Er rummet kun noget for mænd? Her i hulen ved vi det ikke, men der er betænkeligt få kvinder i vor omgangskreds, der flipper ud over tidsrejser og perspektiverne i, at der måske er vand på Mars. Og selv om den svenske forfatter Lotta Lotass andetsteds i denne sektion bekender, at hun er vild med rummet, har vi aldrig mødt en eneste kvinde, rødstøvlet eller ej, der har anet, hvem Arthur C. Clarke er. Helteskikkelse Det har vi tænkt os råde bod på. For Sir Clarke er ikke hvem som helst. Han er faktisk en af vor ungdoms helte, og han er mere end det: Han er manden, der i 1945, i en alder af 28 år, udtænkte ideen om jordomkredsende kommunikationssatellitter. Ikke at forglemme, at han har udgivet mere end 70 science fiction-bøger og sammen med Stanley Kubrick i 1968 skrev manuskriptet til 'Rumrejsen år 2001', som Kubrick bagefter instruerede. Visionær verdensborger Det første, vi læste af ham, var 'Ud af barndommen', men det var først, da vi i vor studietid blev ven med Vietato Fumare, at vi for alvor fornam storheden i Clarke. Der var Isaac Asimov, ham med 'Stiftelsen', og så var der Dr. Clarke, (der dengang endnu ikke var blevet adlet). I en verden intenst optaget af at opbygge apokalyptiske atomarsenaler var Dr. Clarke en iderig og visionær verdensborger, der tog parti for videnskab og teknologi og stædigt fastholdt de civilisatoriske perspektiver i den menneskelige kolonisering af rummet. Fantasifuld nørd Lille Arthur blev født i revolutionsåret 1917 i Somerset i England. Måske skyldes hans store interesse for kommunikation, at han var søn af en postmester. Måske spiller også erindringen om den dag, husstanden endelig fik telefon, efter at telefonmasterne møjsommeligt var blevet rejst hele vejen ud til det ensomt beliggende hus, en rolle. Nuvel, Arthur voksede op, der var ufred i Europa, under krigen gjorde han karriere i Royal Air Force, hvor han blandt andet var radarinstruktør, nogen udpræget kampsoldat har Clarke aldrig været. Knap var krigen slut, før han i oktober 1945 fik publiceret sin senere så berømte artikel om kommunikationssatellitter i 'Wireless World'. På det tidspunkt var der endnu 14 år, til Bibliopaten blev født, og 12 år, til USSR med sin Sputnik vandt første runde af rumkapløbet mod USA. Af datidens frønnede fotos fremgår det, at Clarke godt kunne være en lidt nørdet matematikertype, men skinnet bedrog eller rettere: Nørdede matematikertyper kan også være udstyret med rigelige mængder fantasi. I 1946 debuterede Clarke som forfatter med science fiction-fortællingen 'Loophole'. I 1951 kom hans første egentlige roman, 'Prelude to Space', og så gik det stærkt: 'The Sands of Mars' (1951), 'Islands in the Sky' (1952), 'Against the Fall of Night' (1953) og klassikeren 'Childhood's End' (1953). Fortællinger om menneskets muligheder Arthur C. Clarke er rumentusiast i en grad, så nyligt afdøde Jens Martin Knudsen fremstår som en jordbunden amatør ved siden af. Men interessen for rummet har altid gået hånd i hånd med en voldsom optagethed af de jordiske udfordringer. Han skriver selv et sted, at det var efter at have hørt et foredrag i London af den legendariske engelske historiker Arnold Toynbee få år efter Anden Verdenskrig, at han fik sin aha-oplevelse. Toynbee sagde, at udviklingen i transport og kommunikation ville skabe et forenet planetarisk samfund på Jorden. Nationale forskelle ville mindskes, jordens befolkning ville få en fælles bevidsthed om deres skæbnefællesskab. Resten er historie. Tv er for længst blevet den store bevidsthedsudvider (og bevidsthedsbegrænser, men det er en anden historie!), og Arthur C. Clarke er blevet ved og ved med at producere fortællinger om alt det, der er muligt, bare menneskeheden bruger hovedet og husker, at information ikke er viden - og at viden ikke er visdom. En helt i røret På et tidspunkt slap vi her i krateret forbindelsen til Clarke, men han blev hængende i baghovedet, og to gange er det lykkedes Bibliopaten at veksle ord med mesteren. Begge gange ved at sætte sin lid til Onkel Karma, som jo altid sidder på ens skulder. Man kunne dengang ringe til udlandstelefonen og bede om nummeret til Arthur C. Clarke, der boede i Colombo på Sri Lanka. Efter et minut fik man så nummeret af endnu en kvinde, der ikke anede, hvem manden var, hvorefter det - takket være den satellitteknologi, Dr. Clarke selv havde inspireret - var en smal sag at ringe op og kort efter få en eller anden tamilsk tiger i røret, der på rice and curry-engelsk sagde 'Dr. Clarkes Residence'. Hvorefter man på vegne af den skandinaviske presse udbad sig et ekspertudsagn fra Dr. Clarke. Magiske minutter Legenden tog begge gange beredvilligt imod, idet han dog samtidig meddelte, at han stod med det ene ben i et live-transmitteret interview med et eller andet globalt network. Nogle magiske minutter senere havde man Dr. Clarke i kassen, det vil sige på kassettebånd, hvorefter det bare gjaldt om at få den kvindelige redaktionssekretær på avisen til at ville tage ens artikel alvorligt. Men én ting er telefoner, noget ganske andet the real McCoy. For nylig fik Bibliopaten mulighed for at tage til Sri Lanka - men, men, men Sir Clarke giver ikke interview - eller gør han?! (fortsættes i næste uge) Quiz 1: Robotikkens tre love. Hvilken forfatter fandt på dem? Hvordan lyder de? Quiz 2: Socialistisk science fiction-utopi skrevet af amerikansk kvinde? Fjern den ikke! Kære Bibliopat. Jeg går ud fra, at dagens quiz udelukkende er beregnet til at jage mig tidligt ud af sengen denne regnfulde lørdag morgen. Bogen, du henviser til, tror jeg ganske bestemt, er Estrid Otts bog 'Babsis bog om Bimbi'. Hele denne serie om elefanten Bimbi fik jeg læst op i skolen i de allerførste klasser af min klasselærer, fru Rigmor Andersen, og jeg besluttede mig for, at når jeg engang fik børn, skulle de have samme gode oplevelse, hvorfor jeg anskaffede serien til dig, længe inden du startede i skolen. Jeg håber derfor, at de ikke er blandt de bøger, som evt. skal fjernes fra din reol for at gøre plads til andre. Gør det aldrig! - I øvrigt kan jeg fortælle, at min gamle lærer stadig er i live. Der stod en omtale i vinter af hende i Nørrebrobladet. Hun er nu rundet de 100 år. Din mor Bimbi og Babsi Kære Bibliopat. Citatet kan kun være fra 'Bimbis Bog om Babsi' af Estrid Ott. Faktisk troede jeg, at hun var mest dansk (det er hun, red.). Til gengæld giver det mig lejlighed til at gøre opmærksom på hele serien af Bimbi-bøger. Bøgerne er skrevet af Babsis tøjelefant og var min barndoms mest elskede bøger, men er vist næsten glemt i dag. Jeg har dog set et genoptryk af netop ovennævnte. Bimbi fortæller om Babsis liv, fra hun får ham foræret som ganske spæd, sammen med en voksende flok af tøjdyr, alle med deres personlighed. Peter Plys lurer selvfølgelig i baggrunden, men Bimbi er mere klog og snusfornuftig og ikke så poetisk. Han bliver sendt ud på jordomrejse og til Grønland, for at han kan fortælle Babsi om det. Babsi og Bimbi kan tale sammen, og Bimbi kan tale med de andre dyr, både de levende og de udstoppede. Gribende er hans møde med sine vilde brødre i Indien, og helt genialt er bindet om 'Bimbi som frihedskæmper', hvor vi får fortalt Anden Verdenskrig i børnehøjde. Vi oplever både frihedskamp med stikkere, jødeforfølgelse og flugt til Sverige, og til sidst bliver Bimbi maskot for en engelsk krigsflyver, indtil han endelig ved befrielsen kan forenes med sin elskede Babsi. Det hele er fortalt uden for voldsomme detaljer, men som en spændende historie, og det betød, at jeg allerede som 6-7-årig (jeg fik den læst op af en elskelig mormor) havde en fornemmelse af, hvad der skete under besættelsen. Jeg ved ikke, om den kan holde i dag sammenlignet med nutidens børnebøger, men den står for mig som min barndoms bedste bog, tæt fulgt af de mere traditionelle 'Robin Hood', 'Gøngehøvdingen' og serien om 'Rasmus fra Rodskov' af Niels K. Kristensen. Får sidstnævnte en klokke til at ringe hos nogen? Med venlig hilsen Per Brink Abrahamsen Seje Estrid Kære Bibliopat. Hvordan er du dog faldet over Estrid Ott? Jeg måtte i kælderdybet efter kasserne med barndommens yndlingslæsning. Op dukkede bøgerne om Bjørne-Kari, Sally Smålotte, Lofot-Lise og mange, mange flere. Ikke underligt, at man kunne tro, at Estrid Ott var norsk. Men hun var altså dansk, født i København i 1900. Det mærker man ikke meget til, for hendes ca. 80 titler bygger næsten alle på stof fra langvarige ophold i udlandet og mange rejser. Allerede 20 år gammel rejste hun jorden rundt for at bevise, at en spejder kan klare sig overalt. De piger, hun skrev om, havde handlekraft og vovemod, en relativt sjælden foreteelse i 1940'ernes pigebøger. Med venlig hilsen Mette Fledelius Teschl, Sæby