Kierkegaard-strid ender i opsigelse fra Tudvad

Det er den årelange strid om Joakim Garffs (billedet) bog  SAK , der har fået Peter Tudvad til at sige op.   Foto: Niels Hougaard
Det er den årelange strid om Joakim Garffs (billedet) bog SAK , der har fået Peter Tudvad til at sige op. Foto: Niels Hougaard
Lyt til artiklen

Den årelange strid mellem forskerne på Søren Kierkegaard Forskningscenteret fik i går Peter Tudvad til at sige sin stilling som videnskabelig medarbejder på centeret op. Det skete efter et møde mandag mellem Tudvad og centerets direktør Niels Jørgen Cappelørn. På et møde i mandags opfordrede Peter Tudvad sin chef, Niels Jørgen Cappelørn, til at udskifte dele af redaktionen for »at genskabe tilliden til Søren Kierkegaards Skrifter«, som centeret udgiver. Men ifølge Tudvad blev det afvist. Opbakning fra USA Det er den flere år lange strid om kollegaen Joakim Garffs Kierkegaard-biografi 'SAK', der nu har fået Peter Tudvad til at aflevere sin opsigelse. Peter Tudvad har flere gange offentligt kritiseret Joakim Garff for plagiering og manglende kildekritik i biografien. I sidste uge fik han i flere medier opbakning fra den amerikanske forsker Marilyn G. Piety. Fatale mangler »Joakim Garff sidder i redaktionen af Søren Kierkegaards Skrifter«. »Når hans biografi 'SAK' ifølge mine begreber lider under en fatal mangel på hensyntagen til de videnskabelige standarder, som Søren Kierkegaards Skrifter er underlagt, opfatter jeg forfatterens sæde i redaktionen som kompromitterende for udgaven«. »Dertil kommer, at hans praktiske virke i udgivelsens regi, i den tid, jeg har arbejdet på den, har været ubetydelig«, skriver han i den redegørelse, der følger med hans opsigelse. Ingen forsøg på hemmeligholdelse »Jeg beklager, at en dygtig medarbejder har sagt op«, siger Niels Jørgen Cappelørn, som har svært ved at genkende den redegørelse, Peter Tudvad har skrevet. Han siger, at det eksempelvis ikke er rigtigt, når Tudvad siger, at han, Cappelørn, i 2004 skulle have dikteret Tudvad, at han ikke måtte offentliggøre sine forskningsresultater som en kritik af en kollega. Det er vel sådan, forskning kommer videre. At man afkræfter eller bekræfter kendt forskning? »Ja, det er i al fald én side af forskningen. Det kunne også være resultater, man selv fandt, men når det drejer sig om kendt forskning, er mit synspunkt, at man kommer videre ved at bekræfte eller afkræfte den, men altid ved at efterprøve«. »Det synspunkt har jeg altid haft, og jeg vil aldrig få et andet synspunkt, om end jeg ved, at nogen i øjeblikket gør alt, hvad de kan, for at tillægge mig det synspunkt. Jeg har aldrig haft det«. Ingen kildeskepticismeHvilken betydning får det, at denne konflikt ender så dramatisk? Hvor stor er skaden? »Det er svært at vide, men de fleste kan nok se igennem denne debat«. I sin redegørelse anklager Tudvad dig for at lide af kildeskepticisme, som vel skal forstås sådan, at du mener, at han lægger al for stor vægt på sine fund i sin bog 'Kierkegaards København? »Jeg lider ikke af kildeskepticisme. Til gengæld har jeg altid slået til lyd for, at der må være en tæt relation mellem kildeafdækningen og kildefortolkningen. Det er ikke kildeskepticisme«. Mulig genansættelseKunne du have gjort noget, så sagen om 'SAK' ikke var endt sådan her?

»Sikkert, men jeg har den holdning, at man må give så stor frihed som muligt, selv om jeg er blevet fremstillet som det modsatte«. Får sagen nogle konsekvenser, ud over at Tudvad stopper? »Det er alt for tidligt at sige noget om, og hvis det får nogle konsekvenser, vil jeg for det første ikke meddele det i pressen som første sted, og for det andet ville jeg være en dårlig leder, hvis jeg allerede nu kunne uddrage alle konsekvenser af et brev, jeg fik for en time siden«, siger Niels Jørgen Cappelørn. Kunne du forestille dig Peter Tudvad på et senere tidspunkt blev ansat på centeret igen? »At Peter Tudvad og jeg er uenige i vores syn på kildeforskning og videnskab ændrer ikke mit syn på, at Tudvad er en dygtig og kompetent realkommentator, så derfor kan jeg sagtens forestille mig det«, siger Cappelørn. Voldsom udtalelse Peter Tudvads synspunkt om, at Joakim Garffs deltagelse i redaktionen af Kierkegaards samlede skrifter skulle være kompromitterende for værket, ønsker Cappelørn ikke at kommentere i offentligheden. Det gør en anden af sagens hovedpersoner, Joakim Garff. Han stiller sig noget uforstående over for, at hans tilstedeværelse i redaktionen af skrifterne ligefrem skulle være kompromitterende. »Det synes jeg er en voldsom udtalelse. Og det er også at tillægge min ringe person lidt for stor betydning. Tudvads sammenkædning af 'SAK' og skrifterne finder jeg uheldig. 'SAK' er et forsøg på at formidle. Det er min fortolkning af Kierkegaard«. »'SAK' har aldrig udgivet sig for at være en videnskabelig afhandling. Det betyder ikke, at jeg ikke synes, der skal være orden i tingene. Det er ikke fiktion, men biografien er en genre, der har nogle begrænsninger og nogle muligheder. Det har ikke noget at gøre med de principper, der ligger til grund for skrifterne«. »Men det bliver vi åbenbart ikke enige om. Jeg har stor respekt for kildekritisk arbejde, men jeg synes ikke, at Kierkegaard-forskningen må blive synonym med og begrænse sig til kildekritik. Jeg går ind for et mere bredspektret videnskabsbegreb«, siger Garff. Han forholder sig ikke til, at hans eget arbejde med skrifterne ifølge Peter Tudvad skulle have været ubetydeligt. Det må, som Garff siger, forblive Tudvads påstand. Garff synes dog, det er trist, at Peter Tudvad har set sig nødsaget til at sige sin stilling op. Whistle-blower For Tudvad selv er det ikke sket som en impulsiv handling. »Jeg har tænkt tanken tidligere, men synes, de implicerede skulle have chancen for at rette op på de fejl, der er begået. Det er ikke sket, og nu synes jeg, jeg er nødt til at gå som konsekvens af det, jeg har sagt og skrevet«. »Jeg mener fortsat, at det burde være direktøren, der havde truffet den ubehagelige beslutning og fyret mig. Det sagde jeg også til ham på vores møde i mandags, men det ville han ikke høre tale om. Jeg synes ikke, jeg både kan blive og bevare min troværdighed«. »Mit eneste motiv til at blive ville være et hensyn til min økonomi«, siger Peter Tudvad, der nu vil ernære sig ved at holde foredrag og skrive artikler og bøger. Selv tror han ikke, mulighederne for at få nyt job er overvældende. »Jeg tror ikke, der er mange, der synes, det er fedt at få sådan en whistle-blower som mig inden for dørene, så jobbene hænger nok ikke ligefrem på træerne«, siger han. Opsigelsen betegner han også som »et spørgsmål om mental overlevelse«. Mistillid til redaktionen »Jeg har haft det dårligt med det her. Og det har Garff og Cappelørn da også. Det er ulykkeligt, at det skulle komme så vidt. Og jeg ved, at jeg selv har været med til at skubbe til det. Men jeg forstår faktisk ikke, at Garff ikke har rettet de fejl i 'SAK', som jeg påpegede allerede i 2001«. »Og jeg forstår ikke, at Cappelørn offentligt har plæderet for en skepsis over for kilderne, der eroderer hele grundlaget for at udgive Søren Kierkegaards Skrifter. Det giver ikke nogen mening at udgive en kommenteret udgave, hvis kilderne i den grad står til diskussion«. Den fire mand store redaktion af Søren Kierkegaards Skrifter består af Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Johnny Kondrup og Alastair McKinnon. »Sidstnævnte er en prominent amerikansk Kierkegaard-forsker, som mig bekendt ikke har været til et eneste redaktionsmøde i de syv år, jeg har været ansat, og er derfor kun titulært medlem af redaktionen«. »Og det duer ikke at være ansat et sted, hvor man kun har tillid til en tredjedel af den fungerende redaktion. Det vil jeg sige til Johnny Kondrup«, siger Peter Tudvad. Politiken forsøgte i går forgæves at få en kommentar fra Søren Kierkegaard Forskningscenterets bestyrelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her