I et samfund som det danske er det kultur, ikke økonomi, der sætter sind i bevægelse, og man kan kun undre sig over, at en kulturproducent som forlaget Carlsen har så lidt sans for denne kendsgerning. Beslutningen om at nyoversætte Tintin-sagaen, så den kommer tættere på Hergés originaltekst kan ingen vel i udgangspunktet have noget imod. Det er forlagschefers lod i ny og næ at beslutte den slags. Sproget ændrer sig, nye tider kræver nye oversættelser, hvad er problemet? Uhørt projekt I den konkrete sag er problemet helt enkelt, at forlaget Carlsen forbryder sig mod en familie af højt elskede tegneseriefigurer, hvis humor og hele univers for længst har overskredet den tegnede fiktions rammer og kastet anker i vores hjemlige sprog og kultur. Som alle efterhånden ved vil Carlsen ændre på kaptajnens eder og forbandelser, så de ikke som hidtil fremtræder alfabetisk og med bogstavrim og Max Bjævermose skal fremover hedde Konstantin Strøm! Tegneseriegiganten er kort sagt i gang med noget uhørt: At forulempe den folkelige kærlighed til tegneseriefigurer, at træde på trofast kærlighed til fiktive væsener. Mon forlagschef Jens Trasborg og co. selv er klar over, hvad det er, de har gang i? Hjemlige klenodier Nu kunne nogen måske tro, at der var en anelse ironi i ovenstående formulering om kærligheden til fiktive væsener, men det er der ikke. Fiktive væsener spiller en større rolle for mange mennesker, end virkelige gør det. Og selv for dem, der trods alskens elektroniske fristelser, stadig foretrækker gammeldags artsfæller i kød og blod frem for fiktive, er skikkelser som Tintin, Haddock, Tournesol, Dupont og Dupond - ikke at forglemme verdens mest irriterende forsikringsagent, the one and only, Max Bjævermose, blevet identifikationspunkter i hverdagen. Arketyper. Omvandrende målestokke for menneskelige egenskaber. Vi nævner i flæng Tintins renskurede spejdermoral, Haddocks brovtende sentimentalisme, Tryphon Tournesols nørdede verdensfjernhed, de to detektivers klodsethed, Bjævermoses totale mangel på situationsfornemmelse osv. Persongalleriet i Tintin er både globale figurer og hjemlige kendinge. De er konciperet i Belgien, javel, men takket være oversætter Jørgen Sonnergaards humor og evne til at fordanske det originale forlæg, er personerne i serien blevet hjemlige klenodier på samme måde som Sonja Rindom har formået det med den i udgangspunktet amerikanske Anders And-familie. Autenticitets-fetichisme Tintin er ikke bare en tegneserie, men et univers, hvis figurer er blevet til - også danske - karaktermasker. Vi kigger på vores egen onkel og sammenligner ham med Max Bjævermose. Vi studerer i smug selskabets selvoptagne, evigtsnakkende primadonna og sender Bianca Castafiore, den milanesiske nattergal, en venlig tanke. Det vil vi naturligvis også kunne gøre med udgangspunkt i en mere tekstnær, nyoversat udgave, men ikke på samme måde som før. I hvert fald ikke, hvis Carlsen virkelig vil gå så kompromisløst til værks som de - her i den tintinologiske kulturkamps allerførste fase - har meddelt. Det minder jo om den nidkære autenticitets-fetichisme som Søren Kierkegaard Centret praktiserer i sin virksomhed. Konstantin Strøm! Så har man hørt det med. Højt elsket bifigur Sagen er, at udtryk som 'Splitte mine bramsejl' og Haddock-eder som 'franskfordærver, grødhjerne og ignorant', no offense, Jens Trasborg, er nationale sprogblomster. Kulturklenodier som man ikke bare kan skrive ud af historien. Hverken den med stort H eller den, der kan læses i et album af Hergé. Er man i tvivl om rigtigheden af denne påstand, kan man jo passende spørge, hvem som helst i sin bekendtskabskreds om de finder det passende, at Max Bjævermose (»De har mikrofontække kaptajn!«) står til at miste sit navn. Personligt har jeg ikke mødt en eneste, der bare ville overveje det. Ja, altså bortset fra folkene hos Carlsen. Da forlagschef Jens Trasborg i onsdags her i avisen skulle forklare, hvorfor Terry fortsat godt må hedde Terry og ikke Milou som på originalsproget, når nu Max Bjævermose skal have nye identitetspapirer, svarede han, »at Bjævermose er en bifigur på en anden måde end Terry er«, og at »det ville være underligt for folk, at Terry pludselig hedder Milou«. Se, det med Terry har Trasborg jo helt ret i, men han undervurderer fuldstændig, at Bjævermose som (højt elsket) bifigur spiller en ekstremt vigtig rolle i serien og derfor har krav på sit navn. Han er nemlig ikke blot en excentrisk randeksistens uden strategisk betydning, men gnisten, der gang på gang sætter ild i det Haddockske temperament og udløser de verbale eksplosioner, som får kaptajnen til at træde i karakter med den voldsomhed, vi elsker. Uden pestilensen Bjævermose ville Haddock ikke være Haddock. Han ville miste sit afmægtige raseri og sin dermed forbundne oratoriske kraft: »fladpander, vandaler, åndsamøber!«. Bevar de sonnergaardske sprogblomster Det lyder uskyldigt, at Bjævermose skal have nyt navn, men man behøver bare lege med tanken om, at nogen ville gøre det samme med Fedtmule, Fætter Højben, Georg Gearløs eller Rip, Rap og Rup. Tanken er uhyrlig - og umulig, for filmen kan ikke spoles tilbage, til før de elskede figurer fik deres danske navne. Som i tilfældet Bjævermose har de en gang for alle slået rødder i vores fælles bevidsthed. Bevares, vi lever i en omskiftelig tidsalder, men omstillingsparatheden behøver vel ikke også omfatte tegneseriefigurer?! Det må være nok, at belgierne i halvfemserne, da de enkelte album blevet lavet til tv-tegnefilm, fjernede Haddocks pibe og whisky i et anfald af kommercielt dikteret politisk korrekthed. Carlsen, der har hyret oversætter Niels Søndergaard til jobbet, argumenterer, at man for første gang vil lave en oversættelse, der er nær på originalsproget. Det er smukt, og det kan man sagtens gøre, samtidig med at man i respekt for den måde, som Tintin er vokset ind i det danske på gennem de sidste 45 år, bibeholder de sonnergaardske navne og sprogblomster - og betaler Sonnergaard for det. Gør man ikke det, kan nyoversættelsen kun opfattes som en konsekvens af den retssag, som Carlsen og Sonnergaard for nogle år siden var involveret i. Sonnergaard har rettens ord for, at han har copyright til de oversættelser, han i sin tid skabte, og at han skal have nye vederlag, hvis noget skulle ændres i hans arbejde. Carlsen vil ikke ændre i Sonnergaards tekst, man vil klare sig helt uden. Om Haddock, Tintin - og Konstantin Strøm - også vil kunne klare sig, må fremtiden vise. Jeg tvivler. Futmælkspirater og hærværksmænd Der findes et udvalg under Kulturministeriet, der har til opgave at forhindre, at vigtige danske kulturklenodier bliver solgt til udlandet. Der findes ingen officielle institutioner, der har til opgave at stoppe ødelæggelsen af dansk kultur, der oprindeligt er importeret udefra. Den opgave må kulturelskere selv tage på sig, og Folkebevægelsen For At Max Bjævermose Bliver Ved Med At Hedde Max Bjævermose er da også for længst en realitet. Man har lov at håbe at, at Carlsen gør to ting. 1) Glæder sig over, at overgreb mod Tintin og hans venner kan mobilisere så megen energi. 2) Hurtigst muligt lander på det indlysende kompromis, som blev skitseret ovenfor. Danmark er en del af civilisationen. Vi kerer os om truede sprog, vi passer på kulturarven og vi bryder os ikke om at forulempe kærlighed. Heller ikke til fiktive væsener. Man skal være futmælkspirat, kvælstofbacille eller hærværksmand for at mene andet. PS: De skal da vide, hvorfor Max Bjævermose har sit navn. Vi har det direkte fra hestens egen mund. Oversætter Sonnergaard havde simpelthen en ven, Max hed han, som boede i Bjæverskov. Han mindede uhyre meget om forsikringsagenten i Tintin. Simsalabim: Max Bjævermose!