores hjemlige sprog og kultur.

Som alle efterhånden ved vil Carlsen ændre på kaptajnens eder og forbandelser, så de ikke som hidtil fremtræder alfabetisk og med bogstavrim og Max Bjævermose skal fremover hedde Konstantin Strøm!

Tegneseriegiganten er kort sagt i gang med noget uhørt: At forulempe den folkelige kærlighed til tegneseriefigurer, at træde på trofast kærlighed til fiktive væsener.

Mon forlagschef Jens Trasborg og co. selv er klar over, hvad det er, de har gang i?

Hjemlige klenodier
Nu kunne nogen måske tro, at der var en anelse ironi i ovenstående formulering om kærligheden til fiktive væsener, men det er der ikke. Fiktive væsener spiller en større rolle for mange mennesker, end virkelige gør det.

Og selv for dem, der trods alskens elektroniske fristelser, stadig foretrækker gammeldags artsfæller i kød og blod frem for fiktive, er skikkelser som Tintin, Haddock, Tournesol, Dupont og Dupond - ikke at forglemme verdens mest irriterende forsikringsagent, the one and only, Max Bjævermose, blevet identifikationspunkter i hverdagen. Arketyper. Omvandrende målestokke for menneskelige egenskaber.

Vi nævner i flæng Tintins renskurede spejdermoral, Haddocks brovtende sentimentalisme, Tryphon Tournesols nørdede verdensfjernhed, de to detektivers klodsethed, Bjævermoses totale mangel på situationsfornemmelse osv.

Persongalleriet i Tintin er både globale figurer og hjemlige kendinge.

De er konciperet i Belgien, javel, men takket være oversætter Jørgen Sonnergaards humor og evne til at fordanske det originale forlæg, er personerne i serien blevet hjemlige klenodier på samme måde som Sonja Rindom har formået det med den i udgangspunktet amerikanske Anders And-familie.

Autenticitets-fetichisme
Tintin er ikke bare en tegneserie, men et univers, hvis figurer er blevet til - også danske - karaktermasker. Vi kigger på vores egen onkel og sammenligner ham med Max Bjævermose.

Vi studerer i smug selskabets selvoptagne, evigtsnakkende primadonna og sender Bianca Castafiore, den milanesiske nattergal, en venlig tanke.

Det vil vi naturligvis også kunne gøre med udgangspunkt i en mere tekstnær, nyoversat udgave, men ikke på samme måde som før. I hvert fald ikke, hvis Carlsen virkelig vil gå så kompromisløst til værks som de - her i den tintinologiske kulturkamps allerførste fase - har meddelt.

Det minder jo om den nidkære autenticitets-fetichisme som Søren Kierkegaard Centret praktiserer i sin