Det sagde SAK, da Joakim Garff for fem år siden udgav sin 800 sider store biografi om vores nationalgeni Søren Aabye Kierkegaard. Og det sagde SMAK, da Peter Tudvad tirsdag knaldede døren i og forlod Søren Kierkegaard Forskningscenter i protest mod Garff og hans biografi. En strid om litterære genrer er blevet skærpet i en grad, som næppe var nødvendig. Kombattanterne Garff og Tudvad er kvalificerede og generøse forskere og forfattere begge to, og de har ret hver på sin måde. De skulle nødigt gå hen ligefrem og gøre skade på hinanden. Men sådan er det jo i tragedier: Summen af gode viljer ender ondt for alle parter. Selvportræt Jeg anmeldte i sin tid 'SAK' og gjorde honnør for den storslåede og charmerende bog, som det vitterligt er. Men jeg pegede også på nogle af de seriøse problemer, der er ved selve det at skrive biografi - hvad jeg nogle dage senere skrev en hel kronik om. Først og fremmest er der det problem, at man som forfatter lige så meget portrætterer sig selv som den person, man skriver om. Og er der én ting, den stadigt skærpede strid mellem Garff og Tudvad viser, så er det jo netop dette: De synes begge, at Søren Kierkegaard har slående fællestræk med dem selv. Dandy-distanceret Joakim Garff vil i modsætning til den gængse Kierkegaard-kliché gerne se filosoffen som lidt mere af et leve- og overskudsmenneske, grænsende til det dandy-agtige. Peter Tudvad derimod vil helst gøre Kierkegaard så gravsens alvorlig og outsider-agtig som muligt - en rolle han selv, Tudvad altså, spiller med stadig større patos på den offentlige scene. Alt mens Garff naturligvis forbliver i sin venlige og verdensmandsagtige lidt dandy-distancerede rolle og slet ikke forstår, hvad alt det kritiske postyr går ud på: Søde børn, han skal da nok hen ad vejen rette de småfejl, der måtte være i SAK, men så er det vel heller ikke værre? Uligeværdige roller Næh, værre er det faktisk ikke, det vil jeg personligt give Garff fuldstændig ret i. Men jeg kan også sagtens se, at det er netop denne flotte facon, der gør Peter Tudvad mere og mere gram i hu. Og nu kører der altså et spil, hvor det selvbillede, de hver især skriver ind i Kierkegaard, springer ud af bøgerne igen og bliver til roller, der pinedød skal spilles. Ikke ligeværdige roller, for Joakim Garff gør jo sådan set ingenting, han går bare omkring og smiler, alt mens Tudvad, som en anden Kierkegaard i krig med Corsaren, kræver at blive angrebet, kræver at blive krænket - og på det seneste har krævet at blive fyret fra sin stilling på Søren Kierkegaard Forskningscenter. Hvad chefen, Niels Jørgen Cappelørn, altså ikke kunne bevilge, og så måtte Tudvad tirsdag fyre sig selv. Det krævede rollen ligesom, nu da vi andre i pressen i den grad havde forstørret konflikten op og tekstet det hele for hørehæmmede. Presseforskrækket leder »Psykologi og sniksnak«, vil nogen her sige: »Lad os få facts på bordet - hvad handler konflikten om?« Jeg vil gerne lige straks give en kort repetition af disse mulige facts, så meget desto mere som jeg normalt altid gerne vil forsøge at undgå debat om personer og deres evt. motiver frem for debat om sager og deres indhold. Gå efter bolden, ikke efter manden, som det så smukt hedder, men lige netop i denne sag er mændene og boldene et og det samme, så det er ikke rigtig muligt at undgå ad hominem-argumenter. Selve det at skrive en biografi er jo ét stort ad hominem-argument: en hel bog om, at hvis vi bliver klogere på en person, så bliver vi også klogere på hans værk. Og i Kierkegaards tilfælde har vi tilmed et stort forskningscenter, som i en væsentlig del af sit virke er helt og aldeles drejet på personen Søren Kierkegaard. Hvad centret ganske vist aldrig har villet nedlade sig til at diskutere eller begrunde, men det er så endnu et aspekt af sagen: At centerleder Niels Jørgen Cappelørn er så presseforskrækket, som han er. Peter Tudvads dramatiske opsigelse af sin stilling på Søren Kierkegaard Forskningscentret er en storladen og selvhøjtidelig gestus, som ligesom fremtvinges af den rolle, Tudvad og Pressen, Pressen og Tudvad, har fået skabt af den kompromisløse og ærlige arkivrotte i kamp med den overlegne dandy. Gid Tudvad og mange andre kunne lære at lade være med at genkende sig selv, lade være med at føle sig forpligtet af det billede, de ser af sig selv i medierne. Man er ikke sin rolle, uanset hvor talentfuldt og overbevisende andre afbilder den. Man skal ikke følge det manuskript, de andre skriver. Biografiskrivere burde vide det bedre end nogen. Martyrrolle Og da jeg netop nu skriver i en spalte, som hedder 'Kritikerne' vil jeg da godt give en petitesse af en personlig vinkel på den problematik: Som sagt skrev jeg i sin tid både stærkt positivt og stærkt kritisk om ' SAK'. Siden er nu Tudvads kritik dukket op, og så er jeg adskillige gange blevet anmodet af diverse medier om at påtage mig rollen som noget i retning af »den lallende positive kritiker, som tog så grueligt fejl«. Jeg takker venligt nej. Og det er med en vis distræt undren jeg hører, at Weekendavisen i sin altid patologiske Politiken-fiksering kan bruge plads på kremlologiske overvejelser over, hvilke af Politikens meget varierede ledere i denne sag, jeg mon har skrevet. Tilfældigvis har jeg nemlig ikke skrevet nogen af dem, men jeg er i øvrigt aldeles klar på, at når man jævnligt ytrer sig i et stort medie som Politiken, så må man finde sig i at have en navnebror, der i visse folks bevidsthed fræser omkring og foretager sig ting og sager, uden at man selv behøver at løfte en finger. Jeg forsøger bare selv at bestemme, hvornår jeg vil, og hvornår jeg ikke vil identificere mig med denne navnebror. Ligesom jeg håber for Tudvad, der efterhånden optræder så vældig meget i medierne, at han øver sig i at skelne mellem sig selv og en offentlig rolle med samme navn. Ja, og når nu han for »sin mentale overlevelses« skyld siger op på Kierkegaard Centret, så vil jeg opfordre ham til et lille psykologisk eftertjek: Nu er han vel ikke i rollen som Søren Sok selv ved at søge sig et martyrium? Ikke ment som videnskabelig biografi Nå, men facts: Joakim Garff udsendte 3. november 2000 sin biografi 'SAK', som allerede nu er internationalt oversat og berømmet. Peter Tudvad udsendte 8. juni 2004 sin kæmpestore bog 'Kierkegaards København'. Både Garff og Tudvad er ansat på Søren Kierkegaard Forskningscentret ved Københavns Universitet. Allerede i august 2001 skrev Tudvad en kronik i Jyllandsposten med kritik af et bestemt afsnit i 'SAK' - det afsnit, som beskriver Søren Kierkegaards rejse til sin fars vestjyske hjemegn i 1840. Tudvad fandt faktuelle fejl, som af Garff blev brugt til at understøtte et billede af »En dandy på pilgrimsrejse«. Men det var i juni 2004, umiddelbart før 'Kierkegaards København' udkom, at Tudvad satte sit store angreb ind med en artikel, der strakte sig over fire hele sider i dagbladet Information. Det blev til en voldsom debat i samtlige skrevne medier. Tudvad selv sammenfattede i en Politiken-Kronik sin kritik sådan, at »jeg kritiserer ' SAK' for afskrift og parafrasering uden kildeangivelse, manglende kildekritik og tendens til at overbetone Kierkegaard som selvhøjtidelig rigmandssøn frem for omsorgsfuldt medmenneske samt koketteri med en videnskabelighed, som biografien ikke selv underordnes«. Joakim Garff svarede, også i en Politiken-Kronik, at Tudvad »overser noget så fundamentalt som ' SAK's genre. ' SAK' har nemlig ikke på noget tidspunkt foregivet, at den i kildekritisk henseende skulle være en »videnskabelig biografi«, den er tænkt og skrevet og udgivet som en fortælling«. Divergerende opfattelser af Kierkegaard Striden endte sidste sommer med, at Søren Kierkegaard Centrets leder gav Peter Tudvad en reprimande for den polemiske form, og på den ene side erklærede, at selv en »narrativ« biografi som Garffs måtte være kildekritisk, mens han på den anden side fastholdt biografiskriverens rum for fortolkning og fortælling. De senere uger er sidste sommers forestilling så blevet genopført, fordi en amerikansk forsker, Marilyn G. Piety, i et amerikansk tidsskrift har gentaget Tudvads pointer, så der atter kom lus i skindpelsen. Set udefra tror jeg godt, man kan tillade sig at konkludere, at de fleste af Tudvads kritikpunkter vedrører småtterier, hvoraf en del sagtens kan og bør rettes, mens en anden del står til diskussion. Den større uenighed, derimod, skyldes selve synet på Kierkegaard, altså hvad man nu tolker ind og ud af den person, det hele hævdes at handle om. Men i Tudvads perspektiv hænger tingene naturligvis nøje sammen, sådan som han f.eks. formulerede det her i bladet 30. juli 2004: »Således er der en etisk karakter til forskel på, om forfatteren af 'Kjerlighedens Gjerninger' lever bekvemt med to tjenere eller foruden sin ene tjenestekarl lader et socialt og psykiatrisk tilfælde, snedkersvenden Strube, logere gratis hos sig, endda med kone og to børn«. »Og der er et psykologisk motiv til forskel på, om Kierkegaard - som hævdet af Garff - følte sig mentalt kastreret af sin far, eller om denne delikate tese må fældes på grund af en anakronistisk misforståelse af, hvorfor Kierkegaard to gange underskriver sig 'Farinelli'«. »Eksemplerne er i øvrigt legio, så jeg henviser blot læseren til min artikel, der i parentes bemærket kun rummer et begrænset udvalg af fejl«. Pressens skyld Hvad er videnskab, og hvad er formidling, hvad er kildekritik, og hvad er tolkninger, hvad er fakta, og hvad er fiktion? Alt sammen ganske svært at svare på, men det skulle jo nødigt gå sådan, at det ikke bliver tilladt at fortælle en god historie om f.eks. Søren Kierkegaard, uden at man skal møde en Tudvad i byretten. Ligesom f.eks. Jens Andersens H.C. Andersen-biografi er 'SAK' vel, hvad man kunne kalde en roman-biografi, altså en stor fortælling med skyldig hensyntagen til visse historiske fakta. Og jeg har vældig svært ved at se, at Joakim Garff, som er en stor fortæller, ikke også i en anden del af sit virke - på Kierkegaard-centret - skulle kunne fungere fint som forsker. Søren Kierkegaard Forskningscentrets leder, Niels Jørgen Cappelørn, har hele vejen igennem skullet balancere mellem fortællingen og forskningen, og han har begribeligvis ikke haft lyst til at fyre nogen af de to dygtige folk. Men manden er så presseforskrækket, at enhver udtalelse skal dirkes ud af ham som af et Franz Jæger pengeskab, og der er altid én eller anden grund til, at han egentlig er hævet over at udtale sig. I den seneste omgang af fejden, foranlediget af den allerede nævnte amerikaner Marilyn G. Piety, kan Cappelørn desværre ikke udtale sig, thi »Piety er ikke en forsker, der har spillet nogen som helst rolle i Kierkegaard-forskningen«, siger han til Jyllandsposten. Og for resten er det hele jo pressens skyld, den »burde være villig til at give plads til, at den slags debatter kan folde sig ordentligt ud«. Siger han minsandten. Efter at Tudvad har fået utallige hele avissider og Garff ligeså, mens han selv har været umulig at vride andet end halvkvædede grynt ud af. Men vi tager lige et guldkorn til fra Niels Jørgen Cappelørn: »Pressen er personfikseret, men burde give plads til, at man drøftede det saglige«. Ekstrem personfiksering Personfikseret? Siger en mand, som for det første ikke i al offentlighed vil drøfte den aktuelle fejde som andet end en personfejde og afviser at forholde sig til en amerikansk kritik, fordi han ikke kan lide amerikaneren. Men for det andet og nok så afgørende: Søren Kierkegaard Forskningscentret har jo i alt sit kompetente og superkvalificerede virke selv et kæmpe problem med netop at være så personfikseret, lige så fikseret på personen Søren Kierkegaard som på hans værker. Centret udgiver i disse år alt, alt hvad Kierkegaard har skrevet i 55 flotte bind med samlebetegnelsen 'Skrifter', så det hele fremstår i ét og samme udstyr: de trykte skrifter, de ikke-trykte skrifter, journalerne, notesbøgerne og de løse papirer, brevene og de biografiske dokumenter. 'Enten - Eller' og en vaskeseddel udgives højtideligt og i samme udstyr, de store værker og de biografiske dokumenter fremstår aldeles på lige linje. Det er en »personfiksering« så ekstrem, at ingen presse kan hamle op med den - og skulle Niels Jørgen Cappelørn mene noget andet, så ved vi det ikke, for han har aldrig nedladt sig til i al offentlighed at diskutere denne problematik. Forskning eller fortælling? Da de første bind 'Skrifter' udkom, udtalte Kierkegaard Forskningscentrets leder, at ambitionen var at »nå bunden i Kierkegaard«. En noget naiv udtalelse, kan man vist roligt sige, men også en udtalelse, som demonstrerer selve det store Centers problemer med sit projekt: Forsker vi eller fortæller vi? Er det værkerne eller vaskesedlerne, der er vigtigst? Søren Kierkegaard eller 'Begrebet Angest'? Centrets leder siger ikke ret meget. Men det gør hans dilemma: det siger SAK og det siger SMAK.